Kort nyt
Sag om forsvundet mand overdrages til ny politikreds
Efter seks dage uden spor af den forsvundne 18-årige, som onsdag gik fra hospitalet i Gødstrup, overdrages sagen nu til Sydøstjyllands Politi.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.
- Herning Politi har overdraget sagen til Sydøstjyllands Politi, da der er kommet nogle indikationer på, at det er der, man skal kigge, siger vagtchefen.
Han oplyser, at Midt- og Vestjyllands Politi dermed ikke har en aktiv eftersøgning i gang, men vil reagere på eventuelle nye spor efter den 18-årige.
- Vi er jo stadig meget interesseret i at høre fra folk, hvis de ved noget.
MobilePay indfører nyt gebyr
MobilePay vil ifølge Finans indføre gebyr for private, der overfører større beløb til andre private.
Fra og med 24. marts vil det fortsat være gratis at overføre de første 4000 kroner om dagen til én bestemt bruger.
Men alle beløb derover, der overføres til samme bruger i samme døgn, pålægges et gebyr på én procent.
Man kan dog godt overføre op mod 4000 kroner til andre brugere samme dag uden at betale gebyr.
Ifølge Jeanette Hertzum, der er landechef for MobilePay i Danmark, handler det om at få balance i regnskabet for betalingstjenesten.
Pantdåser skal gøre elever klogere
Gymnasielærer John Böhme Dybkjær har samlet pantdåser i sækkevis på sin cykeltur til og fra arbejde. Nu skal de gøre eleverne klogere.
El-prisen stiger markant – disse tidspunkter skal du undgå
Der er udsigt til tårnhøje elpriser i løbet af mandagen, og elpriserne vil toppe ad to omgange, skriver TV 2.
Første top er allerede klokken klokken otte, hvor en kilowatttime kommer op på 4,03 kroner.
Herefter dykker elpriserne frem mod klokken 13, hvor de når ned på 1,6 kroner pr. kilowatttime.
Næste top venter i spidsbelastningsperioden klokken 17. På dette tidspunkt kommer en kilowatttime til at koste hele 5,44 kroner ifølge TV 2.
De høje elpriser skyldes blandt andet et højtryk over Centraleuropa, der er med til at give svage vindforhold.
De angivne elpriser er uden afgifter og nettarif så vær opmærksom på, at din endelige elpris kan være højere.
Minister ser på linjeføring til Viborg-motorvej
Der er mange forskellige meninger om, hvordan linjeføringen af den kommende motorvej til Viborg skal være.
Tre muligheder er i spil, og i dag skal en transportminister, flere borgmestre og transportordfører samt Vejdirektoratet på bustur for at se nærmere på netop linjeføringen.
Her kan de ifølge transportministeriets pressechef stille spørgsmål og se mulighederne med egne øjne, så deres beslutning om linjeføringen bliver kvalificeret.
Besigtigelsen omfatter udvalgte lokaliteter på de fremlagte forslag til linjeføringer vest og øst om Viborg: Ulvedalsvej i Silkeborg Kommune, området øst for Viborg, hvor østlige linjeføring vil krydse Nørreådalen, samt Ravnstrup vest om Viborg.
Ud over transportminister Thomas Danielsen (V) deltager blandt andre Ulrik Wilbek (V), borgmester i Viborg Kommune, Ib Lauritsen (V), borgmester i Ikast-Brande Kommune samt transportordfører Thomas Jensen (S) og transportordfører Peter Have fra Moderaterne.
Først tåge så sol for en stund
Dagen begynder med isglatte veje og risiko for rimtåge mange steder, men ellers byder dagen på nogen eller en del sol ifølge DMI. Det bliver dog efterhånden mere skyet vest fra.
Temperaturen vil ligge mellem frysepunktet og fem graders varme i det midt- og vestjyske. Vinden vil være svag til jævn fra sydøst.
I aften og i nat bliver det tørt og skyet med temperatur mellem to graders frost og to graders varme og svag til jævn vind fra syd og sydvest.
Millioner skal bruges på underskud i stedet for løft
Der blev lovet ti millioner kroner og et mærkbart løft af folkeskolerne i Silkeborg. Nu skal beløbet bruges til at dække et underskud på området.
Risiko for tæt tåge
Det er med at holde afstand og køre forsigtigt i morgentrafikken.
Midt- og Vestjyllands Politi advarer om glatte veje, mens DMI advarer om risiko for udbredt tåge eller rimtåge.
Det har der været mange steder i nat, og det vil der fortsat være i morgentimerne på grund af fugtig luft og svage vindforhold.
Ifølge DMI kan tågebanker forblive, men også opstå, frem mod klokken ni.
Varselsgrænsen for tæt tåge eller rimtåge er når sigtbarheden kommer under 100 meter.
Skud mod skole fylder stadig alt
Det er snart fjorten dage siden, at et skud fra en riffel ramte gennem et vindue i skolekøkkenet på Skals Skole.
Ingen blev ramt eller kom fysisk til skade, men hændelsen fylder stadig alt på skolen, nord for Viborg.
Hoteller nyder godt af håndboldfans
Uge efter uge kæmper de danske håndboldherrer i øjeblikket for at vinde titlen som verdensmestre.
Mange af de sportslige opgør finder sted i Boxen i Herning, og selvom det er et stykke fra Silkeborg, vælger en del af de sportsglade tilskuere at overnatte i netop Silkeborg.
Politiet kimes ned om mystisk drone - men der er en forklaring
Mange har opdaget, at der søndag aften flyver en drone rundt omkring Engesvang.
Den mystiske drone har givet travlhed ved telefonerne hos Midt- og Vestjyllands Politi.
- Vi får en del opringninger, og det er fuldstændigt rigtigt, at der flyver en drone rundt, siger vagtchef Anders Bøje Hansen.
Han har imidlertid også en forklaring parat til undrende borgere.
- Den er sendt op af et firma, som er hyret til at lave noget termografering. Og det er anmeldt til os, forsikrer politiets vagtchef.
Droneflyvningen ventes at fortsætte frem til midnatstid.
Politiet advarer: Det er meget glat
Midt- og Vestjyllands Politi advarer om, at det er meget glat på motorvejen ved Herning - der, hvor der søndag aften skete et trafikuheld.
- Det er spejlglat, siger vagtchef Anders Bøje Hansen.
Uheld på motorvej: To biler er kørt sammen
Der er søndag aften kort før klokken 21 sket et trafikuheld på messemotorvejen ved Herning, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
- Det er to biler, der er kørt sammen, oplyser vagtchef Anders Bøje Hansen til TV MIDTVEST.
Uheldet er sket i nordgående retning, tæt på sygehuset i Gødstrup.
Følg med via linket her:
Her er Danmarks vej til finalen
Med gruppe A færdigspillet kender det mandlige danske håndboldlandshold nu modstanderne i mellemrunden.
Tyskland bliver som vinder af gruppe A Danmarks første modstander, og derfor får vi på tirsdag en gentagelse af sidste års OL-finale i Boxen. Torsdag venter så Schweiz, inden Danmark runder mellemrunden af lørdag med en kamp mod Tjekkiet.
I mellemrundens gruppe 1 har Danmark og Tyskland de bedste forudsætninger for en kvartfinale. Begge nationer vil indlede mellemrunden med fire point, så en dansk sejr over tyskerne kan derfor meget vel betyde, at en kvartfinale så godt som er i hus.
VM er rykket ind hos bedemanden
Måske har du lagt mærke til, at der fra TV 2’s VM-håndboldstudie i Herning er udsigt til de danske spilleres hotel på den anden side af gaden.
Det er den lokale bedemand, der har flyttet nogle kister og en rustvogn fra sin forretning for at gøre plads til tv-kanalen, der sender fra studiet på de dage, hvor Danmark ikke spiller kamp i Boxen.
- Så får vi jo lidt opmærksomhed. Det er også godt med lidt liv i gaden, siger bedemanden med et smil.
Tidligere FCM-stjerne scorer for første gang
Den tidligere stjernespiller hos FC Midtjylland, Paul Onuachu, kom søndag på måltavlen i den engelske Premier League for første gang i karrieren.
Den nigerianske angriber reducerede i overtiden til 2-3 for sin klub, Southampton, der mødte Nottingham Forest på udebane. Onuachu headede bolden i mål efter hjørnespark, men det ændrede ikke på, at bundholdet Southampton tabte kampen.
30-årige Paul Onuachu spillede for FC Midtjylland fra sin pure ungdom og frem til 2019.
DMI: Risiko for tæt tåge
DMI fortæller, at der er risiko for tæt tåge eller rimtåge resten af søndagen og indtil mandag morgen klokken ni.
Varslet gælder for hele landet.
- Tæt tåge eller rimtåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt, skriver DMI.
Elprisen eksploderer mandag
Der er udsigt til tårnhøje elpriser i løbet af mandagen, skriver TV 2.
I første omgang venter der en top klokken otte, hvor en kilowatttime kommer op på 4,03 kroner.
Næste top venter i spidsbelastningsperioden klokken 17. På dette tidspunkt kommer en kilowatttime til at koste hele 5,44 kroner.
De høje elpriser skyldes blandt andet et højtryk over Centraleuropa, der er med til at give svage vindforhold.
Klaus stod i flyttekaos: Så kom hjælpen
I et opslag på Facebook søgte 63-årige Klaus Staal fra Studsgård ved Herning hjælp til sin flytning.
Det viste sig at være en succes.
Knebent nederlag i Rumænien
Det lykkedes ikke for håndboldkvinderne fra Ikast Håndbold at få point med hjem fra søndagens udekamp mod rumænske Ramnicu Valcea i European League.
Hjemmeholdet vandt kampen med 27-26. Ikast førte ellers undervejs med fire mål, men gæsterne kunne altså ikke holde stand.
Dermed har Ikast én sejr og ét nederlag i sæsonens europæiske gruppespil, som blev indledt med en kneben hjemmesejr over norske Sola.
Pelset vinterudstilling
144 kaniner og deres avlere var til vinterudstilling i Vesterhavshallen i Ringkøbing hele weekenden.
Kun én kanin løb med titlen ”Best in show”.