Krarup: Det er helt absurd

Hernings borgmester Lars Krarup, mener det er vanvittigt, at privat Facebook-opslag bliver kaldt ulovligt.

Lars Krarup 2016

Et opslag på Facebook, har bragt Hernings venstre-borgmester Lars Krarup ud et nyt stormvejr om placeringen af den kommende politiskole.

- Vi har efterhånden fanget, at der er nogle, der ikke ønsker den her politiskole til Herning. Men det her er helt vanvittigt, siger borgmester Lars Krarup (V) til TV MIDTVEST.

Overfor Jyllands-Posten vurderer flere eksperter at Krarup har brudt loven, ved at tilbyde bygninger "kvit og frit" på sin Facebook.

- Det er et kommunalt tilskud til staten, og det må man ikke. Det er i strid med kommunalfuldmagten, siger Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet til Jyllands-Posten.

I følge Jyllands-Posten skrev Lars Krarup følgende på sin Facebook:

- Vi har jo faktisk en ledig bygning klar til midlertidig undervisning, hvis det med tempoet også i substansen er af stor betydning (...) hvorefter Politiet kan låne den af kommunen "kvit og frit" og have en udmærket midlertidig undervisningsfacilitet, indtil nybyggeriet står færdigt.

- Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Det er jo helt absurd og vanvittigt, at man kalder det ulovligt det her. Jeg har skrevet noget i anførselstegn på min private Facebook, siger Lars Krarup til TV MIDTVEST.

- I virkeligheden er det jo godt nyt, at vi har lokaler til rådighed. Det var det jeg prøvede at skrive, at der er ledige funktionelle faciliteter. At der er skrevet ”kvit og frit” i anførselstegn betyder naturligvis, at vi vil holde os inden for lovens rammer, siger Krarup. 

Steen Rønsholdt, der er professor emeritus ved Københavns Universitet, siger til Jyllands-Posten, at der er "stærke argumenter for", at Krarups tilbud "ikke er lovligt".
    
- Man kan ikke bare stille kommunens lokaler gratis til rådighed ud fra en opfattelse af, at det i sidste instans hænger sammen. Det er forstyrrende for det samlede økonomiske system, siger han og forklarer, at kommunen som udgangspunkt skal opkræve markedslejen, siger Steen Rønsholdt til Jyllands-Posten.

Og i følge borgmesteren har Herning Kommune også tænkt sig at opkræve markedslejen for den kommende politiskole, hvad den så end måtte være.

- Det, at tro på, at vi i Herning er så dumme, at vi tilbyder politiet en ulovlig lejeaftale, det tror jeg, de fleste godt kan se, at så dumme er vi heller ikke i Herning. Det kunne vi ikke finde på, siger Hernings borgmester Lars Krarup til TV MIDTVEST.