Fra grisebasse til flæskesteg: Slagtning som i gamle dage

På Hjerl Hede er der mulighed for at opleve julen i gammel tid. Det indebærer også muligheden for at overvære en slagtning af en gris.

0:46
Slagtermesteren fortæller om, hvordan man slagter en julegris på den gamle facon.

Gryntene kan høres på afstand. 

Inden længe bliver julegrisen slagtet på Hjerl Hede, og folk står i lag for at se, hvordan det går til.

- Det bliver meget spændende at prøve at se, siger Lucas Nielsen, der kommer fra Nykøbing og går i 8. klasse.

Han har aldrig tidligere set en slagtning. Og det er han ikke alene om.

- Der er faktisk mange i dag, der ikke ved, hvad det vil sige, at der er dyr, som danner grundlag for den flæskesteg, vi spiser, siger Hanne Thomsen, der er direktør ved De Kulturhistoriske Museer i Holstebro, herunder Hjerl Hede.

0:31
Casper Sørensen er på besøg på Hjerl Hede med sin søn for blandt andet at vise ham, hvordan kød ender i køledisken.

Tre weekender i træk skal to grise slagtes om dagen. Det sker udenfor - og i grove træk sker det som i gamle dage.

- Vi vil give viden og en indsigt om, hvordan samfundet var før i tiden, forklarer direktøren.

Hanne Thomsen fortæller, at der lørdag 30. november var omkring 2200 gæster på besøg. Hun forventer lige så stor interesse de andre weekender frem mod jul.
Hanne Thomsen fortæller, at der lørdag 30. november var omkring 2200 gæster på besøg. Hun forventer lige så stor interesse de andre weekender frem mod jul.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Én af dem, der bruger 1. december på Hjerl Hede med familien, er Casper Sørensen fra Iglsø. Han synes, at det er vigtigt at børnene kommer lidt tættere på det, der bliver til en flæskesteg.

- De får en bredere idé om, hvad det handler om. At dyr ikke bare er en pakke fars. Jeg synes, at det er super sundt, at de får fingrene i det, lyder det.

Hjerl Hedes slagtermester fortæller, at kødet bliver tilberedt, så de fremmødte kan få smagsprøver på dyret, de har set blive slagtet.

Den sidste julegris på Hjerl Hede bliver slagtet 15. december.