Travlhed i Nr. Snede: Kineserne er vilde med danske småkager
Kelsen Group sender hvert år 10.000 tons småkager til Kina - lige nu er det højsæson, så produktionen kører 24 timer i døgnet.
Det kinesiske nytår, der fejres i februar, betyder lige nu stor travlhed på småkagefabrikken Kelsen i Nr. Snede.
Kineserne har en tradition for at give flotte værtsgaver i anledning af nytåret, og her er småkagerne fra Nr. Snede i høj kurs.
Produktionen kører 24 timer i døgnet, og det betyder cirka 20.000 småkager i minuttet.
De midtjyske godbidder kom ind på det kinesiske marked i 1960erne via en medarbejder på den danske ambassade.
- Når det finere borgerskab kom på ambassaderne, blev de præsenteret for de her småkager. Derved opnåede de en status som værende eksklusivt. Det var simpelthen noget nyt i de finere kredse. Og derved startede hele eventyret omkring Kelsens i Kina, fortæller Dennis Hvam, der er marketingchef i Kelsen Group.
Der er dog også en bagside af historien. Kagerne er så populære, at Kelsen jævnligt støder på kopiprodukter - det er sager, der ofte ender i retten.
Kelsen sender omkring 10.000 tons småkager til Kina om året og regner med stor vækst i fremtiden.