Kort nyt

Kl. 14.34

Fiskeriforening reagerer på kritik

Rigsrevisionen har mandag fremlagt en rapport med skarp kritik af Fiskeristyrelsens kontrol af motorkraften på muslingefartøjer i Limfjorden.

Hos Danmarks Fiskeriforening og Centralforeningen for Limfjorden, der repræsenterer muslingefiskerne i Limfjorden, tager man kritikken til efterretning.

Det skriver de i en pressemeddelelse. 

De to foreninger kommer samtidig med en kraftig opfordring til, at der sættes skub i arbejdet med at indføre livemonitorering af motorkraften på fartøjerne.

Med en simpel teknisk løsning kan man overvåge fartøjernes motorkraft minut for minut, og det vil fjerne enhver diskussion om motorkraften. Sådan skriver de i pressemeddelelsen. 

- Vi foreslog for mere end et halvt år siden at indføre livemonitorering af fartøjerne. Politikerne tog godt imod forslaget, og vores klare indtryk var, at det var den retning, man ville gå. Men siden er der ikke sket noget, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening i pressemeddelelsen. 

33 minutter siden

Brand i skorsten

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Mandag aften var Midtjysk Brand & Redning kaldt ud til Truustgade i Fårvang ved Silkeborg, da der stod flammer op af en skorsten. 

- Der var flammer og masser af gnister, siger Anders Simonsen, der er indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning. 

Da brandvæsnet ankom, fik brandfolkene sat stigen op og branden kom hurtigt under kontrol. Brandfolkene tog også tagpladerne af taget af, så de kunne komme ned på loftet og sikre sig, at alle gnister var slukket. 

- Vi har renset skorsten og tjekket, at det ikke var noget, der havde bredt sig, siger Anders Simonsen. 

50 minutter siden

Foreninger franarret over 100.000 kroner

Et opslag på Facebook har sendt chok gennem borgerne i Snedsted i Thy.

Tre af den lille bys foreninger er nemlig blevet franarret en stor sum penge, og det kan komme til at påvirke mange af byens planlagte arrangementer.

51 minutter siden

Spildt olie på vejen

Vejen ved lyskrydset på rute 52 ved Vinderslev og Kjellerup kan i øjeblikket være glat, da der er blevet spildt olie på vejen. 

- En bus har ringet ind og sagt, at den havde svært ved at bremse, siger Anders Simonsen, der er indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning. 

Indsatslederen oplyser, at der er blevet strøget sand på vejen, som skal gøre vejen mindre glat. 

Kl. 18.01

Mand ringede 112 – sad med mistænkelig genstand ved ambulancens ankomst

En mand ringede mandag eftermiddag 112, hvor han forklarede i telefonen, at han havde taget nogle piller. 

En ambulance blev derfor sendt ud til hans adresse i det sydlige Bjerrigebro, men da ambulancefolkene ankom, blev de nødt til at ringe politiet. 

- De ser en mand, der sidder med et geværlignede genstand, og så skal de jo ikke derind, siger Jens Clumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Manden er blevet anholdt, og politiet skal nu tage en vurdering af, hvad der skal ske med ham. Hvis han har taget piller, skal han tilses på sygehuset, fortæller Jens Claumarch.

Kl. 16.06

To personer anholdt efter brand i elbil

0:18
Foto: Presse-nyt.nu

Mandag eftermiddag er der gået ild i en carport og en elbil, der stod parkeret i en privat indkørsel på en adresse på Egeskovvej i Hald Ege lidt uden for Viborg. 

Garporten og elbilen er brændt helt ned, fortæller Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet oplyser, at et vidne så to personer gå mistænkeligt fra adressen, og i den forbindelse er der blevet foretaget to anholdelser med mistanke om, at branden var påsat. 

- En af dem har sagt, at vedkommende har smidt noget derind, som har antændt garporten, siger Jens Claumarch. 

Efterforskere er nu på vej til stedet og vil være til stede på adressen i løbet ad aftenen. Indtil politiet hører mere fra efterforskerne, er de to personer i politiets varetægt. 

- Vi skal lige have et overblik over situation, og så tager vi stilling til, hvad der skal ske, fortæller vagtchefen.

Kl. 14.35

Vær med til at give vigtig viden om sommerfugle

Frivillige inviteres til at hjælpe med at overvåg­e Danmarks dagsommerfugle. 

- Det er helt vildt vigtigt, at vi får engageret folk i Thy og langs Vestkysten, for der lever sommerfugle, vi ikke har andre steder, siger biolog Anne Eskildsen, projektleder Danmarks Dagsommerfugle. 

Projektet er et citizen-science projekt, hvor frivillige kan bidrage med vigtig data om dagsommerfuglene.

Kl. 13.23

Fyrværkeri og kanonslag chokerer borgere

Hanne Vestbo Doktor og hendes kæreste sad midt i aftensmaden søndag aften, da et kanonslag pludselig blev kastet mod vinduet.

Det er ikke det eneste tilfælde i Silkeborg i weekenden.

Kl. 12.57

Pludselig strømafbrud i stort område

Her er der afbrydelse
Foto: Datawrapper
Opdatering

  • N1 oplyser nu på deres hjemmeside, at man først forventer at strømmen er tilbage klokken 16.00.

Der er ifølge elnetselskabet N1 et uvarslet strømafbrud i Vildbjerg og opland. 

Ifølge selskabets hjemmeside omfatter det udover Vildbjerg også Timring, Vorgod-Barde, Skibbild, Sinding og Haunstrup. 

Årsagen er fortsat ukendt. N1 er i gang med at lokalisere og udbedre fejlen. 

Lige nu forventer man, at strømmen er tilbage omkring 15.20. 

Kl. 12.34

Ministerium får skarp kritik for mangelfuldt tilsyn med muslingefiskeri

Fødevareministeriet har ført "et yderst mangelfuldt" tilsyn med muslingefiskeri i Limfjorden.

- Vi retter en skarp kritik, lyder det mandag fra SF's Serdal Benli, der er formand for Statsrevisorerne.

Det er i forbindelse med et såkaldt doorstep, at kritikken udtrykkes. Der er tale om kritikniveau 4 ud af 5.

Kl. 11.40

Hospital får påbud for opvaskedampe

Regionshospitalet Skive har fået et påbud fra Arbejdstilsynet, fordi de ikke har den påkrævede udsugning, når de åbner varme ovne og opvaskemaskiner.

- Efter en god og konstruktiv dialog med Arbejdstilsynet har vi valgt at løse udfordringen med damp i de to køkkener ved at investere i et udsugningsanlæg, siger Johnny Brorstrøm, leder af i Teknisk Afsnit i Hospitalsenhed Midt i en skriftlige kommentar.

Kl. 10.59

Herboende amerikanere følger indsættelsen af Trump

Han har prøvet det før. Og resten af verden har oplevet det tidligere.

Ikke desto mindre er mange øjne rettet mod Washington D.C., hvor indsættelsen af Donald Trump som præsident finder sted. Blandt andet følger flere herboende amerikanere med.

Kl. 10.57

Bil blev stjålet under prøvetur

En prøvetur i en bil var lidt for god til, at føreren ville aflevere bilen tilbage. Men så tog forhandleren sagen i egen hånd.

Kl. 09.39

Tabt gods på motorvej

Skal du fra Midt- og Vestjylland mod Aarhus med motorvejen, så skal du være opmærksom. 

I følge Vejdirektoratet er der tabt en spændestrop i det venstre spor, som kan give opbremsninger og farlige situationer i trafikken. 

Vejhjælp er på vej.

Kl. 09.06

Over 8000 dyr fik nyt hjem sidste år: Ét marked er dog mættet

For femte år i træk har Dyrenes Beskyttelse fundet hjem til flere end 8000 indleverede dyr - mere præcist 8124. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Noget tyder dog ifølge organisationen på, at markedet for hunde er mættet. Karina Fisker, internatchef hos Dyrenes Beskyttelse, fortæller, at der i 2024 var en stigende interesse for at komme af med hunde, men det var tilsvarende sværere at finde hjem til dem.

I 2024 fandt dyreinternaterne nye hjem til knap 100 færre hunde end i 2023.

Kl. 08.52

Uheld og marginaler har holdt debutant ude af VM-truppen

Emil Bergholt er eneste slutrundedebutant i håndboldlandsholdets VM-trup, men det er kun uheld og marginaler, der har forhindret ham i at være med før.

Det tog dog hårdere på ham end forventet at blive valgt fra til OL.

Kl. 08.23

Flere hundrede liter diesel stjålet

Mellem 600 og 700 liter diesel er natten til mandag blevet stjålet fra to traktorer. Det oplyser lokalpolitiet i Thisted.

- Man har boret huller i tanken og suget det ud derfra. Det er ikke et ukendt fænomen, fortæller politikommissær Henrik Jensen.

Traktorerne holdt parkeret i en lade på Saltbækvej på det nordlige Mors.

En genbo fattede mistanke og anmeldte tyveriet til politiet omkring klokken 01 natten til mandag.

- Tyvene bliver forstyrret, og genboen så dem køre væk med en trailer. Han blev snittet, da de var på vej væk.

Dieseltyvene kørte i en sølvgrå stationcar.

Politiet vil meget gerne høre fra folk, der ligger inde med oplysninger. De kan kontaktes på telefon 114.

Kl. 07.31

MobilePay indfører nyt gebyr

MobilePay vil ifølge Finans indføre gebyr for private, der overfører større beløb til andre private.

Fra og med 24. marts vil det fortsat være gratis at overføre de første 4000 kroner om dagen til én bestemt bruger.

Men alle beløb derover, der overføres til samme bruger i samme døgn, pålægges et gebyr på én procent.

Man kan dog godt overføre op mod 4000 kroner til andre brugere samme dag uden at betale gebyr.

Ifølge Jeanette Hertzum, der er landechef for MobilePay i Danmark, handler det om at få balance i regnskabet for betalingstjenesten.

Kl. 07.04

Pantdåser skal gøre elever klogere

Gymnasielærer John Böhme Dybkjær har samlet pantdåser i sækkevis på sin cykeltur til og fra arbejde. Nu skal de gøre eleverne klogere.

Kl. 06.45

El-prisen stiger markant – disse tidspunkter skal du undgå

Der er udsigt til tårnhøje elpriser i løbet af mandagen, og elpriserne vil toppe ad to omgange, skriver TV 2

Første top er allerede klokken klokken otte, hvor en kilowatttime kommer op på 4,03 kroner.

Herefter dykker elpriserne frem mod klokken 13, hvor de når ned på 1,6 kroner pr. kilowatttime.

Næste top venter i spidsbelastningsperioden klokken 17. På dette tidspunkt kommer en kilowatttime til at koste hele 5,44 kroner ifølge TV 2.

De høje elpriser skyldes blandt andet et højtryk over Centraleuropa, der er med til at give svage vindforhold.

De angivne elpriser er uden afgifter og nettarif så vær opmærksom på, at din endelige elpris kan være højere.

Kl. 06.22

Minister ser på linjeføring til Viborg-motorvej

Der er mange forskellige meninger om, hvordan linjeføringen af den kommende motorvej til Viborg skal være. 

Tre muligheder er i spil, og i dag skal en transportminister, flere borgmestre og transportordfører samt Vejdirektoratet på bustur for at se nærmere på netop linjeføringen.

Her kan de ifølge transportministeriets pressechef stille spørgsmål og se mulighederne med egne øjne, så deres beslutning om linjeføringen bliver kvalificeret.

Besigtigelsen omfatter udvalgte lokaliteter på de fremlagte forslag til linjeføringer vest og øst om Viborg: Ulvedalsvej i Silkeborg Kommune, området øst for Viborg, hvor østlige linjeføring vil krydse Nørreådalen, samt Ravnstrup vest om Viborg.

Ud over transportminister Thomas Danielsen (V) deltager blandt andre Ulrik Wilbek (V), borgmester i Viborg Kommune, Ib Lauritsen (V), borgmester i Ikast-Brande Kommune samt transportordfører Thomas Jensen (S) og transportordfører Peter Have fra Moderaterne.

Her er de tre muligheder for linjeføring. Den blå streg angiver den såkaldte vest-løsning, mens den røde linjer angiver øst-løsningen. Den grønne linje markerer muligheden for en udbygning af den eksisterende rute 13 igennem Viborg.
Her er de tre muligheder for linjeføring. Den blå streg angiver den såkaldte vest-løsning, mens den røde linjer angiver øst-løsningen. Den grønne linje markerer muligheden for en udbygning af den eksisterende rute 13 igennem Viborg.
Foto: Vejdirektoratet