To tyske drenge mistede livet: Mange tusinde kroner er samlet ind

Der er blevet indsamlet omtrent 30.000 kroner ved en indsamling til de pårørende til de to drenge, der omkom efter et sandskred i Vorupør i august.

Louise Lindgaard Johansen fra Vorupør er blandt initiativtagerne til indsamlingen.
Louise Lindgaard Johansen fra Vorupør er blandt initiativtagerne til indsamlingen.
Foto: Bent Løkke Leth og Kathrine Tobiasen, TV MIDTVEST

I omtrent halvanden måned har der været samlet penge ind til den familie som i august mistede to drenge på 9 og 12 år ved en ulykke i Vorupør. 

Indsamlingen stoppede 1. december, og Louise Lindgaard Johansen, som er en initiativtagerne til indsamlingen, fortæller til TV MIDTVEST, at man har samlet cirka 30.000 kroner sammen til familien. 

Hun fortæller, at der er kommet donationer fra både nær og fjern, og at det betydet meget for hende at mærke, at der har været opbakning til indsamlingen. 

Louise Lindgaard Johansen har løbende været i kontakt med den tyske familie. Hun fortæller, at de både har udtrykt stor taknemmelighed for indsamlingen og ligeledes til alle dem, der gjorde en indsats i forbindelse med ulykken.

- De er meget taknemmelige. Det har de skrevet flere gange, siger Louise Lindgaard Johansen. 

- Det er svært at forholde sig til den situation, de står i. Der er jo ikke rigtigt nogen, der kan sætte sig ind ind i, hvordan de har det. Men det er dejligt at mærke, at de har overskud til at forstå tanken bag det her, siger hun. 

Initiativtageren fortæller, at pengene, når de på et tidspunkt når frem til familien, forhåbentlig kan gå til noget, der kan give lidt lys i tilværelsen. 

For hende har indsamlingen udover pengene også handlet om at vise familien, at de stadig fylder i tankerne hos mange mennesker.  

- Det drejer sig også om at sende et signal om, at vi er rigtigt mange, der stadig tænker på dem, siger hun.