Kvindefodbold og ny ejer til FCM: Danmarks rigeste mand køber FC Midtjylland

Hør de tre store nyheder, som klubben netop har præsenteret på et pressemøde.

FC Midtjylland præsenterer i dag store nyheder på et pressemøde, som sendes live på tvmidtvest.dk
FC Midtjylland præsenterer i dag store nyheder på et pressemøde, som sendes live på tvmidtvest.dk
Foto: Kathrine Sejersbøl Tobiasen, TV MIDTVEST

FC Midtjylland er klar med store nyheder. 

Heartland, som ejes af Bestseller-direktør og milliardær, Anders Holch Povlsen, overtager hovedparten af klubbens aktier, og bliver dermed hovedejer af FC Midtjylland. 

Det bekræfter fodboldklubben på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Heartland overtager aktiemajoriteten i FC Midtjylland fra englænderen Matthew Benham, som også ejer den engelske Premier League-klub Brentford FC. 

- Vi har været privilegerede under Matthews ejerskab, hvor vi er blevet en storklub i Danmark og har rykket os til at være blandt de 60 bedste hold i Europa. Nu kommer ejerskabet tilbage på danske hænder, fortæller administrerende direktør, Claus Steinlein, i en pressemeddelelse der blev udgivet i forbindelse med pressemødet. 

Englænderen overtog i juli 2014 ejerskabet af den midtjyske klub, og efter knap 10 år overgår den rolle nu til den velhavende dansker, der kaster penge i klubben for anden gang. 

I 2021 investerede Povlsen 125 millioner kroner i klubben og overtog, gennem sit firma Heartland, 25 procent af FCM. Nu fortsætter firmaet sin investering i midtjysk fodbold.

Anders Holck Povlsen er rangeret som Danmarks rigeste mand, og er direktør for tøjfirmaet Bestseller, som har hovedsæde i Brande, syd for Herning og Ikast, hvor FC Midtjylland har til huse.

- Vi matcher godt på værdier, og tror på talentudvikling og den lokale forankring, så det er en stor dag i dag, sagde klubbens administrerende direktør, Claus Steinlein på det netop afsluttede pressemøde. 

Får kvindehold i 2024

Den anden nyhed, som FCM præsenterede på dagens pressemøde, handler om kvinder. 

I 2024 etablerer klubben et kvindefoldboldhold, fortæller FC Midtjyllands Marketings- og supportdirektør, Preben Rokkjær på det pressemøde, som stadig er i gang. 

- Heartlands opkøb gør det muligt at satse 100 procent på kvindefodbold. Heartland bliver hovedsponsor for FCM kvindefodbold, sagde han på pressemødet. 

Han fortæller desuden, at klubben er i dialog med Vildbjerg SF om at overstage klubben licens til kvindefoldbold. Klubbens kvindehold spiller i 2. division, og FCM kan med Vildbjergs licens få en form for 'tyvstart', da kvindeholdet så ville kunne starte i 2. division, fremfor at begynde forfra i serierækkerne.

- Det handler ikke kun om at overtage licensen, men også at samarbejde med dem, siger Preben Rokkjær og tilføjer: 

- Vi forventer, at den første kvindekamp med FC Midtjylland-logoet på brystet kan spilles den 1. juli 2024.

De nye spillertrøjer skal i fremtiden også passe kvinder. Dragten til højre er midtjydernes samarbejdsklub C.D. Mafra.
De nye spillertrøjer skal i fremtiden også passe kvinder. Dragten til højre er midtjydernes samarbejdsklub C.D. Mafra.
Foto: Kathrine Sejersbøl Tobiasen, TV MIDTVEST

Nye UEFA-regler kræver kvinder i klubben

Sidste år bestemte UEFA, som står for de europæiske fodboldturneringer, at det fra 2024/2025-sæsonen bliver et krav, at man støtter kvindefodbold, hvis man vil deltage i Champions League, Europa League og Conference League.

Det betyder konkret, at FCM også skal have et kvindefodboldhold på eliteniveau, hvis de vil være med i de store turneringer. 

Adspurgt, om det nye kvindehold alene etableres for at leve op til kravene i UEFA, svarer den administrerende direktør:  

- Vi er bekendt med reglerne i UEFA, og havde det alene være for at opfylde de krav, kunne vi gøre det meget nemmere. Vi vil også give mulighed for, at de unge i klubberne, på Guldminen og ISI kan drømme om fodbold på topniveau her i regionen. Det her er en kærkommen anledning til at sætte skub i en proces, vi har haft gang i lang tid. Vi vil gerne gøre det ordentlig, og nu er vi klar til at sætte turbo, siger Preben Rokkjær. 

Også ifølge den administrerende direktør er målet klart, og drømmene store: 

- Målet er vi skal spille i Europa med kvinderne. Det er ikke for sjov, at vi går ind i det her. Det har været vigtigt for Heartland, at fodbold er for alle i regionen. Ikke kun halvdelen, siger Claus Steinlein.

Heartland køber også midtjydernes portugisiske søsterklub

Den tredje nyhed, som den midtjyske fodboldklub præsenterede på pressemødet, var, at Heartland også køber aktiemajoriteten af den portugisiske klub C.D. Mafra, som FCM i år har indledt et tæt samarbejde med.

FC Midtjylland har allerede sendt en cheftræner samt adskillige spillere på leje til Mafra, der gør sig i den næstbedste portugisiske række, for at udvikle sig.

Midtjyderne har allerede prøvet et lignende samarbejde med Benhams Brentford, og det er en lignende konstellation, som ulvene nu har indgået med Mafra, og Claus Steinlein tror, at det vil være med til at udvikle den midtjyske fodboldklub.

– Det er ikke uvant for os at være i et ejerskab med andre klubber. De seneste ni år har vi haft et tæt, inspirerende og givtigt samarbejde med Brentford, som har dannet grobund for at skabe et endnu stærkere konkurrence- og udviklingsmiljø hos begge parter.

– Heatlands køb af både FC Midtjylland og C.D. Mafra giver begge klubber mulighed for at accelerere den individuelle- og sportslige udvikling. Det giver et stærkere sportsligt setup og for os bliver det centralt for vores ambition om at rykke ind i den europæiske top, lyder det fra Claus Steinlein i pressemeddelelsen.