Vidste du: Du fejrede julen den forkerte dag
I Norden fejrer vi Jesu fødsel en dag tidligere end flere andre lande. Og måske er det os, der er for tidligt på den.
Da du holdt jul i aftes med familien i hænderne og sang ’Et barn er født i Betlehem’, så var det egentlig en fødselsdag, I fejrede. Barnet i Betlehem var selveste Jesus, og netop fødselsdage fejrer man normalt den dato, hvor nogen blev født.
Men mange andre steder i verden er fejringen af Jesu fødselsdag først noget, man står op til den i dag 25. december. Og noget tyder på, at når andre lande fejrer jul en dag senere end os, så har de fat i den lange ende.
Den mest anerkendte forklaring på, hvorfor mange fejrer julen 25. december er, at en flok kristne kirkefædre omkring år 300 besluttede sig for, at Jesus var blevet født netop den dag.
De havde ikke noget særligt bevis for det, men det var den dato, romerne fejrede deres midvinterfest - ligesom man i de vestlige og nordlige dele af Europa fejrede forskellige afskygninger af vintersolhvervsfester i slutningen af december.
Men det er ikke, fordi vi ikke fejrer Jesus fødselsdag den 25., lyder det fra Lisbeth Filtenborg, der er sognepræst i Lemvig og Heldum Kirke.
- Fra kirkens side er juledag den helt store fejring. Der er bare færre, som går i kirke juledag, fordi de har været det juleaften, fortæller hun.
En skik, der holder ved
Spørgsmålet om, hvorfor vi i Norden fejrer jul allerede 24., er mere simpelt at svare på.
Juletraditionen startede for mange hundrede år tilbage, og dengang regnede man med, at en ny dag begyndte ved solnedgang i stedet for - som nu - ved midnat.
Derfor fejrede man jul den 24. december, når solen var gået ned, hvor det altså var blevet den 25. december. Skikken har holdt ved i Skandinavien lige siden.
- Vi har altid haft det med at fejre ting om aftenen i de nordiske lande. Men det er en nyere ting. 1992 kom en ny bibeloversættelse og alterbog med tekster fra biblen. Her kom det for første gang ind, at man kunne holde juleaftensgudstjenester. Mange havde allerede gjort det, men der var ingen ritualer og tekster før da, fortæller sognepræst Lisbeth Filtenborg.
Er juledag den rigtige fødselsdag?
Men måske er vi endnu mere galt på den end bare en enkelt dag, når vi holder jul i december.
Faktisk kan man ikke være sikker på, om Jesus blev født enten 24. eller 25. december
- Det er der ingen, der ved. Formentlig var det ikke der. Måske var det i marts. Det skal man ikke gå så meget op i, siger Lisbeth Filtenborg.
Der findes et hav af teorier. Nogle historikere har analyseret Biblen og er nået frem til, at Jesus blev født i marts, mens andre peger på april og maj. Nogle har endda regnet sig frem til, at Jesus blev født seks år tidligere, end man regner med.