Kort nyt

Kl. 15.58

Skjern fik uafgjort mod mestrene

Skjern Håndbold sikrede sig lørdag eftermiddag et overraskende point på udebane mod de danske mestre fra Aalborg.

29-29 stod der måltavlen, da kampen var slut. Skjern var bagud med to ved pausen, men nåede også at føre med et enkelt mål i anden halvleg. 

Aalborg havde chancen for at tage begge point på et direkte frikast efter tid, men skuddet endte i Skjern-muren. 

Lasse Mikkelsen scorede syv gange for Skjern, og Noah Gaudin bidrog med seks træffere.

Skjern Håndbold har ellers fået en meget svær start på den nye sæson. Efter de første otte kampe var det kun blevet til fem point. Med seks point ligger vestjyderne nu på ligaens 10. plads.

Mors-Thy Håndbold var lørdag en tur på Sjælland, hvor det blev til et nederlag på 29-35 til TMS Ringsted.

Billedet på forsiden af taget Frank Cilius, Ritzau Scanpix.

12 minutter siden

Veninder står sammen i kampen mod kræft

Da Helle Søndergaard og Lone Røn Thomsen mistede deres veninde til kræft, stod de med en følelse af afmagt.

Det blev sidste år startskuddet til en lokal Knæk Cancer-indsamling i Mejdal-Halgaard, som de igen i dag står bag.

- Vi kunne ikke bare sidde og være kede af det. Det er med at komme ud og snakke med nogle og få skabt noget glæde. Og på den her måde kan vi hjælpe andre, siger Lone Røn Thomsen til TV MIDTVEST.

36 minutter siden

Tror ikke på borgmester-poster

- Jeg tror ikke, det er realistisk for os nødvendigvis at få borgmestre i første omgang.

Sådan sagde Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, lørdag på partiets landsmøde i Herning. Danmarksdemokraten Mads Fuglede har ellers tidligere meddelt, at han går efter borgmesterposten i Ringkøbing-Skjern Kommune.

52 minutter siden

For meget røg i køkkenet

Lørdag aften opstod der lidt for meget røg i køkkenet i en lejlighed på Dumpen i Viborg.

Beboeren var ikke hjemme, så brandfolkene fra Midtjysk Brand & Redning måtte selv sørge for at skaffe sig adgang til lejligheden, hvor de kunne konstatere, at en kogeplade på komfuret var tændt - og at røgen kom fra et viskestykke eller en grydelap ovenpå kogepladen.

Der var heldigvis ikke brand i køkkenet, så efter at have slukket for kogepladen og luftet godt ud, kunne brandfolkene hurtigt forlade stedet igen.

Kl. 18.20

Masser af døde fisk

Stranden ud for Sønder Lem Vig i den sydvestlige del af Venø Bugt er lørdag aften fyldt med døde fisk.

Lystfisker Kennet Brask, der selv har været på stedet, vurderer, at der er tale om flere tons døde skaller, der kommer inde fra det ferske vand i vigen.

Kl. 16.45

90 års fødselsdag blev fejret med en overraskende aktivitet

90 årige Aase Friis tog lørdag titlen "flyvende farmor" meget bogstaveligt, da hun ankom til sin fødselsdagsfest på en helt særlig måde. 

Kl. 15.28

Tobis-forbud fører til voldgiftssag

EU svarer nu igen på Storbritanniens forbud mod at fiske efter tobis i britisk farvand. 

Det sker med en voldgiftssag, idet EU ikke anerkender briternes begrundelse for forbudet.

Dansk tobisfiskeri anslås at have en samlet værdi på årligt 500 millioner kroner.

Kl. 14.55

Mountainbiker kørt til Skejby efter ulykke

Det var en 54-årig mand fra Randers-området, der lørdag eftermiddag blev kvæstet ved en ulykke i Silkeborg Bikepark.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 54-årige kom til skade, da han væltede på en mountainbike. 

Midtjysk Brand & Redning bar på en båre den kvæstede ud til en ambulance, der herefter kørte ham til Aarhus Universitetshospital i Skejby. 

Politiet kan ikke sige noget om, hvor alvorlige kvæstelser der er tale om.

Kl. 14.17

Ingen spor af 51-årig: Politiet beder offentligheden om hjælp

majbrit
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Midt- og Vestjyllands Politi er fortsat uden spor af den 51-årige kvinde, der ikke er set, siden hun fredag forlod sit hjem i Holstebro i nedtrykt sindstilstand.

Vagtchef Allan Riis beder derfor offentligheden om hjælp.

- Vi håber stadig på henvendelser fra offentligheden og vil gerne bede borgerne i Holstebro og omegn se efter i skure og udhuse, siger han. 

Kvinden, der hedder Majbrit, kørte på en hvid elcykel af mærket X-Zite. Hun er 165-170 centimeter høj, spinkel, har langt brunt hår og bærer briller.

Politiets patruljer leder stadig efter den 51-årige, men har en stor udfordring.

- Vi ved desværre ikke, hvilken retning vi skal lede i, siger Allan Riis. 

Midt- og Vestjyllands kan kontaktes på telefon 114.

Kl. 14.09

Dansk Industri: Støjbergs holdning er uklog

- Danmarksdemokraternes forslag er uklogt både for vores samfunds fortsatte grønne udvikling og for Europas kamp for at frigøre sig fra russisk gas.

Sådan lyder det fra vicedirektør i Dansk Industri, Troels Ranis, som reaktion på Inger Støjbergs udtalelser tidligere på dagen på Danmarksdemokraternes landsmøde i Herning.

- Den grønne omstilling er en dansk styrkeposition, som vil gavne alle områder i Danmark - ikke mindst uden for de store byer, som DD synes at kære sig særligt meget om. At droppe grøn omstilling som potentielt eksporteventyr kommer til at ramme alle områder af Danmark, tilføjer Troels Ranis i en skriftlig kommentar til TV MIDTVEST.

Kl. 13.19

Cyklist kommet alvorligt til skade

En cyklist er kommet alvorligt til skade på et MTB-spor i Silkeborg BikePark. 

Det oplyser Midtjysk Brand & Rednings vagtcentral til TV MIDTVEST.

Hvad der er sket, vides ikke i skrivende stund, ligesom det heller ikke står klart, hvad cyklistens tilstand er.

TV MIDTVEST venter på en uddybende kommentar fra indsatslederen.

Kl. 13.09

Inger er træt af jernmarker

Jernmarker er et problem i Danmark. Inger Støjberg vil ikke have flere vindmøller, hvis strømmen skal gå til Nordtyskland.

Kl. 12.07

Fans er splittede: Samarbejde kan slutte

Der er ikke bred enighed om, hvordan det er at være Silkeborg IF-fan på Jysk Park. Fredag var utilfredsheden til at føle på, men ikke alle deler den holdning. 

Kl. 11.42

Husk det: Parkeringsfirma minder om vigtig detalje

Efteråret er over os, og fra søndag betyder det, at uret skal sættes en time tilbage, når vi går over til vintertid.

Derfor kommer parkeringsfirmaet Q-park i en pressemeddelelse med en venlig reminder.

- Vi vil gerne hjælpe bilister med at undgå kontrolafgifter, og derfor minder vi om vigtigheden af at få indstillet tiden korrekt, siger Alex Pedersen, direktør hos Q-Park, og tilføjer:

- Vores parkeringsvagter har kun p-skiverne at forholde sig til, når de vurderer, om en bil har lov til at parkere på pladsen. Det er bilistens ansvar at sikre, at p-skiven viser korrekt tid.

Q-park understreger, at der ikke er ekstra bemanding, når uret søndag skal sættes en time tilbage. 

Kl. 09.19

FC Midtjylland belønner islandsk keeper med lang aftale

FC Midtjylland tror så meget på den islandske keeper Elias Olafsson, at han nu har fået en lang aftale frem til sommeren 2029. Det oplyser FCM på sin hjemmeside.

Det er en forlængelse på tre år af den tidligere aftale, og det er den 24-årige målmand glad for.

- Det er en fantastisk følelse. FC Midtjylland er et godt sted at være, og jeg glæder mig til at opnå store ting med klubben.

Kl. 08.51

Venstremand støtter nu Støjberg: - Det er lidt som en skilsmisse

Når Danmarksdemokraterne i dag holder landsmøde i Herning, er Ole Kjær med. I 40 år stod han ellers på Venstres side, og sidste år, var han for første gang med på et landsmøde. 

I år er han igen til landsmøde i kongrescenteret i Herning - men denne gang med et andet parti. 

Kl. 07.12

Ballade efter uroligheder til fodboldkamp

Politiet måtte gribe ind, da fans af Silkeborg IF og fans af AaB stødte sammen på en lokal bar i Silkeborg. 

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjylland Viggo Rækby. 

Klokken 02.11 kom meldingen om tumult og slagsmål på Rabalder Bar i centrum af Silkeborg, hvor politiet kunne tælle 20 involverede. 

- Når der er så mange, som er involverede, så spreder det sig, og så bevæger tumulten sig rundt i byen, siger Viggo Rækby. 

Tumulten blev til én voldsag mellem SIF-fans og AaB-fans, men ingen er foreløbigt sigtet i sagen, oplyser vagtchefen. Han vil dog ikke udelukke, at politiets efterforskning vil ende i sigtelser.

Til gengæld slår han fast, at der er tale om slagsmål mellem to forskellige fangrupper - og ikke interne opgør blandt SIF-fans, som gårdsdagens rygter ellers påstod. 

Kl. 06.01

DD holder landsmøde i Herning: - Støjberg & Co skal kridte skoene

Nu gælder det næste step.

Sådan skriver politisk redaktør på TV MIDTVEST, Klaus Pedersen, i en analyse forud for Danmarksdemokraternes Landsmøde i Herning i dag. 

Kl. 04.51

Tæt tåge - kør forsigtigt

Lørdag morgen er der udbredt tåge og dis i landet, og også dele af Midt- og Vestjylland er ramt. 

Nogle steder i landet er der tale om tæt tåge, hvor sigtbarheden er under 100 meter. Skal man ud og køre i morgen- og formiddagstimerne, skal man derfor være ekstra opmærksom i trafikken og køre efter forholdene, lyder det fra TV 2 Vejret. 

Tågen forventes at være lettet ved middagstid, men lokalt kan tågen hænge ved ud på eftermiddagen.

25. okt 2024 kl. 21:45

Vil skrotte solceller

Danmarksdemokraterne foreslår et øjeblikkeligt stop for regeringens planer om at opstille solcelleanlæg rundt om i landet.

Det siger formand Inger Støjberg (DD) inden partiets landsmøde på lørdag.

25. okt 2024 kl. 21:06

Henrik vil vinde over kræften

- Jeg hader at tabe. Jeg er verdens dårligste taber. Derfor satte jeg mig det mål, at jeg vil vinde over den skide sygdom.

Sådan lyder det fra 64-årige Henrik Eriksen fra Thisted, der for et år siden blev ramt af mave-tarm kræft.