Kommentator om Støjberg-bevægelse: - Det er lidt svært at finde ud af, hvad hun egentlig vil
Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, er med over 20.182 vælgererklæringer nu på nippet til at være opstillingsberettiget.
Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, har på rekordfart indsamlet nok vælgererklæringer til at blive opstillet til Folketinget.
Fredag rundede partiet nemlig 20.182 bekræftede vælgererklæringer. Det betyder, at hendes parti nu har overvundet den største forhindring for at blive berettiget til at stille op til næste folketingsvalg.
Det fremgår af vaelgererklaering.dk.
De mere end 20.182 erklæringer er kommet i hus, blot otte dage efter, at den tidligere Venstre-politiker annoncerede sit nye parti.
- Jeg var aldrig i tvivl om, at hun nok skulle nå i mål, men jeg havde ikke troet, at det ville gå stå stærkt, lyder det fra politisk kommentator Jarl Cordua.
Han er derfor heller ikke i tvivl om, at Støjberg nok skal finde vej tilbage til Folketinget, når der inden for det næste års tid, bliver afholdt folketingvalg.
- Meget tyder på, at hun kommer i Folketinget. Så er spørgsmålet, hvad det er hun vil gøre, som andre ikke allerede gør, fortæller Jarl Cordua.
Hvem skal de være
Støjberg er i særdelshed blevet kendt for at ville føre en stram udlændingepolitik. Men det er en linje, som flere partier har lagt.
Derfor er Jarl Cordua spændt på, hvad partiet ellers vil:
- Hun vil gerne føre udkantspolitik, men det det gør Socialdemokratiet og Venstre allerede. Hun var i et af de mest EU-venlige partier, men har senere vendt ryggen til EU, så det er lidt svært at finde ud af, hvad hun egentlig vil.
Måske kan hun få hjælp til at finde ud af det.
Meget tyder på, at den tidligere DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, ender hos Danmarksdemokraterne.
- Inger Støjberg har ikke selv rigtig formuleret politik. Så det kan være, at det ender mere på Thulesen Dahls bord, mens Støjberg mere er kransekagefigur. Så er spørgsmålet, om hendes tro vælgere vil købe ind på det, fortæller Jarl Cordua.
Religiøs bevægelse
Opbakningen har været stor fra begyndelsen.
Da Inger Støjberg i sidste uge offentliggjorde sit nye politiske parti hentede hun på et døgn 40.000 af de første igangsatte vælgererklæringer.
Her syv dage efter, hvor de endeligt kan bekræftes, er over halvdelen underskrevet.
- Man har jo indtrykket af, at det nærmer sig en semi-religiøs bevægelse. Hun kan nærmest mene hvad hun vil, og de vil støtte hende alligevel, fortæller Jarl Cordua.
Den seneste fra analyseinstituttet Voxmeter viste mandag, at en opsigtsvækkende stor del af vælgerne lige nu ville pege på et parti, som endnu ikke er opstillingsberettiget.
Interviewene blev lavet i samme uge, som Støjberg præsenterede partiet.
3,6 procent af de adspurgte svarede, at de vil stemme på et parti, som ikke er opstillet til Folketinget, hvis der var valg i morgen. Ugen før svarede kun 0,4 procent det samme.
- Hvis partiet får 4-5 procent af stemmerne, har hun allerede et ret stort parti, men det bliver nok ikke mere end det. De skal nemlig slås med Nye Borgerlige og DF om 12-15 procent af stemmerne, fortæller Cordua.