Et liv under samme tag: Søstrene Ulsø driver 70 år gammel familievirksomhed

To søstre fra Ikast er vokset op og har arbejdet sammen i over 30 år. Fra Ulsø Trikotages gamle lokaler sælger de undertøj, badetøj og nattøj til en række lande.

Søstrene Bodil Ulsø Larsen og Lone Ulsø Knudsen laver blandt andet undertøj i str. 42-56.
Søstrene Bodil Ulsø Larsen og Lone Ulsø Knudsen laver blandt andet undertøj i str. 42-56.
Foto: Vibeke Nipper, TV MIDTVEST

Søstrene Bodil Ulsø Larsen og Lone Ulsø Knudsen har meget andet til fælles end bare at være i familie.

Sammen driver de nemlig virksomheden Plaisir, der sælger nattøj, under- og badetøj i størrelserne 42-56, og de eksporterer til flere forskellige lande.

Også kvindernes mor arbejdede som syerske, og det var hende, der startede det, som blev familiens levebrød for 70 år siden.

- Mor arbejdede som syerske, og så fik vi lyst til at prøve selv. Hun syede underkjoler, og det startede med at bedstefar købte en rulle stof, og så voksede det stille og roligt, forklarer søstrene.

Virksomheden bliver stadig drevet fra Linde Alle 8 i Ikast.

En tidslomme i Ikast

På adressen i Ikast er søstrene født på første sal, i studen boede bedsteforældrene, men i kælderen og senere i en tilbygning, blev der syet på livet løs.

På et tidspunkt var der 30 ansatte hos Ulsø trikotage, som det hed dengang. Mange af de ansatte boede på vejen.

- En af sypigerne, Marie, fik en lille dreng. Han var med på arbejde og lå i en vugge ved siden af symaskiner, så fik den et lille skub, når vi gik forbi. Tingene skulle jo fungere, fortæller Lone Ulsø Knudsen 

For 30 år siden overtog søstrene virksomheden. De flyttede blandt andet produktionen til udlandet, og de skiftede navnet ud med Plaisir.

- Det er jo ikke så smart at hedde Ulsø, når man begynder at eksportere, forklarer Lone Ulsø Knudsen.

Selv om lokalerne ikke har forandret sig, så er meget alligevel sket.

- Vores trusser dækker numsen, uden noget der generer, og så har vi bare verdens mest behagelig BH, fortæller Bodil Ulsø Knudsen med et smil.

De gamle symaskiner er her stadig. Det samme gælder den lille svinghylde, hvor man kan skubbe telefonen fra kontoret ind i produktionen, hvis der lige var et spørgsmål. Og der er også de gamle modeller og skabeloner, der minder om årtiers undertøjsmode.

Billedet er fra lokalerne, hvor søstrene bruger mange timer sammen.
Billedet er fra lokalerne, hvor søstrene bruger mange timer sammen.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Søstrenes mor arbejdede til hun var over 90 år.

Nu er hun på plejehjem, men hver dag går søstrene op på første sal og spiser frokost, som de altid har gjort.

- Mor lavede altid frokost til os, så det er bare sådan en vane at gå derop og spise, så hvorfor lave om på det, spørger Lone Ulsø Knudsen.

Men det er ikke alt, der er en tidslomme. For her i de gamle lokaler bliver der også eksperimenteret og tænkt nyt. 

I år er der for eksempel et sæt orange undertøj i sommerkollektionen, og det er så vidt søstrene husker første gang.

Virksomheden har også haft produktion i Kina, men søstrene har taget den tilbage til Europa af klima-hensyn.