DIF vil have flere som Pernille: Der er for få kvinder i idræts-bestyrelser

Danmarks Idrætsforbund vil gerne have mange flere kvinder i bestyrelserne ude i de enkelte foreninger.

Dansk Idrætsforbund vil have flere kvinder til at gøre som Pernille Mosegaard. Hun er formand for en idrætsforening.
Dansk Idrætsforbund vil have flere kvinder til at gøre som Pernille Mosegaard. Hun er formand for en idrætsforening.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Overtallet af mænd i foreningslivet er enormt. Dansk Idrætsforbund vil gerne have flere kvinder til at komme ind i kampen. Pernille Mosegaard er en af de få kvinder, som har meldt sig – hun er formand for Ikast KFUM Håndbold.

- Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt, siger hun.

Hun har nu i fem år været formand for Ikast KFUM Håndbold. En forening med 200 medlemmer. Hun tror, at mangel på tid får nogle kvinder til at holde sig tilbage. Og så kræver det også sin kvinde at gå forrest.

- Som formand er man nødt til at have en stærk stemme og stå ved sin mening, og det tror jeg egentlig er uanset, om du er kvinde eller mand, siger Pernille Mosegaard.

Nu vil Danmarks Idrætsforening til at gå mere målrettet efter at få flere kvinder, som Pernille, med i idrætsforeningernes bestyrelser landet over.

- Vi ved, fra al mulig forskning, at de bedste beslutninger træffes i grupper med høj diversitet, hvor vi ikke ligner hinanden for meget. Så de perspektiver vi har på verden, de bliver forskellige, siger Frans Hammer, der er bestyrelsesmedlem i Danmarks Idrætsforbund.

2:17
Her kan du se hele indslaget om Pernille Mosegaard og Difs ønske om flere kvinder i landets idrætsforeninger.

Pernille Mosegaard synes også, at det er en fordel at have begge køn ligeligt fordelt i en bestyrelse. I hendes er der tre mænd og tre kvinder.

- Der er nogle opgaver, som er nemmere at klare, når man er kvinde, og nogen, som er nemmere, når man er mand. Der skal være en rigtig god fordeling. Man kan ikke kun have det ene eller det andet, siger hun.

42 procent af DIFs medlemmer er kvinder. Men ude i bestyrelserne er der kun 38 procent kvinder. Og ser man på hovedbestyrelserne i de enkelte forbund er kun 23 procent kvinder. Så jo mere indflydelse, desto færre kvinder.

Nogle steder i erhvervslivet overvejer man at lave kvoter, for at der SKAL være et vist antal kvinder i en bestyrelse.