Dødsulykke skaber vrede og frustration i lokalsamfundet

Både borgere i Nr. Snede og borgmesteren i Ikast-Brande Kommune er frustrerede over, at beboere på Kærshovedgård skaber utryghed i lokalområdet.

Henning Thomasen og Susanne Foged bor begge i Nr. Snede.
Henning Thomasen og Susanne Foged bor begge i Nr. Snede.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Dødsulykken på rute 13 ved Nørre Snede, hvor en 55-årig kvinde mistede livet, spreder både vrede, chok og frustration hos borgerne i byen.

- Det er meget dybt tragisk, at sådan noget kunne ske. Det kunne lige så godt have været mig, der kørte på den strækning, det gør jeg simpelthen så tit, siger Susanne Foged.

Ulykken fylder meget i lokalsamfundet – ikke mindst, fordi en 34-årig mand med adresse på Udrejsecenter Kærshovedgård er sigtet i sagen.

I et grundlovsforhør onsdag blev han varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab. Politiet mener også, at han var påvirket eller på anden måde ikke i stand til at køre bilen på drabstidspunktet.

- Han skal sendes hjem hurtigst muligt. Eller først skal han nok i fængsel her, men så skal han bare hjem, færdig, ud, siger Henning Thomasen.

- Jeg kan slet ikke forstå, at de beboere, der bor derude, skal have lov til at gå frit rundt, siger Susanne Foged.

Gør det dig utryg, at der sker den slags ulykker?

- Ja, selvfølgelig. Det gør det. Og jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis det var mig, der havde boet i nærheden af det. Lige nu kan jeg sige: ”Gudskelov, at jeg ikke lige bor derude.” Men det bryder jeg mig egentlig ikke om at sige over for mine medmennesker her i Danmark, tilføjer hun.

Borgmester: Center fungerer ikke

Inde på Ikast-Brandes rådhus er borgmester Ib Lauritsen (V) også berørt af ulykken.

- Vi kunne alle have siddet i den bil. Det kunne have været hvem som helst af os, siger borgmesteren.

Han har fuld forståelse for borgernes reaktioner.

- Det er altid sådan, at tragiske trafikulykker påvirker en og er meget alvorlige. Når der så er den ekstra dimension, at det er en dømt person fra Kærshovedgård, som er udvist på grund af kriminalitet, så får det jo en helt ekstraordinær dimension, siger han.

- Jeg tror, det helt grundlæggende betyder noget for danskernes retsfølelse – specielt borgere i vores lokalområde – at man aktivt kan placere nogen på den her måde med en håbløs tilværelse på et center, som ikke fungerer, og de så kommer til at lave den her type handling ude i samfundet, siger borgmesteren.

Har kæmpet i otte år

Han er især frustreret over, at nogle beboere på Udrejsecenter Kærshovedgård igen og igen begår ny kriminalitet.

- Vi har gentagne gange gennem otte år sagt, at det center ikke fungerer, og det er et center, hvor man har kriminelle mennesker, der ikke fungerer ret godt i forhold til det øvrige samfund. Og det er ikke sådan, at det ikke er påpeget, for det er gjort mange gange.

- Det her er endnu en sten i skoen. Tidligere var det våbenbesiddelse og narkohandel. Nu har vi så en dødsulykke forsaget af en person, som bor på Kærshovedgård, og som ikke har kørekort.