Kort nyt

Kl. 15.58

20-årig ragede flere sigtelser til sig på køretur

En 20-årig mand fra Spøttrup var søndag morgen på en indbringende tur, da han kom kørende ad Frederiksdal Alle i Skive.

Her kørte manden beruset og påvirket af narkotika, men det var ikke de eneste sigtelser, han ragede til sig.

- Han kørte i et t-kryds, hvorefter han kørte over i et autoværn, fortæller Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive og tilføjer:

- Han efterlader så bilen og smutter derfra.

Bilen holdt til ulempe, hvorfor den skulle flyttes, og så dukkede manden op på uheldsstedet igen.

- Han får det dårligt, da han kommer tilbage, og han bliver derfor kørt til Viborg Sygehus.

Lars Mikkelsen oplyser, at manden også er kørt uden kørekort, da han tidligere er blevet frakendt førerretten. Desuden var bilen meldt stjålet.

- Han er sigtet for spirituskørsel, for at være påvirket af euforiserende stoffer, for at være flygtet fra uheldsstedet, kørsel uden kørekort og brugstyveri, slutter Lars Mikkelsen. 

34 minutter siden

Nu fjernes kritiseret skat med tilbagevirkende kraft

Regeringen har været tilbage ved forhandlingsbordet for at justere en aftale fra i sommer om at fjerne den såkaldte iværksætterskat.

Nu står det klart, at skatten bliver fjernet med tilbagevirkende kraft syv år tilbage.

Det skriver flere politikere på sociale medier.

I sommer indgik regeringen en aftale med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti, som havde til formål at gøre Danmark til et "iværksætterland i verdensklasse".

Konkret betyder den nu snart fjernede skat, at der ved udgangen af hver år skal betales 22 procent i skat af værdistigninger på børsnoterede aktier, også selv om de ikke er solgt.

Skatten gælder kun for selskaber, der ejer mindre end ti procent i det børsnoterede selskab.

48 minutter siden

Pakker i tusindevis

- Det er vildt nu. Det startede i tirsdags. Der gik det helt amok, fortæller ejer Per Troldtoft Jensen.

Årets største handle-dag, black friday, som faldt før weekenden, kan nemlig mærkes i pakkeshoppen.

58 minutter siden

Bilist overså bil, der holdt stille

Mandag eftermiddag klokken 16.43 skete der et mindre færdselsuheld på rute 26 udenfor Løgstrup. Det fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Uheldet skete, da en personbil holdt stille for at svinge til venstre, hvilket en anden personbil overså og derfor kørte op i bilen.

De implicerede personer er kørt til tjek, men der er tale om lettere tilskadekomst, oplyser vagtchefen.

Politiet er ikke længere på lokation, og trafikken er ikke påvirket.

Kl. 17.42

Gammel kending bliver ny spidskandidat

Når borgerne i Thisted, Morsø og Vesthimmerlands Kommuner om mindre end et år skal vælge hvem, der skal være medlem af det nordjyske regionsråd, så møder de en ny spidskandidat for Socialdemokratiet.

Eller helt ny er han ikke. 

Navnet er Arne Boelt, og han har i 11 år været borgmester i Hjørring Kommune.

Ifølge TV 2 Nord er han blevet valgt som Socialdemokratiets spidskandidat ved en urafstemning, hvor han fik 71,1 procent af stemmerne.

Den eneste modkandidat, Mogens Nørgård, der i dag er 2. næstformand i regionsrådet i Nordjylland - og er sit partis gruppeformand - fik 28,9 procent af stemmerne.

41,4 pct. af de socialdemokratiske partimedlemmer deltog i valget af spidskandidaten.

Foto på forsiden: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kl. 17.23

Landsbykirker kan slippe for at opsætte ladestandere

Små landsbykirker, hvis parkeringsplads sjældent bliver brugt, slipper for at skulle sætte ladestandere op til elbiler.

Alle danske kirker med over 20 parkeringspladser stod ellers til at skulle opsætte standerne inden den 1. januar 2025 på grund af EU's bygningsdirektiv.

Men efter utilfredshed fra flere menighedsråd, der mente, at der ved flere kirker ikke var et behov for standerne, og at omkostningen var for stor, har Social- og Boligstyrelsen justeret i vejledningen af det, der hedder ladestanderbekendtgørelsen.

Og det glæder by-, land- og kirkeminister Morten Dahlin (V).

- Jeg synes, at vi nu laver det her på en klog måde, hvor der før var lagt op til at gøre det på en uklog og ufleksibel måde, siger han.

Ifølge vejledningen for ladestanderbekendtgørelsen gælder undtagelsen også parkeringsarealer ved blandt andet forsamlingshuse.

Det er ikke specificeret, hvor mange gange et parkeringsareal skal være i brug for at blive undtaget fra opsætning af ladestander.

Kl. 17.05

Familie er meget taknemmelig efter indsamling

Der er blevet samlet mange tusinde kroner sammen til den tyske familie, som i august mistede to drenge efter et sandskred i Vorupør. 

Kl. 15.43

Klimacenter må svinge sparekniven

Danmarks Internationale Klimacenter, Klimatorium i Lemvig, er tvunget til at skære dybt i budgetterne, fordi centret fra næste år ikke længere får støtte via finansloven.

Det betyder, at der skal spares tre millioner ud af et budget på 10 millioner.

Kl. 14.18

Lukker værksted 50 år efter åbningen

2. december i 1974 åbnede Bjarne Nielsen et autoværksted i Hjerm ved Struer.

I dag - 50 år senere - lukker han igen.

- Jeg kunne godt tage fem år mere, men det skal have en ende nu, siger den 75-årige vestjyde.

Kl. 14.03

Stopper i bestyrelse efter 21 år

58-årige Asger Krogsgaard fra Holmsland stopper i Danish Crowns bestyrelse efter 21 år. 

Det skriver virksomheden i pressemeddelelse.

- Vi har startet en transformation af virksomheden med nye vedtægter, ansættelse af en ny topledelse og ikke mindst åbnet for, at Danish Crown kan få en ekstern formand. Derfor synes jeg, at det er godt tidspunkt at give stafetten videre, siger Asger Krogsgaard.

I midten af 90'erne blev han valgt til repræsentantskabet i i Vestjyske Slagterier og senere til Danish Crowns. Han har været næstformand siden 2011 og blev i 2023 formand.

Han driver fortsat en gård med ca. 75.000 slagtegrise.

Kl. 13.24

Vold på bodega gav adskillige brud i ansigtet

En 55-årig mand er ilde tilredt, efter han befandt sig på Farmors Bodega i Nykøbing. 

Her blev han af en endnu uidentificeret mand udsat for så grov vold, at manden måtte på skadestuen. 

- Den 55-årige mand endte med tre brud på kindben, en brækket næse, løse tænder, en knækket tand og et blåt øje, fortæller Rene Carlsen ved lokalpolitiet i Thisted.

Gerningsmanden kan formentlig se frem til en sigtelse for grov vold, oplyser Rene Carlsen.

Politiet er fortrøstningsfulde i forhold til at få fat i den formodede gerningsmand pågrebet.

Kl. 12.56

Dødt dyr på motorvejen

Opdatering

  • Vejdirektoratets vejkort viser ikke længere den døde kat.

Der ligger i øjeblikket en død kat på Herningmotorvejen i vestgående retning mellem Bording og Ikast Ø. 

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort, at katten ligger i højre spor. Vejhjælp er på vej til stedet. 

Kl. 12.02

Brugsuddeler tog sagen i egen hånd

Tyveknægte forsøgte fredag at bestjæle SuperBrugsen i Spjald, men en vaks brugsuddeler kom i vejen. 

Kl. 11.40

Greb fat i pistol: Nægter sig skyldig

Den 58-årige mand, der forsøgte at få fat i en politibetjents våben på Viborg Sygehus, er blevet varetægtsfængslet, efter han mandag blev fremstillet i grundlovsforhør.

Selv nægter han sig skyldig.

Det fortæller anklager Nicki Akiros.

- Han er varetægtsfængslet for at forsøge at komme i besiddelse af det her våben, fortæller Nicki Akiros.

Manden, der var beruset i gerningsøjeblikket, sidder foreløbigt varetægtsfængslet til 13. december.

Kl. 11.23

Aflyste tog mellem Thisted og Struer

Togafgange mellem Struer og Thisted aflyses. Det melder GoCollective.

Der er tale om afgangen fra Struer St. til Thisted kl. 13:06 og afgangen fra Thisted St. mod Struer St. kl. 14:29. 

Der er i stedet indsat togbusser. 

Tjek Rejseplanen for nærmere info om din rejse. 

Kl. 10.56

Verdensstjerne på efterskole

Lukas Graham Forchhammer lagde fredag aften vejen forbi Blåkilde Efterskole ved Tarm.

Eleverne skulle opføre en musical, der bygger på bandet Lukas Grahams sange, og til elevernes store overraskelse dukkede sangeren selv op på skole og spurgte interesseret til deres arbejde.

Kl. 10.41

Flere hundredtusinder kroner til lokale projekter

Lokale projekter i Viborg og Herning kan se frem til en tidlig julegave.

Den interaktive sansestue til børn i Akutmodtagelsen på hospitalet i Gødstrup får 250.000 kroner, mens en legeplads i Digterparken i Viborg får samme beløb.

Donationerne kommer fra Salling Fondene, der via Bilka varehusene tildeler lokale projekter midlerne. 

Kl. 10.35

Stærkt bekymrede politikere

Politikerne i Viborg Kommune sender nu et bekymringsbrev via Aula til forældre til børn i alderen 12-17 år.

Politikerne er stærkt bekymrede over et stigende forbrug blandt børnene af farlige nikotinprodukter som snus og puffbars.

Kl. 10.32

17-årig pige sigtet i narkosag

60 gram amfetamin, 18 gram kokain, 73 gram hash og 5000 kroner i kontanter. Det var bare en del af høsten, da lokalpolitiet i Thisted fredag eftermiddag ransagede en adresse i Thisted by.

- Vi får mistanke om, at der foregår handel fra stedet, fortæller Rene Carlsen fra lokalpolitiet i Thisted.

På adressen var en 17-årig pige og en 24-årig mand, der begge er sigtet for videresalg af narkotika.

Desuden fandt politiet kanonslag og anabolske steroider, man mener tilhører manden. Også ulovlige.

- Ransagningen sker som følge af en borgerhenvendelse. Her har man konstateret, at der har været en del korte besøg på adressen, som har givet anledning til at tro, der har foregået salg, fortæller Rene Carlsen.

Han fortæller yderligere, at kommunen også er orienteret, da pigen er under 18 år. 

Kl. 09.48

Knojern og amefetamin: Politiet fangede flere fodboldfans

Søndagens Superliga-kampe i Viborg og Silkeborg gav anledning til en række sigtelser.

I Viborg fik politiet fat i en lokal 21-årig fodboldfan, der var i besiddelse af 0,19 gram amfetamin og et knojern.

- Han kan se frem til sigtelser for euforiserende stoffer og ulovlig besiddelse af våben, fortæller Peter Søndergaard fra lokalpolitiet i Viborg.

Desuden arbejder politiet også på at tildele den 21-årige karantæne fra danske fodboldstadions.

Også i Silkeborg var der lidt at lave. 

- Vi havde 10 sigtelser for maskering og pyroteknik. Tre af dem var inde på stadion, fortæller Flemming Just fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Inden kampen protesterede flere fans mod salget af Silkeborg IF, der kan træde endeligt i kraft på en generalforsamling 11. december. Protesten forløb fredligt. 

Desuden fandt vagter på Viborg Stadion pyroteknik fra Randers' udebanefans inden kampen.

Kl. 08.56

Tre mænd overfaldt 39-årig med billardkø og stol

Natten mellem lørdag og søndag lagde politiet vejen forbi asylcenteret i Holstebro. Nærmere bestemt fik de en anmeldelse herfra klokken 02.02. 

Politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro Torben Ladefoged oplyser, at en 39-årig mand på stedet skulle have forsøgt at stoppe et overfald, som tre mænd stod bag. 

Det førte til, at manden selv blev offer for volden. Han blev derfor slået med både en billardkø og en stol, ligesom han blev slået og sparket af de tre mænd.

Politiet har en mistanke om, hvem der stod bag overfaldet, men har endnu ikke haft fat i dem.