Var i livsfare efter knivstik: - De var iskolde og ligeglade

To mænd er tiltalt for drabsforsøg og grov vold efter et knivstikkeri i Ikast, hvor to brødre blev ramt. De to brødre var i dag i retten for at svare på spørgsmål.

Da en dengang 30-årig mand løb haltende hen til sin bil i Sønderparken i Ikast en novemberaften i 2023, frygtede han for sit liv.

Han var lige blevet stukket blandt andet i brystet og i benet med kniv af to mænd.

- De stikker begge to, og de er iskolde og ligeglade, lød det fra manden i retten i Herning fredag formiddag.

Mændene var også bevæbnede med pistoler, mener den dengang 30-årige mand. Derfor var han i ”panik” og følte sig nødsaget til at løbe hen til sin bil, hvor han satte sig på passagersædet ved siden af sin lillebror.

- Der var mit syn allerede ved at forsvinde, og jeg kunne ikke trække vejret ordentligt.

Kort efter ringede brødrene til alarmcentralen. Et opkald, der er blevet afspillet i retten, og hvor man hørte manden beklage sig højlydt over netop ikke at kunne trække vejret efter at være blevet stukket ned.

Kort efter ankom politi og ambulance til stedet og gav manden livreddende førstehjælp. Han kom i livsfare på grund af sine skader, og lægerne troede egentlig ikke, han ville overleve.

Men det gjorde han. Og fredag var han indkaldt i retten for at fortælle sin version af, hvad der skete om aftenen 3. november 2023, hvor to mænd er tiltalt for at have forsøgt at slå ham ihjel – og for grov vold mod hans lillebror. Begge tiltalte nægter sig skyldige.

Forklaringen fra dagens vidne tog hele dagen, og han mistede undervejs tålmodigheden flere gange med tydelige protester mod forsvarernes spørgsmål.

"Jeg gider ikke høre på dine dumme spørgsmål" og "Jeg er træt af det her cirkus", lød det blandt andet fra dagens vidne, der også på et tidspunkt blev så træt af at sidde i vidneskranken, at han rejste sig og gik.

- Jeg stoler aldrig på piger igen

Konflikten drejer sig tilsyneladende om en kvinde, som både den dengang 30-årige og den ene af de nu 21-årige tiltalte havde en relation til.

Dagens vidne – manden der altså endte som knivoffer – fortalte, at han havde haft et forhold til kvinden og pludselig fandt ud af, at hun var taget på ferie med en anden mand – ham der nu er en af de tiltalte i sagen.

- Kvinder kan føre én til helvede, og jeg stoler aldrig på piger igen, sagde dagens vidne i retssalen – og undskyldte til den kvindelige retsformand.

De to mænd havde talt sammen og var blevet enige om, at kvinden havde ført dem begge bag lyset. Da de mødtes nogle uger senere, var det for, at den dengang 30-årige kunne få nogle ting, som kvinden havde fået eller opbevaret for ham. Dem skulle den nu 21-årige, som kvinden havde været ude og rejse med, aflevere til ham. Så vidt er de to parter i sagen faktisk enige.

Men hurtigt eskalerede situationen – ifølge dagens vidne, knivofferet, fordi den 21-årige og hans jævnaldrende medtiltalte pludselig havde vist sig at være bevæbnede med både pistol og kniv og stak ham med kniv gentagne gange.

Fremlagt rapport viser skader

Ifølge den af de 21-årige, der var impliceret i trekantsdramaet med kvinden, var det ikke ham, men den 30-årige selv, der havde haft en kniv med, som han så fik vristet fra ham. Og i det omfang, den 30-årige blev ramt af kniven, var det kun i selvforsvar. Og han mener kun at have ramt ham i benhøjde.

Sikkert er det dog, at knivofferet blev stukket flere steder – blandt andet øverst på højre bryst lige under kravebenet, hvilket gav skade på hans pulsåre og gjorde, at han endte i livsfare. Den retsmedicinske rapport, der angår de skader, er blevet fremlagt i retten.

I løbet af de næste retsdage skal et nævningeting sammen med de juridiske dommere afgøre, om de to 21-årige mænd er skyldige i drabsforsøg – og i grov vold, som de er tiltalt for at have udsat en dengang 27-årig mand, som er lillebror til det andet knivoffer, for.

Udover fængselsstraffe til begge tiltalte går anklagemyndigheden efter at få den ene af mændene udvist. Der forventes dom 5. februar.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.