I Ukraine var Nataliia makeup-artist: Nu er hun én af mange ukrainere i produktionsbranchen

I Midt- og Vestjylland er 71 procent af de arbejdsdygtige ukrainske flygtninge i arbejde. Det ligger noget over landsgennemsnittet.

2:20
Nataliia Semeniuk arbejdede som makeup-artist i Ukraine.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Det er rart med høreværn i produktionen hos TCM Group i Tvis. Maskineriet, der bearbejder træpladerne til kommende køkkenelementer, giver en del lyd fra sig, men Nataliia Semeniuk er godt tilpas i arbejdet med at passe dem.

- Jeg tænkte wow, da jeg så fabrikken første gang. Det er så stort, og det dufter godt af træ. Jeg kan godt lide jobbet, fordi man hele tiden skal koncentrere sig og være fokuseret, siger Nataliia Semeniuk på engelsk. 

Hendes baggrund ligger egentlig i skønhedsbranchen, men siden den russiske krigsmaskine bevægede sig ind i hendes hjemland, er hun endt som flygtning i Danmark og altså også hos en midt- og vestjysk produktionsvirksomhed. 

7 ud af 10 arbejdsdygtige ukrainske flygtninge i Midt- og Vestjylland er i arbejde.
7 ud af 10 arbejdsdygtige ukrainske flygtninge i Midt- og Vestjylland er i arbejde.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

- Efter vi var kommet til Danmark, kom vi til møde med jobcentret, hvor vi blandt andet så fabrikken. Hele holdet herude har været venlige og hjælpsomme lige siden, og jeg er glad her, siger Nataliia Semeniuk. 

7 ud af 10 i arbejde i Vestjylland

Nataliia Semeniuk er ikke den eneste ukrainske flygtning, der hurtigt er kommet i arbejde. I marts 2022 vedtog et bredt folketingsflertal en særlov, der gjorde det muligt for ukrainske flygtninge at opnå opholds- og arbejdstilladelse noget hurtigere, end normalt.

I dag er 56 procent af landets jobparate ukrainere i arbejde. Det svarer til i alt 7229 beskæftigede. Tallene kommer fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. 

Vestjylland er den landsdel, der isoleret set er allerbedst til at få ukrainerne i arbejde. Her er 71 procent af de jobparate i beskæftigelse.

Frederik Thuesen er seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE. Ifølge ham har det blandt andet været afgørende, at dansk økonomi er robust, og at der er mangel på arbejdskraft. 

- Men det overrasker mig egentlig også, at kommuner og erhvervsliv har været så effektive, som de har. Det handler nok både om, at der er sug i arbejdsmarkedet, men der har formentlig også været en reel lyst til faktisk at hjælpe, siger Frederik Thuesen. 

Uvis udsigt  

Produktionschefen ved TCM Group, Steen Mosgaard, stod sidste forår og manglede knapt 30 medarbejdere frem mod virksomhedens højsæson. Da kommunen pludselig skulle indlogere flere hundrede ukrainere, rakte han ud til jobcentret.

- Det var jo i virkeligheden en kærkommen gave til virksomheden, men selvfølgelig også en måde for os at give noget til lokalsamfundet, siger Steen Mosgaard. 

For produktionschefen ved TCM Group har det været en stor succes at tilknytte ukrainske flygtninge
For produktionschefen ved TCM Group har det været en stor succes at tilknytte ukrainske flygtninge
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Det kostede noget tid og nogle oplæringspenge, at få de nye medarbejdere i gang, men ifølge produktionschefen har det været en stor succes. 

- Selvfølgelig er der udfordringer ved at få en fremmedsproget ind i huset. Men det her er glade mennesker, der er enormt taknemmelige for, at vi har givet dem chancen for at komme ind på arbejdsmarkedet. De yder en fantastisk indsats hver dag, siger Steen Mosgaard.

Den midlertidige opholdstilladelse gælder for manges vedkommende indtil foråret næste år. 

Det er svært at spå, hvordan Ukraine-situationen er til den tid, men spørgsmålet har meldt sig. Hvor længe kan de regne med arbejdskraften ved TCM Group i Tvis? 

- De ved ikke, om de skal hjem om et år, og vi ved ikke, om vi skal blive ved at putte lærepenge i dem, siger Steen Mosgaard. 

Han synes, det ville være oplagt, at bagkanten for arbejdende flygtninges arbejdstilladelse forsvandt. 

Nataliia Semeniuk, der har boet i Danmark med sin 10-årige datter et års tid, har vanskeligt ved at forholde sig til, hvad hun vil gøre, hvis krigen slutter. 

- Det er et frygteligt spørgsmål for alle ukrainere. Lige nu er det meget farligt at tage til Ukraine, og så længe det er det, bliver vi. Jeg håber, Ukraine vinder. Om vi tager tilbage afhænger af, hvornår krigen slutter, afslutter Nataliia Semeniuk.