Vendte hjem til kæmpe naturbrande: - Det er ubehageligt for hele området

Efter at have holdt juleferie i Danmark, er Marie Trout vendt hjem til sit hjem i nærheden af de store naturbrande i Los Angeles.

0:38
Marie Trout bor med sin mand i Los Angeles-forstaden Huntington Beach.

I øjeblikket raser store naturbrande i millionbyen Los Angeles i USA. Over 180.000 er blevet evakueret, og brandene har indtil videre kostet ti mennesker livet. 

Marie Trout, som stammer fra Thisted, har de sidste 30 år boet i USA sammen med sin mand Walter Trout. 

De er bosat i Los Angeles-forstaden Huntington Beach, som ligger omtrent en time syd for storbyen. 

Hun er netop vendt tilbage til USA efter at have holdt jul i Vorupør, og hun fortæller, at er vendt hjem til en usikker og ubehagelig situation.

- Det er nord for os, men det er godt nok ubehageligt for hele området. Det er forfærdeligt, siger hun til TV MIDTVEST. 

Selvom brandene ikke huserer i det område, hvor hun bosat, kan hun tydeligt mærke, at noget er anderledes end det plejer. 

- Luften er simpelthen giftig. Jeg går rundt med en kæmpe hovedpine, jeg har haft lige siden, jeg landede, siger hun. 

- Jeg kom fra den smukke dejlige vinterstorm i Vorupør med frisk luft, og landede jeg i det her gifttæppe, som vi jo allesammen går rundt i. 

Selvom Huntington Beach ikke er direkte berørt af de voldsomme brande kan Marie Trout ikke gå fri af bekymringer. 

- Det ligger hele tiden i overfladen. Der er jo ingen, der kan vide sig sikre. Det er så knastørt herovre, siger hun.