Borgmester efter coronasmitte: - Demokratiet er i fare, hvis borgerne bliver hjemme og ikke stemmer
Erik Flyvholm (V) ærgrer sig over, at to spidskandidater er smittet med Covid-19 efter et vælgermøde i Harboøre. Han håber ikke, at det går ud over valgdeltagelsen.
Coronasmitten er stigende over hele landet, og i Lemvig Kommune har smitten nu for alvor ramt valgkampen.
Efter et vælgermøde i Haboøre blev to spidskandidater fra henholdsvis Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti konstateret smittet med coronavirus.
Smitten medførte, at et stort vælgermøde på Lemvig Gymnasium tirsdag aften er aflyst. Og det er borgmesteren ærgerlig over, fordi det store vælgermøde plejer at være kommunalvalgets største i kommunen.
- Det er øv, det er jo en festperiode for demokratiet, og vi skal jo kunne mødes og udveksle synspunkter. Det er derfor ærgerligt, at vi bliver ramt af corona, siger Erik Flyvholm (V).
Vigtigt med valgdeltagelse
Lemvig Kommune vil på valgdagen have øget fokus på coronasituationen ved, at vælgere skal holde god afstand, og så vil kommunen sørge for at ensrette trafikken ind gennem lokalerne, så vælgere går i samme retning.
Og ifølge borgmesteren så må vælgere også selv medbringe deres egen kuglepen.
- Vi skifter kuglepennen ud, og borgere må som noget nyt i år have deres egen med. Det skal forhåbentligt gøre situationen mere tryg, siger han.
Den stigende smitte kommer på et uheldigt tidspunkt, og borgmesteren håber ikke, at det vil gå ud over valgdeltagelsen.
- Demokratiet er i fare, hvis borgerne bliver hjemme og ikke stemmer, det er det værste, der kan ske nu, siger han.
Derfor opfordrer Erik Flyvholm også alle borgere, der er utrygge ved at skulle møde fysisk op på valgaftenen, at de brevstemmer.
Og selv om det ikke er med den gode vilje, at flere vælgermøder nu er aflyst, så er der ingen tvivl om, hvad der er vigtigst for borgmesteren.
- Jeg synes, det er en del af valget, at vi mødes og debatterer, men det er folkesundheden, der tæller, siger Erik Flyvholm.
I Lemvig Kommune kan borgere brevstemme i Borgerservice og Lemvig Rådhus indtil fredag den 12. november klokken 16.
Det er spidskandidaterne Lone Pilgaard Sørensen fra Socialdemokratiet og Karl Balleby fra Dansk Folkeparti, der begge er konstateret smittet med coronavirus efter et vælgermøde.