Vejret i første decemberuge kan give drilsk situation på vejene

Sidst på ugen kan der være lidt hvidt i nedbøren.

Våde veje i den kommende uge kan give risiko for glatte veje.
Våde veje i den kommende uge kan give risiko for glatte veje.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Årets sidste måned er skudt i gang med et varieret skydække på tværs af landet, hvilket giver et godt fingerpeg om vejret i den kommende uge.

Vejret over Danmark bliver nemlig med store variationer i den første decemberuge, da der er udsigt til både regn, blæst og i perioder også lidt solskin.

Samtidig ventes temperaturen at komme ned omkring frysepunktet flere af nætterne.

Kombineret med det omskiftelige vejr kan det give en drilsk situation i trafikken i form af pletvis glatte veje.

Femdøgnsskema fra 2. til 6. december.
Femdøgnsskema fra 2. til 6. december.
Foto: TV 2 Vejret

Meget mild start

Ugen lægger fra land med temperaturer, der stedvis kan komme op på 10 graders varme i løbet af mandagen.

Til sammenligning ligger den gennemsnitlige maksimumtemperatur i december på 4,7 grader. Dermed er det en meget mild start på ugen.

Det lune vintervejr bliver dog ledsaget af gråvejr og regn i perioder.

Prognose mandag. Mildt vintervejre med regn i perioder.
Prognose mandag. Mildt vintervejre med regn i perioder.
Foto: TV 2 Vejret

Herefter følger der et par dage med overvejende tørvejr og lidt eller nogen sol.

Temperaturen bliver der også skruet ned for, så der efterhånden er risiko for nattefrost.

Mulighed for hvidt i nedbøren

Sidste halvdel af ugen ser noget vådere ud end den første. Ifølge prognoserne skal to større regnvejr ind over landet.

Første regnvejr går efter planen i land natten til fredag.

I nattetimerne kan nedbøren en overgang gå over i slud eller tøsne, men vil i løbet af fredagen atter blive til regn.

Prognose natten til fredag. Nedbøren kan gå over i slud eller tøsne natten til fredag.
Prognose natten til fredag. Nedbøren kan gå over i slud eller tøsne natten til fredag.
Foto: TV 2 Vejret

Næste regnvejr ser ud til at komme i weekenden, når et lavtryk formentlig tager turen lige syd om landet.

Hvis lavtrykket holder banen, kan det give en noget våd afslutning på ugen.

Prognose for næste weekend. Et lavtryk sender et nyt regnvejr ind over Danmark.
Prognose for næste weekend. Et lavtryk sender et nyt regnvejr ind over Danmark.
Foto: TV 2 Vejret

Sammenlagt kan der komme op mellem 30 og 50 millimeter regn, hvoraf det meste falder i den sidste halvdel af ugen.

Risiko for glatføre

Midt på ugen forventes der lokalt nattefrost i flere landsdele.

Da der samtidig er udsigt til stedvis regn alle ugens dage, giver det risiko for glatføre, idet de våde veje risikerer at fryse til is.

Selvom termometret skulle vise et par graders varme, skal man stadig være opmærksom. Temperaturen er typisk lidt lavere ved vejbanen.