Krydsfelt

Leif Davidsen: Ingen udsigt til at krigen stopper

Forfatteren Leif Davidsen følger Ruslands krig i Ukraine fra sit sommerhus i Husby. Krigen gør ham skuffet og trist.

34:08
Journalist og forfatter Leif Davidsen giver et øjebliksbillede af krigen i Ukraine. Hvordan lyder analysen nu, hvor krigen har varet et år? Hvad er status og styrkeforholdet? Og hvordan ender det hele?

Han bruger en sportsmetafor, når han bliver bedt om at sætte ord på, hvordan det går med krigen i Ukraine.

- Jeg synes ikke, der er nogen, som fører. I krig kan man ikke tale om uafgjort. Men der er i øjeblikket ikke nogen, der har overtaget.

Vurderingen er Leif Davidsens. Journalisten og forfatteren, der i årtier har skrevet romaner med udgangspunkt i Rusland, ser trøstesløst på Ukrainekrigen, som på fredag har varet i et år.

- Jeg har været skuffet og trist. Jeg havde en tro på, at der var kommet en ny generation af unge og yngre russere, som ville noget andet end Putins generation.

Bomber mod kampvilje

Leif Davidsen bor i Smørum ved København og har sommerhus i Husby, hvor han i øjeblikket opholder sig. 

Fra sin base der er han taget til TV MIDTVEST for at medvirke i det politiske magasin 'Krydsfelt', hvor han gør status over de seneste 12 måneder, hvor Rusland og Ukraine har været i krig.

- Det, der er et hårdt pres for Ukraine, er, at russerne hensynsløst bomber løs med missiler og droner på den civile infrastruktur, fortæller han.

- Militært set har russerne flere mænd, men ukrainerne har større kampkraft og kampvilje og større motivation, lyder analysen.

Og hvordan ender det alt sammen? Og hvornår? I en fastlåst situation, som den krigen i følge Leif Davidsen befinder sig i, hvordan er så udsigten til fred?

- Så længe ingen af parterne her er krigstrætte - og det er der ikke noget, der tyder på - så bliver der ikke andet end krig. Og hvor længe det kommer til at vare, det er der ingen, der ved, siger han.

- Ingen ønsker at forhandle. For hvad skal man forhandle ud fra, så længe ingen af parterne føler, at de ikke kan vinde på slagmarken?

Det lyder som en gordisk knude?

- Ja. Med mindre, at en af parterne vinder. Hvis ukrainerne driver Putin ud af Donbas og generobrer Krim, så ryger han ganske givet. Putin kan ikke tåle et nederlag.

- Rykker russerne omvendt ind i Kyiv, jamen så ophører Ukraine måske med at eksistere, vurderer Leif Davidsen.