De dyre dyr: 30.000 kroner til dyrlægen afskrækker færre og færre
Både dyrlæge og forsikringsselskab oplever, at flere er villige til at bruge store summer på kæledyr. Blandt andre en kvinde fra Bording.
Stine Elgaard fra Bording har for nylig fået hasteopereret sin hund, der havde sprunget sin milt, som skulle fjernes. Det kostede 25.000 kroner.
- Jeg havde ikke ret mange overvejelser, for det gik hurtigt op for mig, at det var et spørgsmål om liv eller død, siger hun til TV MIDTVEST.
Hunden blev opereret af dyrlæge Morten Bentsen fra Ikast. Han oplever, at flere dyreejere end tidligere er villige til at punge ud, når hund, hest eller kat har brug for lægehjælp.
- Folk vil gerne bruge flere penge på deres dyr, forklarer han.
Det til trods for, at et besøg hos Morten Bentsen sagtens kan løbe op i 30.000 kroner.
Heldigvis for Stine Elgaard havde hun sin hund forsikret. Det vælgere flere at gøre i dag.
Dobbelt så mange hunde er forsikret på otte år
Næsten 900.000 danske familier har hunde, katte eller heste som kæledyr. I forhold til hunde oplever Agria Dyreforsikring, at flere forsikrer de firbenede kæledyr.
- Vi oplever en jævn stigning i antallet af forsikringer. Faktisk over en fordobling siden vi kom på markedet i 2011, hvor det kun var 20 procent af danske hunde, som havde en sygeforsikring. I 2018 var det 46 procent, fortæller markedskoordinator Lotte Evers.
Stine Elgaard fik hjælp af sit forsikringsselskab, da hunden skulle opereres. Men hun mener selv, hun ville have betalt af egen lomme, hvis hunden ikke var forsikret.
Har du en grænse for, hvor meget du vil bruge på dine hunde?
- Nej, jeg har ikke en økonomisk grænse, men en etisk grænse for, hvad jeg vil sætte dem igennem, og om det er for min eller deres skyld.