Kort nyt
McDonalds lukket på ubestemt tid
Den var gal i starten af juli, og nu er det sket igen. McDonalds i Thisted måtte fredag lukke restauranten.
Årsagen er igen, at der er fundet spor af skadedyr. I juli var der tale om en rotte i krybekælderen, men om det er mus eller rotter, der er på spil denne gang, vides ikke.
Pressekontakt ved McDonalds Danmark, Mads Jensen, oplyser til TV MIDTVEST, at man øjeblikkeligt lukkede restauranten, da der var fundet spor af skadedyr.
- Det er standardprocedure. Nu er der koblet en skadedyrsbekæmper på, der kortlægger problemets omfang og lægger en plan. Der bliver først åbnet igen, når skadedyrsbekæmperen siger god for det, siger Mads Jensen.
Han oplyser, at det på nuværende tidspunkt er umuligt at sige noget om, hvornår burgersultne thyboer igen kan sætte tænderne i en Big Mac.
Kørt til Skejby: Otteårig fik radiator i hovedet
En otteårig dreng kom til skade, mens han opholdt sig i idrætshallen på Trekløverskolen i Kjellerup mandag eftermiddag.
Pludselig væltede en radiator, der var fastmonteret på en væg, ned i og ramte drengen, fortæller lokalpolitiet i Silkeborg.
- Radiatoren ramte ham i hovedet, fortæller politiassistent Flemming Just.
Den otteårige dreng blev kørt til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om drengens tilstand.
TV MIDTVEST forsøger at få en kommentar fra skoleleder på Trekløverskolen.
Anmelderrost sanger vender tilbage
Den anmelderroste danske sanger Benjamin Hav indtager Jyske Bank Boxen i Herning 7. november næste år, oplyser MCH i en pressemeddelelse.
Benjamin Hav & Familien optrådte også i Boxen i forbindelse med DR-sportens prisuddeling i begyndelsen af 2023. Nu får de scenen helt for sig selv.
Benjamin Hav og Familien spiller desuden i Royal Arena på Amager 31. oktober næste år.
Træner stikker til FCM
Det var et tungt og vådt underlag, som mødte FC Midtjyllands og Silkeborgs spillere på MCH Arena. Det bemærkede Silkeborgs cheftræner, Kent Nielsen, men han bemærkede også, at den åbenbart var tungest for hjemmeholdets spillere.
- Det var ikke os, der lå med krampe. Jeg ved ikke, hvor mange af deres spillere, der tilfældigvis lå ned, nu hvor de var foran, og de skulle have tiden til at gå. Ej, vi spiller på alle baner. Der findes ingen dårlige baner, der findes kun dårlige fodboldspillere, siger Kent Nielsen med et smil til TV 2.
FC Midtjylland vandt kampen 1-0.
Ikke alt er fryd og gammen
Efter fire nederlag i træk kom FC Midtjylland tilbage på sejrsporet med 1-0 over Silkeborg mandag aften. Dermed er FCM á point med FC København i toppen af Superligaen.
Men selv om sejren giver tiltrængt selvtillid, er alt ikke fryd og gammen, erkender FCM-træner Thomas Thomasberg.
- Det er ikke sådan, at fordi vi vinder denne ene kamp, så er alt positivt. Det kommer til at kræve mange gode resultater og sejre, siger han.
Præstationen i anden halvleg bar præg af den dårlige periode med seks nederlag i otte kampe på tværs af turneringer, mener Thomasberg.
- Det blev forkrampet og nervøst. Man kunne mærke og se, at holdet meget gerne ville vinde efter en tid uden sejr. Det blev ikke, som vi gerne ville have det.
- Vi skabte for lidt offensivt. Hvis man ikke kan holde fast i bolden eller køre kontra, så kommer man til at forsvare meget, og det skete for os i anden halvleg, siger Thomasberg.
Rugbrødsmadder er et hit
Når aftenen går på hæld, og aftensmaden skal laves, dækkes der oftest op til rugbrød med pålæg i de danske hjem.
Det viser den årlige befolkningsundersøgelse af danskernes madvaner fra vidensorganisationen Madkulturen.
Syv procent af danskerne i undersøgelsen får rugbrødsmadder til aftensmad på en typisk aften. Madderne topper dermed listen over den mest populære spise til aftensmad.
Kraftig blæst på bro
Sallingsundbroen er tirsdag morgen præget af kraftig blæst, oplyser Vejdirektoratet. Så der opfordres til at køre forsigtigt.
Vinden forventes at aftage tirsdag eftermiddag.
- For svagt og forsigtigt
Silkeborg IF's anfører, målmand Nicolai Larsen, ærgrer sig over igen at indkassere et mål efter en dødbold mod naboklubben FC Midtjylland. Samt over en svag første halvleg i Herning mandag aften.
- Vi manglede tempo og især kvalitet med bolden, og det gjorde, at vi blev lidt for forsigtige. I anden halvleg kom der bedre styr på det, og vi fik skabt en del gunstige situationer, men det var generelt en kamp uden mange store chancer, siger keeperen.
Sol, byger og vind
Tirsdagen byder på typisk dansk efterårsvejr, oplyser DMI i regionaludsigten.
Først på dagen kan der komme lidt sol, men senere bliver dagen præget af skyer og byger. Temperaturer mellem 6 og 10 grader. Vinden bliver let til frisk fra sydvest og vest, men ved kysterne bliver det noget mere blæsende - hård vind og stedvis kuling.
Billedet er det samme i aften og i nat, hvor temperaturen kan komme ned mellem 3 og 8 grader.
Mand kom til skade i sammenstød
En 54-årig mand fra Holstebro fik mandag aften skader på sin ene hånd og sine ribben efter et sammenstød i trafikken.
Uheldet skete i krydset, hvor Nørrebrogade møder Ringvejen i Holstebro.
Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at en 47-årig kvinde fra Holstebro i bil svingede til venstre fra Nørrebrogade og ud på Ringvejen. Her kolliderede hun med den 54-årige mand, som kom kørende i bil fra syd.
Begge de involverede blev kørt på skadestuen.
Der skete desuden stor materiel skade ved uheldet, oplyser vagtchef Allan Riis fra politiet.
- Der var blandt andet skader på et lyssignal, fortæller han.
Rørte forældre giver første tv-interview efter sønnens død
Forældrene til afdød partiformand i Konservative, Søren Pape Poulsen, giver nu deres første tv-interview.
I interviewet sætter forældrene blandt andet ord på deres savn og den juletid, de går i møde.
Trafikuheld i Holstebro
Mandag aften er der sket et trafikuheld i Holstebro.
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj fortæller, at uheldet skete i krydset med Nordre Ringvej og Hjermvej lidt før klokken 21.
Ved uheldet kolliderede to biler. Der blev kaldt en ambulance til ulykkesstedet.
Det er uklart, hvordan ulykken skete.
Alle odds var imod hvalen
Alle odds var imod den vågehval, der i weekenden strandede ved Houvig nord for Søndervig. Sådan siger hvaleksperten Carl Kinze, der dermed understreger, at det rigtige havde været at lade naturen gå sin gang - og ikke forsøge at skubbe hvalen tilbage i havet igen.
Bil endte på taget efter kollision
Mandag sidst på eftermiddagen skete der et trafikuheld på Vardevej i Herning kort før fodboldkampen mellem Silkeborg IF og FC Midtjylland.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.
En bilist skulle svinge til venstre og overså en modkørende bil. Derfor kolliderede de to biler, og den svingende bil endte på taget.
De to bilister i bilen, der endte på hovedet, blev kørt til tjek på hospitalet i Gødstrup. Vagtchefen oplyser, at de ikke kom alvorligt til skade.
Uheldet førte til, at fodboldkampen blev udskudt med et kvarter.
Vred over indbrud - skete få meter fra soveværelset
Martin Mose er vred over, at tyve brød ind i hans varebil på hjemmeadressen. Nu tager han sine forbehold.
Fodboldbrag udsat
Fodboldkampen mellem FC Midtjylland og Silkeborg IF skulle egentlig være fløjet i gang klokken 19.
Men grundet en trafikuheld i nærheden af stadion er kampen blevet udsat med et kvarter, da alle fans ikke vil kunne nå frem til kampstart.
Regionsdirektør i kødet på tidligere kuglestøder
Den tidligere folketingspolitiker og kuglestøder, debatredaktør på B.T. Joachim B. Olsen, har de seneste dage været i stormvejr efter et opslag på X, hvor gør klart, at han finder det sølle, når mænd bruger cykelhjelm.
Nu blander en hospitalsdirektør og en overlæge fra Region Midtjylland sig i debatten, og de er ikke just imponerede over Joachim B. Olsens opslag.
Nationalpark slipper for besparelser
Panderynkerne var dybe og bekymringerne store, da Nationalpark Thy i begyndelsen af oktober kunne læse i Regeringens finanslovsforslag for 2025, at Danmarks fem nationalparker skulle finde besparelser for i alt 10 millioner kroner.
Mindst lige så stor var glæden, da selvsamme krav om besparelser var forsvundet som dug for solen, da finansloven blev præsenteret.
Fængslet for forsøg på manddrab
En 31-årig mand med bopæl i Thisted Kommune er i dag blevet fængslet i tre uger for forsøg på manddrab i en sag fra Vejle. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Bankdirektør hoppede på svindelnummer
Han erkender, at han med sin titel som bankdirektør har røde ører. Men ikke desto mindre gik direktøren for Faster Oikos, Jan Kirkensgaard, så sent som i weekenden på en svindel med bankoplysninger.
"NK" om FCM-kamp i aften: Det giver ingen mening
Rasmus Nissen Kristensen med en fortid i FC Midtjylland har meget svært ved at forstå, hvorfor FC Midtjylland i aften skal spille kamp i Superligaen mod Silkeborg.
Det er nemlig blot tre dage før, at han vender retur til Herning og MCH Arena, hvor han sammen med sit nye mandskab Eintracht Frankfurt skal op imod FC Midtjylland i Europa League.
- Det giver ingen mening. Hvorfor spillede de ikke i lørdags, som vi gjorde? Det er dumt, at man ikke tager hensyn til de danske hold i Europa. Og så spiller Midtjylland i øvrigt igen på søndag. Vi får jo en klar fordel, siger Frankfurts danske landsholdsspiller til TV MIDTVEST.