Grundfos' første 60-års jubilar: Han er endnu ikke klar til at stille arbejdsskoene
Ole Berg kunne 21. november fejre 60 års jubilæum i Grundfos. Det er første gang i virksomhedens historie, at en medarbejder har været loyal i så mange år.
21. november 1964 havde Ole Berg sin første arbejdsdag på Grundfos i Bjerringbro. Det er siden blevet til 60 års loyalt samarbejde.
Det er noget, chefen ser med stor taknemmelighed på.
- 60 år i samme virksomhed. Det er unikt, så tillykke til Ole, siger Poul Due Jensen, koncernchef i Grundfos.
Ole Berg startede med to timer om ugen, da han var 14 år gammel. Det ændrede sig, da han blev 17 år og fik en fuldtidskontrakt.
Meget har ændret sig i løbet af årerne, men 74-årige Ole Berg følger trop.
- Jeg synes, at jeg er ret god med computeren også. I tidernes morgen startede vi med skrivemaskiner, så fik vi elektriske skrivemaskiner, og så fik vi computer, siger Ole Berg.
Den 60-årige jubilar har formået at følge med den teknologiske udvikling. Noget der også afspejler hans arbejde, hvor nye muligheder fandt vejen frem til ham.
- Jeg har de seneste år fået lov til at rejse en masse, hvilket har givet mig meget, siger Ole Berg om sin mange års erfaringer, som han flittigt videreformidler til fabrikkerne rundt om i verden.
En fest på ledelses-niveau
Ole Berg er den første i Grundfos' historie, der har arbejdet for firmaet i 60 år. Så festlighederne har varet flere dage.
Hvor mandag bød på reception.
- Jeg er meget rørt. Det er så flot, at de har lavet sådan et arrangement. Jeg er en lille servicemand, der har passet mit arbejde. Alt det her er på samme niveau, som hvis jeg var en fra ledelsen, siger Ole Berg om sin fejring.
Grundfos ligger i DNA'et hos Ole Berg, der ikke ser sig selv stille arbejdsskoene lige foreløbig.
- Vi har været en af de største familier, der har arbejdet på Grundfos. Vi har været omkring 40 familiemedlemmer samtidigt, så det er en familie-virksomhed. Det er bare ikke os, der ejer den, siger Ole Berg med et smil, der i sin tale afslørede, at han tager et år mere.
Det kræver en helt særlig personlighed at vie sit liv til en virksomhed.
Ole Bergs kollegaer har derfor aldrig været i tvivl om, hvorfor han kan blive ved med at være en arbejdshest.
- Hans smittende gode humør, og han er utrolig inkluderende. Når først du får Grundfos ind i dit DNA, så flyver tiden bare, siger Steen Hegelund, der har arbejdet med Ole Berg i næsten 45 år.
Også koncernchef Poul Due Jensen kan se, at Ole Berg har Grundfos-værdierne i blodet.
- Jeg tror på, at vores stærke værdisæt er noget af det, som medarbejderne har lyst til at være her for. Det er noget, man også kan se i Ole, siger koncernchefen ved Grundfos.
Tager arbejdet med hjem
Grundfos er meget mere end et arbejde for Ole Berg, der også engagerer sig i andet end sit praktiske dag-til-dag arbejde.
- Vi holder Grundfos Olympics. Min kone, Lisbeth, og jeg har haft kollegaer fra alle verdensdele boende hos os, siger jubilaren.
Ole Berg har været med til alle otte Grundfos Olympics, der har været. Derudover spiller han badminton efter arbejde med mange af sine kollegaer.
For at hædre 60-års jubilaren havde Grundfos samlet en tidslinjevæg i indgangen med højdepunkter for Ole Bergs arbejdsliv.