Kort nyt
Her er Danmarks vej til finalen
Med gruppe A færdigspillet kender det mandlige danske håndboldlandshold nu modstanderne i mellemrunden.
Tyskland bliver som vinder af gruppe A Danmarks første modstander, og derfor får vi på tirsdag en gentagelse af sidste års OL-finale i Boxen. Torsdag venter så Schweiz, inden Danmark runder mellemrunden af lørdag med en kamp mod Tjekkiet.
I mellemrundens gruppe 1 har Danmark og Tyskland de bedste forudsætninger for en kvartfinale. Begge nationer vil indlede mellemrunden med fire point, så en dansk sejr over tyskerne kan derfor meget vel betyde, at en kvartfinale så godt som er i hus.
Hoteller nyder godt af håndboldfans
Uge efter uge kæmper de danske håndboldherrer i øjeblikket for at vinde titlen som verdensmestre.
Mange af de sportslige opgør finder sted i Boxen i Herning, og selvom det er et stykke fra Silkeborg, vælger en del af de sportsglade tilskuere at overnatte i netop Silkeborg.
Politiet kimes ned om mystisk drone - men der er en forklaring
Mange har opdaget, at der søndag aften flyver en drone rundt omkring Engesvang.
Den mystiske drone har givet travlhed ved telefonerne hos Midt- og Vestjyllands Politi.
- Vi får en del opringninger, og det er fuldstændigt rigtigt, at der flyver en drone rundt, siger vagtchef Anders Bøje Hansen.
Han har imidlertid også en forklaring parat til undrende borgere.
- Den er sendt op af et firma, som er hyret til at lave noget termografering. Og det er anmeldt til os, forsikrer politiets vagtchef.
Droneflyvningen ventes at fortsætte frem til midnatstid.
Politiet advarer: Det er meget glat
Midt- og Vestjyllands Politi advarer om, at det er meget glat på motorvejen ved Herning - der, hvor der søndag aften skete et trafikuheld.
- Det er spejlglat, siger vagtchef Anders Bøje Hansen.
Uheld på motorvej: To biler er kørt sammen
Der er søndag aften kort før klokken 21 sket et trafikuheld på messemotorvejen ved Herning, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
- Det er to biler, der er kørt sammen, oplyser vagtchef Anders Bøje Hansen til TV MIDTVEST.
Uheldet er sket i nordgående retning, tæt på sygehuset i Gødstrup.
Følg med via linket her:
VM er rykket ind hos bedemanden
Måske har du lagt mærke til, at der fra TV 2’s VM-håndboldstudie i Herning er udsigt til de danske spilleres hotel på den anden side af gaden.
Det er den lokale bedemand, der har flyttet nogle kister og en rustvogn fra sin forretning for at gøre plads til tv-kanalen, der sender fra studiet på de dage, hvor Danmark ikke spiller kamp i Boxen.
- Så får vi jo lidt opmærksomhed. Det er også godt med lidt liv i gaden, siger bedemanden med et smil.
Tidligere FCM-stjerne scorer for første gang
Den tidligere stjernespiller hos FC Midtjylland, Paul Onuachu, kom søndag på måltavlen i den engelske Premier League for første gang i karrieren.
Den nigerianske angriber reducerede i overtiden til 2-3 for sin klub, Southampton, der mødte Nottingham Forest på udebane. Onuachu headede bolden i mål efter hjørnespark, men det ændrede ikke på, at bundholdet Southampton tabte kampen.
30-årige Paul Onuachu spillede for FC Midtjylland fra sin pure ungdom og frem til 2019.
DMI: Risiko for tæt tåge
DMI fortæller, at der er risiko for tæt tåge eller rimtåge resten af søndagen og indtil mandag morgen klokken ni.
Varslet gælder for hele landet.
- Tæt tåge eller rimtåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt, skriver DMI.
Elprisen eksploderer mandag
Der er udsigt til tårnhøje elpriser i løbet af mandagen, skriver TV 2.
I første omgang venter der en top klokken otte, hvor en kilowatttime kommer op på 4,03 kroner.
Næste top venter i spidsbelastningsperioden klokken 17. På dette tidspunkt kommer en kilowatttime til at koste hele 5,44 kroner.
De høje elpriser skyldes blandt andet et højtryk over Centraleuropa, der er med til at give svage vindforhold.
Klaus stod i flyttekaos: Så kom hjælpen
I et opslag på Facebook søgte 63-årige Klaus Staal fra Studsgård ved Herning hjælp til sin flytning.
Det viste sig at være en succes.
Knebent nederlag i Rumænien
Det lykkedes ikke for håndboldkvinderne fra Ikast Håndbold at få point med hjem fra søndagens udekamp mod rumænske Ramnicu Valcea i European League.
Hjemmeholdet vandt kampen med 27-26. Ikast førte ellers undervejs med fire mål, men gæsterne kunne altså ikke holde stand.
Dermed har Ikast én sejr og ét nederlag i sæsonens europæiske gruppespil, som blev indledt med en kneben hjemmesejr over norske Sola.
Pelset vinterudstilling
144 kaniner og deres avlere var til vinterudstilling i Vesterhavshallen i Ringkøbing hele weekenden.
Kun én kanin løb med titlen ”Best in show”.
Nye tal om organdonation bekymrer formand for Det Etiske Råd
Efter at Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendte en påmindelse om stillingtagen til organdonation ud i december, har rekordmange danskere registreret sig på sundhed.dk.
Selvom Leif Vestergaard Pedersen, formand for Det Etiske Råd, er positiv over, at 123.334 danskere tog stilling i december 2024, bekymrer det ham, at flere end vanligt har sagt "nej".
Ifølge ham kan en årsag være, at den nye lov, som træder i kraft til sommer, kan være forvirrende.
Med den nye lov bliver alle personer over 18 år automatisk "potentielle organdonorer", men man skal stadig bekræfte det, for at det er gældende.
For Leif Vestergaard Pedersen består "forvirringen" af, at lovforslaget er blevet kommunikeret således, at nogen tror, at man automatisk bliver organdonor, hvis man ikke aktivt vælger det fra - altså "formodet samtykke".
- Det er bekymrende, at så mange har sagt "nej, tak".
Per 31. december 2024 er der 1.530.810 danskere registreret i organdonorregisteret i alt.
To biler kørt sammen: Kvinder hjulpet ud af bil, der endte på siden
Vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Bøje Hansen, oplyser, at der primært er sket materiel skade.
- Ingen er kommet alvorligt til skade, der er tale om knubs, siger han.
Desuden kan han oplyse, at en ung mand kørte bilen, der kørte ind i bilen med de unge kvinder.
To biler kørte søndag cirka 13.20 sammen i krydset mellem Tietgensgade og Thrigesvej i Herning. Derfor er krydset spærret indtil midt på eftermiddagen.
En ambulance er på stedet.
Det oplyser indsatsleder Kasper Andersen fra Brand & Redning MidtVest.
- Da jeg ankom, lå den ene bil på siden i siden af vejen. Heri var to unge kvinder, som vi fik hjulpet ud, siger indsatslederen.
Den anden bil holdt fortsat på alle fire hjul.
- Det næste, vi skal, er at overdrage den til vejhjælp, siger indsatslederen.
Det har endnu ikke været muligt at finde ud af, hvor mange personer der var i den anden bil, ligesom TV MIDTVEST endnu ikke kender nogen af de involveredes tilstand.
Gennemrodede ulåste biler
Natten til søndag skete flere tyverier fra ulåste biler på en villavej nær Silkeborg. Stine Sterfors Toft Plith bil stod ulåst og blev gennemrodet.
- Min bil holdt i en carport, så måske har de gjort det der, fordi de kunne stå mere i skjul, siger Stine Sterfors Toft Plith.
Ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch har politiet fået i alt tre henvendelser fra borgere i samme område, som har oplevet uventede gæster i deres bil.
I dag er de nye billetpriser for 2025 gældende
Fra i dag er det en anelse dyrere, når man skal rejse med tog eller bus med Nordjyllands Trafikselskab.
Det er både priserne på rejser med rejsekort, enkeltbilletter og penderkort på udvalgte afstande, der stiger. Rejser man med rejsekort, er det over hele linjen, der er en smule prisstigning, men der stadig mængderabat. Enkeltbilletterne stiger, hvis man rejser mellem 6-11 zoner, og prisen på pendlerkort stiger, hvis man har kort til 2-11 zoner.
Priserne stiger hvert år i januar for passagerer med bus og tog. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har fastlagt en grænse for hvor meget, priserne må stige. Loftet ligger på 1,9 procent.
Herunder kan du se taksterne, der har været gældende i 2024 og frem til i dag.
- Jeg ved det ikke, siger dansker om trøje-mysterium
Flere af TV 2 Sports læsere har under slutrunden skrevet ind med følgende spørgsmål:
”Hvorfor har Emil Bergholt ikke tre stjerner på sin træningstrøje ligesom alle de andre?”
Nu har vi spurgt hovedpersonen selv, der heller ikke kender svaret:
- Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg har heller ikke Norlys (sponsor, red.) på ligesom så mange andre. Men jeg ved det simpelthen ikke.
- Jeg må jo ikke have fortjent det, siger han med et grin til TV 2 Sport.
Kommune indfører kulturrygsæk til alle skolebørn
I Silkeborg Kommune vil man gerne sikre, at kommunens godt 10.000 skolebørn alle stifter bekendtskab med en brede palet af kulturtilbud uanset baggrund, økonomi og afstand til de kommunale kulturinstitutioner, skriver TV 2 Østjylland.
Derfor indfører man en såkaldt ’Kulturrygsæk’ fra skoleåret 2025, fortæller viceborgmester Johan Brødsgaard (R) til netmediet Kulturmonitor.
I alt er der ifølge Kulturmonitor afsat 600.000 kroner til en to-årig prøveperiode. Idéen er, at rygsækkens tilbud vil blive gjort lettere tilgængelige for skolerne, der samtidig får økonomisk hjælp til logistikken omkring transport til og fra de omfattede kulturinstitutioner.
Tips til at hjælpe fuglene
Hver vinter dør mange fugle af kulde og sult, og det er bare naturens gang, skriver Danmarks Naturfredningsforening. Alligevel kommer foreningen med en række råd til, hvordan du hjælper fuglene i din have gennem vinteren.
Få dem her. 👇
Kendt kok løfter sløret for sin vej til michelin-stjerne
I en ny udgave af Den Røde Stol møder iværksætteren og TV-personligheden Rosa Kildahl Nicolas Min Jørgensen, der er indehaver af Restaurant Tri i Agger. En restaurant der fik en michelin-stjerne efter blot et år.
Udover mad kredser samtalen sig om vejen til toppen. I programmet løfter Nicolas Min Jørgensen lidt af sløret for, hvordan han har nået niveauet som en af landets bedste kokke.
- Jeg tror ikke på, at man skal overgå sig selv, men man skal have sulten. Jeg har følelsen af, at jeg har masser af ting, jeg gerne vil stadigvæk. Jeg har lyst til at udvikle noget i morgen, og så længe jeg har den, så er jeg ikke færdig, siger Nicolas Min Jørgensen.
Risiko for rimglatte veje
Søndag morgen er der risiko for rimglatte veje især i den sydlige del af landsdelen.
Det skriver DMI på det sociale medie X.
Ellers byder dagen på skyet og diset, som klarer op i løbet af dagen med lidt eller nogen sol. Det bliver koldt, og temperaturen kommer til at ligge mellem frysepunktet og tre graders varme. Vinden bliver svag til jævn og kommer fra syd og sydøst, skriver DMI i den regionale vejrudsigt for Midt- og Vestjylland.
Se på kortet her, i hvilke områder man skal være særligt opmærksom på rimglatte veje, hvis man skal ud at køre tidligt søndag.