Tommy åbnede sin dør for to ukrainere - nu bliver de tvunget til at flytte

Parret flygtede fra deres udbombede lejlighed i Kyiv. Nu tvinger regler dem til at flytte fra deres ven, som har givet dem husly i to måneder.

Oleksandr Rakitin og Henrietta Lebediev har boet i Ikast siden 8. april. Inden længe skal de flytte til Silkeborg. Det har Udlændingestyrelsen besluttet.
Oleksandr Rakitin og Henrietta Lebediev har boet i Ikast siden 8. april. Inden længe skal de flytte til Silkeborg. Det har Udlændingestyrelsen besluttet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I snart to måneder har Henrietta Lebedieva og hendes mand, Oleksandr Rakitin, haft tag over hovedet i Ikast - men nu står det ukrainske par over for at flytte fra det loft, som Tommy Vestergaard har stillet til rådighed i Ikast.

- De er i forvejen rykket op og fordrevet. Først er de flygtet fra Kyiv, og så skal de skifte kommune igen, lyder det fra den frustrerede midtjyske vært. 

31. maj fik det ukrainske par besked på, at de var blevet visiteret til en bolig i Silkeborg. Beskeden var sendt fra Udlændingestyrelsen, hvor det også fremgik, at afgørelsen bunder i den såkaldte fordelingsnøgle. 

Udlændingestyrelens afgørelse skal sikre, at nogle kommuner ikke får uforholdsmæssigt mange ukrainere, der via særloven har søgt om opholdstilladelse for at få adgang til sundhedskort og arbejde.

Pensionisten Tommy Vestergaard anerkender behovet for en fordelingsnøgle. 

- Men jeg synes ikke, at man har skelet til deres ønsker eller netværk, siger han, og påpeger, at parret igennem to måneder har stiftet flere nye bekendtskaber i Ikast. 

Tommy Vestergaard mødte Henrietta Lebedieva på en tur til Ukraine.
Tommy Vestergaard mødte Henrietta Lebedieva på en tur til Ukraine.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Ingen mulighed for at klage

I reglerne fremgår det, at ukrainere, der visitereres til en bolig efter særloven, har mulighed for at blive tildelt bolig i en kommune, som de har særlig tilknytning til.

Men det gælder ifølge Udlændingestyrelsens afgørelse ikke for Henrietta Lebedieva og Oleksandr Rakitin.

- Det forhold, at en person omfattet af særloven er privat indkvarteret i en kommune eller har ikke-nærtstående familie dér, udgør ikke sådanne ganske særlige forhold, står der på en informationsside til de danske kommuner.

Parret har ikke mulighed for at klage over afgørelsen fra Udlændingestyrelsen. 

- Det er et slag under bæltestedet. Det bryder jeg mig ikke om, proklamerer han. 

Det ukrainske par har tænkt sig at følge Udlændingestyrelsens afgørelse. 

- Vi er nødt til at følge reglerne og acceptere afgørelsen, konstaterer 57-årige Henrietta Lebedieva, der har arbejdet som oversætter i Ukraine.

Flygtet til Billund

Parret ankom i begyndelsen af april til Danmark efter en flugt fra deres lejlighed i Kyiv, der blev ramt af et russisk angreb, mens de hjalp med nødhjælp.

Den kvindelige oversætter lærte Tommy Vestergaard at kende, der besøgte Ukraine for godt 15 år siden. 

Parret var ikke hjemme, da deres lejlighed blev ramt af et russisk angreb.
Parret var ikke hjemme, da deres lejlighed blev ramt af et russisk angreb.
Foto: Privatfoto

De udviklede hurtigt et venskab, og den midtjyske pensionist var derfor i kontakt med parret, da Rusland invaderede deres hjemland. 

I begyndelsen af april flygtede parret via Rumænien til Billund Lufthavn. Kort efter ankom de til hjemmet i det midtjyske. 

- Vi ville gerne blive i Ikast. 

- Vi har skønne venner, der føles som en familie, forklarer Henrietta Lebedieva.

Nu står parret over for endnu en flyttetur. 

- Vi er nervøse og trætte af at rykke rundt hele tiden. Det er stressende, konstaterer hun om udsigten til et nyt, ukendt samfund.

På rådhuset i Ikast ærgrer det borgmester Ib Lauritsen (V), at reglerne ikke giver mulighed for, at par som Oleksandr Rakitin og Henrietta Lebediev kan blive boende hos Tommy Vestergaard.

-  Helt grundlæggende er man nødt til at respektere, at rigtig mange er kommer hertil på grund af deres netværk, siger Ib Lauritsen.

Ib Lauritsen (V) er borgmester i Ikast-Brande Kommune.
Ib Lauritsen (V) er borgmester i Ikast-Brande Kommune.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Han peger på, at reglerne også rammer ukrainere, der har fået et job i den kommune, de i første omgang er flygtet til.

- Det er ikke særlig smart. Jeg vil opfordre Udlændingestyrelsen til, at man prøver at finde nogle løsninger på det her, lyder det fra borgmesteren.

Lille kattelem

Udlændingestyrelsen ikke mulighed for stille op til interview, men skriver en mail, at man "tilstræber at imødekomme de ønsker, som den enkelte udlænding har, ved beslutningen om, hvilken kommune en udlænding omfattet af særloven skal visiteres til".

- Det forhold, at man har været privat indkvarteret i en kommune, mens ansøgningen har været under behandling, betyder ikke i sig selv, at man kommer til at bo i den samme kommune, skriver styrelsen.

I særlige tilfælde er det ifølge Udlændingestyrelsen muligt for enkelte flygtninge at blive visiteret til en bestemt kommune, hvis de får nyt job.

Det er uvist, hvornår det ukrainske par skal forlade Tommy Vestergaards hjem.

Men måske er det nu et lille håb for parret i Ikast. Borgmesteren vil nu i hvert fald undersøge mulighederne for at gøre plads til lidt flere flygtninge. Det har de gjort tidligere, siger han.

- Det er klart, så må vi på den der konkrete sag, og sige, er der nogle vinkler, som gør, at de kan blive i Ikast-Brande Kommune.

2:24
En midtjyde må ikke længere have et ukrainsk par boende. Ukrainerne skal flytte helt ud af kommunen.