20-årig samler ind til ofrene for sin oldefars gerninger

Indsamlingen er langt fra i mål, lyder det fra den unge vestjyde.

Lasse Mogensen har lavet flyers til indsamlingen.
Lasse Mogensen har lavet flyers til indsamlingen.
Foto: Tove Dohn, privat

Det var en artikel i den lokale avis på forældrenes køkkenbord, der fik ham til at reagere.

Men i stedet for at sidde lamslået tilbage, valgte 20-årige Lasse Mogensen at skride til handling.

Derfor er han søndag blevet anerkendt i et Facebook-opslag af forfatter Peter Øvig Knudsen, som har skrevet bogen 'Dem, der ikke tier'.

Netop Peter Øvig Knudsen er grunden til, at Lasse Mogensen i påsken startede en indsamling til fordel for ofrene på det luthersk missionske børnehjem Solgården i Tarm.

- Jeg har en tilgang om, at man skal hjælpe, hvor man kan hjælpe, lyder det fra den unge vestjyde.

Oldefar spiller central rolle i bogen

I 'Dem, der ikke tier' afdækker forfatteren seksuelle overgreb, som forstanderen på det missionske børnehjem Solgården i Tarm udsatte de små piger for.

I Facebook-opslaget fortæller forfatter til bogen Peter Øvig Knudsen om "en bestemt, magtfuld mand", der holdt "hånden over sin ven, den pædofile forstander".

Den mand var Lasse Mogensens oldefar.

- Jeg blev sur på min familie. Det er ikke noget, man har snakket om herhjemme, så da jeg fandt ud af, at at min oldefar havde været involveret, fik jeg endnu mere lyst til at gøre noget.

I Peter Øvig Knudsens bog går Lasse Mogensens oldefar under navnet 'Landmanden'. Ifølge forfatteren blev piger og unge kvinder fra Solgården kaldt ud til såkaldte ’forhør’ på Landmandens gård syd for Tarm. Her blev de truet til tavshed.

- Jeg kan ikke være ansvarlig for min oldefars handlinger, men det handler om, at der er nogle, der skal gøre noget, siger han.

Fik lyst til at gøre mere

Børnehjemmet Solgården blev drevet af Luthersk Mission, der - efter udgivelsen af Peter Øvig Knudsens bog - har undskyldt til ofrene.

Men da Lasse Mogensen læste Dagbladet Ringkøbing-Skjerns artikel om, at den kristne forening ville bruge 10.000 kroner i alt på psykologhjælp til ofrene, fik han lyst til at gøre noget mere.

Lasse Mogensen tog derfor kontakt til Tove Dohn, der er hovedperson i bogen om Solgården.

- Det første, jeg lagde mærke til, var hans efternavn, husker Tove Dohn.

Tove Dohn blev kontaktet af Lasse Mogensen, da hun står i spidsen for en gruppe ofre. Hans håb var, at hun ville sikre, at indsamlingen gik til de rigtige.

- Det er kæmpestort, at Lasse gør det her, siger hun.

Tove Dohn er hovedperson i Peter Øvig Knudsens 'Dem, der ikke tier'.
Tove Dohn er hovedperson i Peter Øvig Knudsens 'Dem, der ikke tier'.
Foto: Lasse Mogensen, privat

Tror på, at man skal hjælpe uanset forbindelse

Indsamlingen er blevet godkendt af indsamlingsnævnet og gik i gang i påsken. Søndag eftermiddag er der indsamlet knap 8000 kroner, oplyser Tove Dohn.

- Det er fedt at få nogle penge ind, men det er ikke helt nok, lyder det fra Lasse Mogensen.

Havde du også startet indsamlingen, hvis du ikke havde været 'Landmandens' oldebarn?

- Ja. Jeg tror på, at man skal hjælpe, hvis man kan hjælpe, siger han.

Den 20-årige vestjyde har sammen med Tove Dohn lavet flyers, der er blevet uddelt ved Luthersk Missions afdelinger.

Derudover har han lavet en hjemmeside, der fortæller om overgrebene på Solgården og indsamlingen.

- Folk uden for Luthersk Mission er meget positive, fastslår Lasse Mogensen.

Indsamlingen løber frem til 23. december 2024.