Mari-Ann kæmper stadig: Over 100.000 kroner samlet ind til hendes syge bror

Mari-Ann Rasmussen har i syv uger forsøgt at få sin bror hjem til Danmark efter en blodprop. Nu har hun endelig fået et møde med Udenrigsministeriet.

Nu har Mari-Ann Rasmussen været til møde med Udenrigsministeriet.
Nu har Mari-Ann Rasmussen været til møde med Udenrigsministeriet.
Foto/Grafik: TV2, Colourbox / Esben Kock Jensen

Mari-Ann Rasmussen fra Ikast har gentagne gange forsøgt at få myndighedernes hjælp til at fragte sin syge lillebror hjem til Danmark.

Og mens der ikke har været meget hjælp at hente hos myndighederne, så har opbakningen fra helt almindelige mennesker mildest talt været overvældende.

- Jeg er sindssygt rørt og glad over alle dem, der virkelig kun har ønsket Kim det bedste, siger Mari-Ann Rasmussen.

Hendes 48-årige lillebror, Kim Rasmussen, fik en blodprop i hjernen i maj da han rejste rundt på Filippinerne. Siden har han ligget på en intensivafdeling, hvor han for få dage siden vågnede fra koma.

Kim Rasmussen rejseforsikring dækker ikke i den del af verden, og derfor har familien ikke haft råd til, at få ham fragtet ham hjem.

Blandede følelser efter møde i Udenrigsministeriet

Onsdag lykkedes det så Mari-Ann Rasmussen at få et møde med Udenrigsministeriet. Men det gik ikke helt, som håbet.

- Jeg har fundet ud af, at Udenrigsministeriet ikke kan hjælpe med at tage ham hjem. Det havde jeg sgu håbet de kunne, siger hun.

Hun havde dog en god snak med Udenrigsministeriet, hvor de lovede at hjælpe til med mange af de praktiske ting, såsom problemer med Kim Rasmussens visum og pas.

Og den hjælp og dialogen er hun glad for.

Alligevel sidder hun tilbage med den samme følelse, som hver gang hun har snakket med enten myndighederne eller den danske ambassade i Manila.

- De har været skide flinke og høflige, de har bare ikke rigtig kunne hjælpe med noget, siger hun om sine oplevelser.

Lyspunkter i en lang kamp

Det er nu syv uger siden, at Mari-Ann Rasmussen begyndte sin kamp for at få sin bror hjem.

- Det har været et mareridt, siger hun om kampen og uvisheden.

- Det har hele tiden været et skridt frem og to tilbage.

Men midt i det hele finder Mari-Ann Rasmussen alligevel tid til at glæde sig over al den hjælp, som både almindelige mennesker og skytteforeningen ’Veteranskytterne’ har givet.

Skytteforeningen har nemlig startet en indsamling til Kim Rasmussen, der ifølge Mari-Ann Rasmussen nu er nået op på 132.000 kroner,

- Der er pensionister, der har skrevet, at de ikke har meget, men det her skal han altså have, fortæller en tydelig berørt Mari-Ann Rasmussen.

Hun håber, at det snart vil lykkedes at få broderen hjem.

Efter han er vågnet fra koma, så bliver det måske nemmere og billigere, at få ham fløjet hjem, er hendes håb.

- Men håb kan ikke gøre det alene. Jeg arbejder videre, og vender hver en sten, siger en træt men stålfast storesøster.