Kort nyt
Så meget steg boligpriserne sidste år
Boligpriserne steg jævnt fordelt over hele landet i 2024.
Sådan lyder konklusionen fra Boligsiden, der har opgjort både hus- og lejlighedspriserne for det sidste år.
Sammenligner man med december sidste år, steg huspriserne med 5,2 procent, mens lejlighedspriserne steg med 7 procent på landsplan.
Både hus- og lejlighedspriserne er steget i alle regioner det seneste år.
”Vi har set en stabil fremgang i salgspriserne det seneste år over hele landet. Det er meget positivt, at alle regioner har haft stigende priser. Det tyder på et harmonisk boligmarked, hvor ingen regioner sakker bagud,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Mystisk skib har fundet kursen igen
Tankskibet 'Mulan', der kredsede omkring et undersøisk datakabel i Skagerrak, er nu på vej i retning mod den oprindelige destination.
Det viser data fra Marinetraffic.com.
Skibet, der sejler under Panamas flag, men som er sanktioneret af USA for at være et russisk skib, skulle egentlig til Egypten, da den bevægede sig i dansk farvand.
I skrivende stund er der ikke en endelig destination på skibet. Det bevæger sig dog sydpå langs Spaniens kyst. Hvor det skal hen nu, vides ikke.
Udfordringer i Kina får Bang & Olufsens omsætning til at falde
Bang & Olufsen omsatte i andet kvartal for 698 millioner kroner. Det viser selskabets kvartalsregnskab fredag morgen.
Omsætningen faldt to millioner kroner sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år som følge af negativ vækst i Kina, fremgår det.
Selskabet havde et underskud efter skat på 13 millioner kroner i andet kvartal.
Topchef Kristian Teär er trods den marginale tilbagegang tilfreds med resultatet, som ifølge ham er på linje med forventningerne.
- Emea-regionen og Americas genererede positiv omsætningsvækst år-mod-år, men koncernomsætningen faldt marginalt som følge af fortsatte udfordringer på det kinesiske marked, siger han i regnskabet.
Emea er en regional betegnelse for Europa, Mellemøsten og Afrika.
Røg fra affaldscontainer på skole
Fredag morgen mødte ejendomsteknikeren på Gødvadskolen i Silkeborg ind til røg i en nedgravet affaldscontainer til pap og papir.
Midtjysk Brand & Redning blev tilkaldt 06.57 og kunne hurtigt konstatere, at det ulmede, men at der ikke var flammer.
Branden er slukket, og brandvæsenet har forladt skolen igen.
- Containeren var placeret mellem skolen og boldbanerne, så der var aldrig fare for hverken bygninger eller mennesker, siger Andreas S. Jørgensen, der er indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning.
Sidste chance for sneboldkampe i længere tid
Der vil de kommende dage være god mulighed for at bygge snemænd og starte en sneboldkamp i flere dele af landet.
Weekenden begynder nemlig skyet og med mulighed for snebyger, inden skyer og sne med tiden må vige for solen.
Sådan lyder det tidligt fredag morgen fra Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Fredag begynder i størstedelen af landet med pænt vejr med nogen sol, men det bliver også en dag, hvor der nogle steder vil falde sne.
- Sneen vil hovedsageligt falde i den vestlige del af Jylland, men i løbet af dagen vil der også kunne falde sne på den nordlige del af Sjælland, siger Klaus Larsen.
Temperaturerne vil fredag ligge mellem frysepunktet og tre graders varme.
Lørdag vil vejret i store træk arte sig ligesom fredag.
Søndag har lavtrykket over Litauen bevæget sig så langt væk, at hele landet får tørvejr og nogen eller en del sol.
Weekendens snebyger ser ud til at blive de sidste i det næste stykke tid.
- I næste uger kommer varmen tilbage med temperaturer op til ti grader. Så sneen er en stakket frist.
- Så hvis der skal laves snemænd eller leges sneboldkamp, så er det med at komme ud af starthullerne i weekenden, siger Klaus Larsen.
Billetter til salg til spotpris
Man kan gøre sig et kup, når det danske herrelandshold i håndbold i næste uge tager hul på deres VM-titelforsvar.
Dansk Håndbold skriver i en mail til deres abonnenter, at man nu kan sikre sig en billig billet til åbningskampen 14. januar i Herning, hvor Danmark møder Algeriet.
280 kroner skal man af med for en ståplads til den kamp.
I samme mail skriver Dansk Håndbold, at billetterne til de indledende kampe i Pulje A er sat ned med 90 procent.
Pulje A består af Tyskland, Polen, Tjekkiet og Schweiz.
Det er dog ikke lykkedes TV MIDTVEST at finde den rabat, når man forsøger at købe billetterne gennem linket i mailen eller gennem billettjenesten Ticketmaster.
Det fremgår heller ikke, om rabatten gælder både stå- og siddepladser.
VM i herrehåndbold begynder i næste uge i blandt andet Jyske Bank Boksen i Herning. Danmark deler værtsskabet med Norge og Kroatien.
Nu vil by uden kyst have en havn
Herning ligger centralt placeret i Jylland, men nu vil byen uden nogle kystlinjer have en havn.
Herning Havn skal i stedet etableres ved Knudmosesøerne og være et samlingssted for byens vandsportsaktiviteter.
- Ved de her kunstige søer i Knudmosen kommer man til at kunne lave alt det, som man ellers kun skulle tro var muligt ved en havn. Udover muligheden for flotte naturoplevelser, så kommer flere til at kunne bruge området til forskellige slags vandsport som eksempelvis vandski, issvømning, jetski og wakeboard, siger Jon Gerner i en pressemeddelelse.
Han er direktør i Lokale- og Anlægsfonden, der har støttet projektet med ni millioner kroner. Herning Kommune støtter med fire millioner kroner, mens Ege Fonden yder 500.000 kroner. Den samlede anlægssum for første fase er på 27 millioner kroner.
Arbejdet med at etablere Herning Havn forventes at gå i gang i starten af 2026 og stå færdig senere samme år.
Det har aldrig været varmere
For andet år i træk er der blevet sat en nedslående rekord for klimaområdet.
2024 blev det varmeste år, der hidtil er registreret. Året var varmere end i 2023, hvor der også blev slået varmerekord.
Det oplyser EU's klimatjeneste, Copernicus, fredag.
Den globale gennemsnitstemperatur er nu oppe på 1,6 grader over niveauet før industrialiseringen, hvor man begyndte at bruge kul og udlede drivhusgasser i atmosfæren.
Sidste år lød stigningen på 1,48 grader. Det betyder, at den gennemsnitlige temperaturstigning sammenlignet med niveauet før industrialiseringen for de seneste to år når op på over 1,5 grader.
I Parisaftalen fra 2015 lyder det, at stigningen i de globale temperaturer skal begrænses til under 2 grader. Og helst til under 1,5 grader.
Klimatjenesten understreger dog, at varmerekorderne ikke er ensbetydende med, at den aftalte maksimale temperaturstigning på 1,5 grader permanent overskrides.
Sol og lokale snebyger over Midt- og Vestjylland fredag
Solen kan titte frem over Midt- og Vestjylland i dag.
DMI varsler både en smule sol og lokale snebyger fredag formiddag med temperaturer mellem frysepunktet og tre graders varme.
Vinden vil være let til frisk. Især i den nordlige del af landsdelen kan vinden blive hård.
Advarsel om sne- og isglatte veje
Du skal være opmærksom, når du sætter dig i bilen her til morgen.
DMI advarer fredag morgen om sne- og isglatte veje i næsten hele Midt- og Vestjylland.
Det er kun Ringkøbing-Skjern Kommune, der går fri.
Motorbåd udbrændt: - Brand opstår ikke af sig selv
Natten til fredag har der været brand i en motorbåd i Sundsøre ved Roslev.
Båden stod på bukke på land, da et vidne på lang afstand opdagede branden og tilkaldte Nordvestjyllands Brandvæsen.
Der har ikke været nogle personer på båden i to uger, og brandårsagen er ukendt.
- Der er intet mistænkeligt, men det skal undersøges. En hypotese er, at det er startet i noget elektronik. Brand opstår ikke af sig selv, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.
Motorbåden er udbrændt, og to nabobåde har taget mindre skade.
Lyng forpurrer byggeplaner
12 byggegrunde i Sørvad er pludselig blevet til beskyttet natur.
Grundene er byggemodnet og handlet af til flere hundrede tusind kroner. Men da Ejgil Jensen i efteråret søgte om byggetilladelse, så fandt Herning Kommune en forekomst af lyng på arealet, og lyng er automatisk naturbeskyttet. Nu frygter ejerne af i alt 12 matrikler, at deres grunde er værdiløse. Og der er ikke udsigt til erstatning.
Kold morgen med sol og snebyger
Der kan være snebyger i luften natten til fredag og i morgentimerne, oplyser DMI i regionaludsigten.
Efter en nat med spredte sne- hagl- eller sludbyger byder fredag morgen på solskin, men der kan også komme snebyger. Temperaturer mellem frysepunktet og tre graders varme. Vinden bliver svag til jævn fra skiftende retninger.
Skal breddefodbolden være åben for alle?
Må en kvinde, som er født som mand, spille med, når kvinder tørner ud på fodboldbanen?
På lørdag skal DBU Jylland afgøre, om det i breddefodbolden - helt op til og med Jyllandserieniveu - skal være muligt for transkønnede, interkønnede og nonbinære personer selv at vælge, hvilket køn personen spiller med.
I de fire jyske DBU-regioner er der ikke enighed. To regioner siger nej - og to siger ja.
Minister trænger til en succes
- Torsten Schack trænger til en succes. Til at kunne sætte handling bag ordene om, at det gør en forskel, at Danmark har fået en beredskabsminister - at han er der ikke bare af navn.
Læs hele den politiske analyse - om ministeren og det danske beredskab - via linket herunder.
Beredskaber har brug for mandskab
- Vi kører på pumperne lige nu.
Konstateringen kommer fra beredskabsdirektør Lasse Clemensen fra Midtjysk Brand & Redning, der dækker Viborg og Silkeborg kommuner.
- Den udvikling, der sker i samfundet, presser også os. Vi har brug for mandskab, uddannelse og udstyr for at kunne omstille os til nye tider, siger Lasse Clemensen.
Forhandlingerne om en ny beredskabsaftale er netop genoptaget på Christiansborg. Her forhandler beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) med en række partier om flere penge til det statslige beredskab (Beredskabsstyrelsen). Men de kommunale beredskaber indgår ikke i forhandlingerne.
Kampen om Grønland: Sådan håndterer du utrygheden
Hvordan tackler man, hvis man oplever frygt eller ubehagelige følelser ovenpå Donald Trumps seneste udmelding om, at han er villig til at bruge økonomisk eller militær magt for at få fingrene i Grønland?
TV MIDTVEST har bedt en psykolog komme med værtøjer, der kan hjælpe en med at håndtere utrygheden.
Kommer der grønt vand ud af hanen?
Er vandet, der kommer ud af din vandhane, pludselig blevet grønt? Eller vandet fra din bruser? Bare rolig - der er en forklaring på det. I hvert fald, hvis du bor i Struer - i området øst for Holstebrovej og nord for Peter Bangs Vej.
Det er Struer Energi Fjernvarme, der oplyser, at de nu tilsætter farvestof til vandet i området, fordi man vil undersøge, om der er utætte varmtvandsbeholdere i området.
Asbest lukker museumsbygninger
En tredjedel af udstillingsbygningerne på Silkeborg Museum er for tiden lukket ned og utilgængelige, efter der er fundet asbest i en kælder på museet.
Forsvarer lejes ud igen
Den slovenske forsvarsspiller Anel Zulic, der er på kontrakt hos Viborg FF, bliver endnu engang lejet ud, oplyser klubben.
Han var i efterårssæsonen på leje hos NS Mura i sit hjemland. Nu skifter han til en anden slovensk klub, NC Koper, som han skal spille for sæsonen ud.
20-årige Anel Zulic kom til VFF i sommeren 2023. Han har kontrakt til sommeren 2027.
Et øjebliks uopmærksomhed - så var den væk
81-årige Flemming Lisbys elskede banjo er nemlig blevet stjålet. Efter et øjebliks uopmærksomhed.
Han satte den fra sig i en opgang, mens han var inde for at besøge en ven.
- Jeg var kun væk fra den i 20 minutter, men væk var den, fortæller han.
Flemming Lisby understreger, at banjoen ikke har værdi for andre end ham. Han vurderer, at den kun er nogle få hundrede kroner værd.
- Men den betyder meget for mig, så det er bare så dumt, siger han.