Her bruger købmand alternative metoder for at overleve

I Hjerm har man måske fundet opskriften på at holde liv i den lokale dagligvarebutik.

Købmand Benny Christensen har indset, at der skal mere end fyldte hylder til at holde gang i forretningen i en lille by.
Købmand Benny Christensen har indset, at der skal mere end fyldte hylder til at holde gang i forretningen i en lille by.

Koncerter på parkeringspladsen, en vinklub og andre sociale arrangementer. 

Det er næppe noget, de fleste købmænd disker op med. 

Men i Hjerm har købmanden Benny Christensen fra Min Købmand indset, at der skal mere til end fyldte hylder for at fylde butikken og holde gang i forretningen i en lille by. 

- Vi laver en masse tiltag og prøver at samle vores by. Vi har vinklub og romklub, og til august skal vi holde koncert. Det er den måde, vi forsøger at gøre sådan, at folk føler sig velkomne i butikken og i byen - for det, mener jeg, er vigtigt i sådan et lokalsamfund, siger Benny Christensen.

Hver 10. drejer nøglen om

I Hjerm lever dagligvarebutikken stadig, men i mange andre byer har de lokale købmænd måttet dreje nøglen om. 

Det viser dugfriske tal fra De Samvirkende Købmænd (DSK) og Landdistrikternes Fællesråd, som mandag også kommer med anbefalinger til løsninger på problemet. 

Undersøgelsen fra de to organisationer viser, at hver tiende dagligvarebutik i mindre byer har drejet nøglen om siden 2017. 

Helt konkret viser de nye tal, at der i perioden fra 2017 til 2023 er kommet 244 færre dagligvarebutikker i Danmark.

0:39

Butiksområder trækker kunderne væk fra byen

Det er foruroligende for organisationerne, som nu kommer med flere forsalg til løsninger på problemet. 

Blandt andet peger organisationerne på de såkaldte "aflastningsområder", som er områder udenfor byerne, hvor butikker samles. Siden 2017 er antallet af butikker beliggende i de områder vokset med næsten 50 procent. 

Det går ud over bymidten i de mindre byer, som dermed dør hen. Det kan også aflæses i tallene. 

Andelen af tomme butikslokaler var i efteråret 2023 på det højeste niveau i tre år.

Forsøger med nye tiltag og frivillige

I Hjerm lever dagligvarebutikken kun, fordi de lokale bakkede butikken op. For tre år siden blev den forrige dagligvarebutik nødt til at lukke. Men byens borgere samlede 3,5 millioner kroner ind til at åbne en ny Min Købmand, som Benny Christensen overtog. 

Nu har han frivillige fra byen til at hjælpe til for at få det hele til at gå op. 

- Opbakningen er helt enorm herude. De er gode til at støttet op og hjælpe til. Vi har hjælpehold, som er med til at sætte varer på plads, forklarer købmanden.

Og så forsøger han også at holde liv i butikken med arrangementer. 

- Det er klart, at vi er nødt til at differentiere os fra de store butikker og discountbutikkerne - vi kan ikke begynde at konkurrere med de store butikker inde i byerne, siger han.