Kort nyt

Kl. 11.44

Kommune indfører kulturrygsæk til alle skolebørn

I Silkeborg Kommune vil man gerne sikre, at kommunens godt 10.000 skolebørn alle stifter bekendtskab med en brede palet af kulturtilbud uanset baggrund, økonomi og afstand til de kommunale kulturinstitutioner, skriver TV 2 Østjylland.

Derfor indfører man en såkaldt ’Kulturrygsæk’ fra skoleåret 2025, fortæller viceborgmester Johan Brødsgaard (R) til netmediet Kulturmonitor.

I alt er der ifølge Kulturmonitor afsat 600.000 kroner til en to-årig prøveperiode. Idéen er, at rygsækkens tilbud vil blive gjort lettere tilgængelige for skolerne, der samtidig får økonomisk hjælp til logistikken omkring transport til og fra de omfattede kulturinstitutioner.

34 minutter siden

Knebent nederlag i Rumænien

Det lykkedes ikke for håndboldkvinderne fra Ikast Håndbold at få point med hjem fra søndagens udekamp mod rumænske Ramnicu Valcea i European League.

Hjemmeholdet vandt kampen med 27-26. Ikast førte ellers undervejs med fire mål, men gæsterne kunne altså ikke holde stand.

Dermed har Ikast én sejr og ét nederlag i sæsonens europæiske gruppespil, som blev indledt med en kneben hjemmesejr over norske Sola.

Kl. 14.19

Pelset vinterudstilling

144 kaniner og deres avlere var til vinterudstilling i Vesterhavshallen i Ringkøbing hele weekenden.

Kun én kanin løb med titlen ”Best in show”.

Kl. 13.55

Nye tal om organdonation bekymrer formand for Det Etiske Råd

Efter at Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendte en påmindelse om stillingtagen til organdonation ud i december, har rekordmange danskere registreret sig på sundhed.dk.

Selvom Leif Vestergaard Pedersen, formand for Det Etiske Råd, er positiv over, at 123.334 danskere tog stilling i december 2024, bekymrer det ham, at flere end vanligt har sagt "nej".

Ifølge ham kan en årsag være, at den nye lov, som træder i kraft til sommer, kan være forvirrende.

Med den nye lov bliver alle personer over 18 år automatisk "potentielle organdonorer", men man skal stadig bekræfte det, for at det er gældende.

For Leif Vestergaard Pedersen består "forvirringen" af, at lovforslaget er blevet kommunikeret således, at nogen tror, at man automatisk bliver organdonor, hvis man ikke aktivt vælger det fra - altså "formodet samtykke".

- Det er bekymrende, at så mange har sagt "nej, tak".

Per 31. december 2024 er der 1.530.810 danskere registreret i organdonorregisteret i alt.

Kl. 13.18

To biler kørt sammen: Kvinder hjulpet ud af bil, der endte på siden

Opdatering

  • Vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Bøje Hansen, oplyser, at der primært er sket materiel skade.

    - Ingen er kommet alvorligt til skade, der er tale om knubs, siger han.

    Desuden kan han oplyse, at en ung mand kørte bilen, der kørte ind i bilen med de unge kvinder.

To biler kørte søndag cirka 13.20 sammen i krydset mellem Tietgensgade og Thrigesvej i Herning. Derfor er krydset spærret indtil midt på eftermiddagen.

En ambulance er på stedet. 

Det oplyser indsatsleder Kasper Andersen fra Brand & Redning MidtVest. 

- Da jeg ankom, lå den ene bil på siden i siden af vejen. Heri var to unge kvinder, som vi fik hjulpet ud, siger indsatslederen. 

Den anden bil holdt fortsat på alle fire hjul.

- Det næste, vi skal, er at overdrage den til vejhjælp, siger indsatslederen. 

Det har endnu ikke været muligt at finde ud af, hvor mange personer der var i den anden bil, ligesom TV MIDTVEST endnu ikke kender nogen af de involveredes tilstand. 

Uheld i kryds mellem Tietgensgade og Thrigevej
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST
Kl. 12.30

Gennemrodede ulåste biler

Natten til søndag skete flere tyverier fra ulåste biler på en villavej nær Silkeborg. Stine Sterfors Toft Plith bil stod ulåst og blev gennemrodet.

- Min bil holdt i en carport, så måske har de gjort det der, fordi de kunne stå mere i skjul, siger Stine Sterfors Toft Plith.

Ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch har politiet fået i alt tre henvendelser fra borgere i samme område, som har oplevet uventede gæster i deres bil.

Kl. 11.59

I dag er de nye billetpriser for 2025 gældende

Fra i dag er det en anelse dyrere, når man skal rejse med tog eller bus med Nordjyllands Trafikselskab.

Det er både priserne på rejser med rejsekort, enkeltbilletter og penderkort på udvalgte afstande, der stiger. Rejser man med rejsekort, er det over hele linjen, der er en smule prisstigning, men der stadig mængderabat. Enkeltbilletterne stiger, hvis man rejser mellem 6-11 zoner, og prisen på pendlerkort stiger, hvis man har kort til 2-11 zoner.

Priserne stiger hvert år i januar for passagerer med bus og tog. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har fastlagt en grænse for hvor meget, priserne må stige. Loftet ligger på 1,9 procent.

priser NT

Herunder kan du se taksterne, der har været gældende i 2024 og frem til i dag.

priser nt 2024
Kl. 11.44

- Jeg ved det ikke, siger dansker om trøje-mysterium

Flere af TV 2 Sports læsere har under slutrunden skrevet ind med følgende spørgsmål:

”Hvorfor har Emil Bergholt ikke tre stjerner på sin træningstrøje ligesom alle de andre?”

Nu har vi spurgt hovedpersonen selv, der heller ikke kender svaret:

- Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg har heller ikke Norlys (sponsor, red.) på ligesom så mange andre. Men jeg ved det simpelthen ikke.

- Jeg må jo ikke have fortjent det, siger han med et grin til TV 2 Sport.

Emil Bergholdt spiller til dagligt for Skjern Håndbold.
Emil Bergholdt spiller til dagligt for Skjern Håndbold.
Foto: TV2 Sport
Kl. 10.34

Tips til at hjælpe fuglene

Hver vinter dør mange fugle af kulde og sult, og det er bare naturens gang, skriver Danmarks Naturfredningsforening. Alligevel kommer foreningen med en række råd til, hvordan du hjælper fuglene i din have gennem vinteren.

Få dem her. 👇

Kl. 08.05

Kendt kok løfter sløret for sin vej til michelin-stjerne

I en ny udgave af Den Røde Stol møder iværksætteren og TV-personligheden Rosa Kildahl Nicolas Min Jørgensen, der er indehaver af Restaurant Tri i Agger. En restaurant der fik en michelin-stjerne efter blot et år. 

Udover mad kredser samtalen sig om vejen til toppen. I programmet løfter Nicolas Min Jørgensen lidt af sløret for, hvordan han har nået niveauet som en af landets bedste kokke. 

- Jeg tror ikke på, at man skal overgå sig selv, men man skal have sulten. Jeg har følelsen af, at jeg har masser af ting, jeg gerne vil stadigvæk. Jeg har lyst til at udvikle noget i morgen, og så længe jeg har den, så er jeg ikke færdig, siger Nicolas Min Jørgensen.

Kl. 06.38

Risiko for rimglatte veje

Søndag morgen er der risiko for rimglatte veje især i den sydlige del af landsdelen. 

Det skriver DMI på det sociale medie X. 

Ellers byder dagen på skyet og diset, som klarer op i løbet af dagen med lidt eller nogen sol. Det bliver koldt, og temperaturen kommer til at ligge mellem frysepunktet og tre graders varme. Vinden bliver svag til jævn og kommer fra syd og sydøst, skriver DMI i den regionale vejrudsigt for Midt- og Vestjylland.

Se på kortet her, i hvilke områder man skal være særligt opmærksom på rimglatte veje, hvis man skal ud at køre tidligt søndag.

glatte veje
Foto: GRAFIK / DMI
Kl. 06.35

1,8 millioner givet til ulvehegn

Der blev sidste år givet tilsagn om 1,8 millioner kroner i tilskud til etablering af i alt 122 kilometer ulvesikret hegn.

Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i et svar til Ritzau.

2024 var første år, hvor dyreholdere i hele Jylland kunne ansøge om tilskud til opsætning af hegn med ekstra strømførende tråde til at holde ulve på afstand.

Tidligere var tilskudsmulighederne forbeholdt to afgrænsede områder i Midt- og Vestjylland.

Kl. 06.11

Over 100.000 tog stilling til organdonation efter brev om nye regler

En påmindelse om nye regler for organdonationer kan have fået mange borgere til tasterne i december for at tage stilling til organdonation.

Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) kalder det i en skriftlig kommentar for "rigtig positivt".

- Alene i december sidste år har 123.000 aktivt registreret deres valg i Organdonorregistret. Det er markant flere, end vi tidligere har set, lyder det fra ministeren.

Fra 10. december 2024 begyndte voksne danskere at modtage et brev enten i deres digitale post eller postkasse, der spurgte, om de havde taget stilling til organdonation.

Anledningen var, at reglerne ændres til sommer. De nye regler betyder, at alle danskere over 18 år automatisk bliver registreret som potentielle organdonorer. Man skal ind og bekræfte det valg i registret, hvis det skal være gældende.

I alt var der i slutningen af 2024 1.372.875 danskere, som enten havde givet fuld eller begrænset tilladelse.

Kl. 06.09

Fra et liv på kanten til præst

Sophia Holm Hjorth er ny sognepræst i Lemvig, og hun elsker det. Men vejen dertil har ikke været uden bump. Hun har blandt andet oplevet et brud med Jehovas Vidner, flere år på ungdomsinstitution og perioder som hjemløs.

18. jan 2025 kl. 22:55

Søndag med sol i sigte

Søndag morgen er der risiko for rimtåge, og det vil være skyet og diset, skriver DMI i regionaludsigten.

I løbet af dagen klarer det op, og så er der gode chancer for solskin.

Temperaturer mellem frysepunktet og tre graders varme, og vinden bliver svag til jævn fra syd og sydøst.

18. jan 2025 kl. 22:37

Vingegaard taler om omdiskuteret metode

Den internationale cykelunion, UCI, har tidligere advaret mod ”gentagen brug” af midlet.

De har tilmed sendt en direkte opfordring til World Anti-Doping Agency (WADA) om at tage stilling til rebreathe-metoden, hvor rytterne indånder kulilte som et måleinstrument. En metode, Jonas Vingegaard tidligere har bekræftet, at de på Visma | Lease a Bike bruger i forbindelse med højdetræningslejre i et kontrolleret miljø.

UCI mener, at det er acceptabelt i denne situation. Men ligesom UCI sender Jonas Vingegaard nu en opfordring til WADA.

- Nogle hold misbruger metoden ved regelmæssigt at indånde små doser kulilte, hvilket fører til en betydelig præstationsforbedring hos deres ryttere. Det er ikke fair, og World Anti-Doping Agency bør forbyde det.

18. jan 2025 kl. 22:05

Ny dansk kæmpesejr ved VM

Endnu en VM-kamp, endnu en håndboldopvisning af det danske landshold i Boxen i Herning.

Heller ikke turneringens foreløbige overraskelse Italien kunne stille noget som helst op mod Nikolaj Jacobsens mænd, der vandt 39-20 efter 18-8 ved pausen.

Dermed stryger Danmark som ventet videre til mellemrunden med de maksimale fire point uden at have set skyggen af problemer i det indledende gruppespil.

Det hører selvfølgelig med til historien, at modstanden har været begrænset. Men man må igen lette på hatten over den seriøsitet og vilje, der stråler ud af det danske hold på trods af den åbenlyse klasseforskel.

Det hjælper også, at man har en forrygende Emil Nielsen i målet. Den nye førstekeeper får alting til at se let ud og er allerede en absolut publikumsfavorit i Boxen.

Efter et pletfrit gruppespil venter der nu Danmark to kampfri dage, inden man tirsdag tager hul på mellemrunden.

18. jan 2025 kl. 22:03

Vilma synger om savn og sårbarhed

Et udfordrende fertilitetsforløb for en søster. Et kompliceret forhold til en far. Savnet af en bedstefar. Hjemve efter at være flyttet langt væk fra familien. Relationen til en ven som har det rigtig svært.

Det er sårbare og meget personlige emner, der er omdrejningspunktet, når 28-årige Vilma, som er vokset op i Struer og nu har base i Aalborg, går på scenen og spiller sine egne sange med sit band.

18. jan 2025 kl. 21:27

Medie: Tidligere FCM-bomber i vildt klubskifte

Den tidligere FC Midtjylland-profil Anders Dreyer er på vej mod et overraskende skifte til MLS-ligaen i USA. Det skriver Tipsbladet.

Anders Dreyer får angiveligt en treårig kontrakt med San Diego FC.

Offensivspilleren forlader dermed belgiske Anderlecht.

26-årige Andres Dreyer spillede for FCM frem til 2023.

18. jan 2025 kl. 20:38

Julemanden har fået nyt job

Det er hverken som flaskedreng eller kassedame, Julemanden fra Skive har fået nyt job som. I stedet skal han lave TikTok-videoer for Brugsen i Balling. 

Læs mere om, hvordan det foregår, her. 

18. jan 2025 kl. 19:42

Nye tiltag efter håndbolddrama

Fredag aften var der kasteskyts i luften ovenpå Hollands sejr over Nordmakedonien ved VM i håndbold. Kampen blev spillet i Kroatien.

Det gik også ud over kampens danske dommerpar - Mads Hansen og herningensiske Jesper Madsen - som kom i fokus på grund af deres præstation i kampen.

Lørdag har det internationale håndboldforbund så indført en stribe nye tiltag, der skal være med til at forhindre gentagelser. Det skriver TV 2.