Bog fortæller om overgreb på op mod 100 børn på kristent børnehjem: Forfatteren bag kunne næsten ikke holde ud at skrive bogen
Nu undskylder den kristne organisation, som børnehjemmet dengang hørte under.
På børnehjemmet Solgården i Tarm foregik stribevis af seksuelle overgreb på børn, mens børnehjemmet eksisterede mellem 1949 og 1976.
Det beskriver journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen i en aktuelle bog 'Dem der ikke tier'.
Her fortæller han om seksuelle overgreb på op mod 100 børn på hjemmet gennem 27 år - overgreb som blev begået af børnehjemmets forstander, Michael Mortensen.
Det var en ven til Peter Øvig Knudsen, der satte ham på sporet af det, der nu er blevet til en bog. Vennen fortalte, at han selv havde oplevet overgreb i sin tid på et børnehjem, og historien var så chokerende, at forfatteren måtte i gang med at undersøge lignende overgreb foregået på danske børnehjem.
- Der stødte jeg ind i den historie, som viste sig at være den værste - og den foregik på Solgården i Tarm.
Han kalder tilfældet i Tarm for "det værste" på grund af det store antal børn, der blev misbrugt på børnehjemmet.
- Det har stået på i 27 år, og nogle har forsøgt at råbe op, men alle politianmeldelser er blevet pakket væk, og forbigået i tavshed.
Luthersk Mission siger undskyld
Børnehjemmet Solgården var dengang drevet af Luthersk Mission, som i dag har en efterskole på samme adresse.
I 2006 blev organisationen også gjort bekendt med overgrebene, og tilbød dengang ifølge DR psykologhjælp til de berørte.
- 'Dem, der ikke tier' afdækker tragiske begivenheder, som aldrig burde have fundet sted, og vi anerkender, at sagen blev håndteret under al kritik af børnehjemmets bestyrelse, der ligesom det lokale politi ikke troede på de piger, der gjorde opmærksom på overgrebene, skriver Luthersk Mission i en pressemeddelelse.
- Som den forening, der stiftede og stod bag børnehjemmet, vil vi derfor i dag give en uforbeholden undskyldning til de børn, der blev udsat for overgreb, og de børn og unge, der fortalte om det, men ikke blev troet på, skriver organisationen videre.
Luthersk Mission skriver desuden, at organisationen for nyligt har vedtaget retningslinjer for adfærd i kirker og kristne hjem.
Ikke muntert at skrive - men stadig livsbekræftende
For Peter Øvig Knudsen har bogen ikke været nem at skrive.
Men selvom han kalder historieren 'ubehagelige', så har han også fået positive oplevelser med i processen, det har været, at skrive ofrenes historier ned.
- Det har ikke været muntert. Det er meget ubehagelige historier, og bevægende at møde de mennesker, der har været udsat for det, for det er ofte hele liv, der er blevet ødelagt af overgreb i barndommen, slår forfatteren fast.
- Men det man også finder ud af er, at selvom folk har været udsat for det værste folk kan være udsat for i sit liv, så har de alligevel bevaret en form for livsvilje, humor og overskud i forhold til andre mennesker. Så der har også været nogle livsbekræftende elementer i det - og ellers tror jeg heller ikke, jeg havde holdt ud at skrive den her bog.
Peter Øvig Knudsen håber nu, at fortællingerne fra fortidens børnehjem kan få flere til at være opmærksomme, når børn fortæller om overgreb - også i dag.
- Det ene bud skab er, at man skal tage sig det mod at fortælle om noget fra sin barndom, der er enormt skamfuldt. Men jeg mener også, at man skal være parat til at lytte og undersøge det, hvis man høre et barn fortælle om lignende, så vi ikke skal høre om de her fortællinger fortsætte, som det skete på Solgården., fordi ingen dengang hørte - eller troede på - de her børn, siger Peter Øvig Knudsen.
Bogen 'Dem der ikke tier' udkommer 29. september.