90 års fødselsdag udover det sædvanlige
Aase Friis fejrede lørdag sin 90 års fødselsdag med en helikoptertur og fest.
90-årige Aase Friis fra Sunds tog lørdag titlen "flyvende farmor" meget bogstaveligt, da hun ankom til sin fødselsdagsfest flyvende i en helikopter.
- Det var helt fantastisk, siger Aase Friis.
Sidst hun fløj med helikopter var for fem år siden, da hendes mand blev 90 år.
Og det var så god en oplevelse, at hendes familie tænkte, at den oplevelse skulle hun ikke snydes for, nu hvor det var hende, der fyldte 90.
- De spurgte, "mor, er du frisk på det igen?", og der sagde jeg, "det kan I tro," siger Aase Friis.
Fløj over hjemstavnen
Før de ankom til festen, fik Aase Friis sammen med sin mand og deres svigerdatter mulighed for at se deres hjemstavn i et helikopterperspektiv.
Et af de steder, de fløj over, var Aase Friis og hendes mands barndomshjem. De har snart været gift i 69 år, og de lærte hinanden at kende, da de som børn boede på hver deres side af en vej i Simmelkjær.
Flere bliver 90 år
Både i Danmark og resten af verden er tendensen, at vi kan godt se frem til flere 90 eller 100 års fødselsdage.
- Der har aldrig været så mange 100-årige, som der er nu, og vi vil opleve, at fødselaren vil være mere frisk, siger Henning Kirk, der er aldringsforsker.
Aldringsforskeren peger på, at der er flere, der lever sundt, og seniorer generelt har et mere aktivt liv og tager mere del i fællesskaber nu end tidligere.
- Det en kombination af livstil, fælleskab og at behandling af sygdom er blevet bedre, siger Henning Kirk.
Men hvis man vil leve et langt liv, så er der også én vigtig faktor, der spiller ind.
- Det hjælper at have et godt humør og have humor. Den ældste kvinde blev 122, og hun sagde, at det var, fordi hun havde let til latter, siger Henning Kirk.