Live fra Kuttersagen: Nu begynder vidneafhøringerne

TV MIDTVEST var til stede i retten, da de første af i alt 16 vidner blev afhørt i kuttersagen.

1:34
Et vidne måtte flere gange irettesættes af dommeren.

Fredag fortsatte 'kuttersagen' ved Retten i Holstebro. De første fire dage er gået med forklaringer fra de fem tiltalte, og fredag var det blevet tid til, at sagens første vidner skulle svare på spørgsmål i retten.

De fem tiltalte mænd er mellem 29 og 42 år, og de er tiltalt for i forening at have frihedsberøvet og dræbt 41-årige Alf Villum Jensen, mens de alle var ude for at fiske på Nordsøen ombord på kutteren L1 Inger Katrine.

Mændene nægter sig skyldige.

Der er indkaldt 16 vidner i alt, og forventningen er, at retten skal bruge i alt tre retsdage på at afhøre vidnerne. Der er sat 12 dage af til sagen.

Livebloggen opdateres ikke længere.

31. maj kl. 15:06

Dagens retsmøde er slut

Dagens retsmøde er slut, efter det femte vidne i sagen har svaret på spørgsmål.

Vi lukker dermed livebloggen ned for i dag.

På mandag fortsætter sagen med vidneafhøringer fra familiemedlemmer til de tiltalte samt besætningsmedlemmer fra den kutter, som Alf Villum Jensen angiveligt har været ombord på tidligere, hvor han også faldt om og - ifølge de tiltalte - opførte sig uregerligt.

31. maj kl. 15:03

Forsvarer vil vide, om lægens indgreb kan have forårsaget skader

Vidnet forklarer, at der er en i helikopteren, der har kontakten til besætningen.

- Og jeg siger: "Prøv at spørge, om de stadig laver genoplivning, og om det eventuelt er noget, vi skal støtte dem i", og så kan jeg høre svaret, siger lægen.

- Og det er det svar, du synes, virker tøvende?, spørger forsvarsadvokat Mette Lorentzen.

- Ja, siger vidnet.

Hun spørger også ind til, om intubationen, som de lavede på Alf Villum Jensen, kan give brud på tungebenet og skjoldbruskhorn - skader, som ofte ses i forbindelse med kvælning, og som fremgår af obduktionsrapporten i denne sag.

Vidnet forklarer, at det kan godt ske, men at det i dette tilfælde var ukompliceret at lave intubationen - altså indlæggelsen af en tube i næsen.

31. maj kl. 14:56

Vidne mente ikke, besætningen hjalp til

Mette Grith Stage spørger til lægens opfattelse af besætningen. 

- Din makker, der var herinde lige før, sagde, at han havde indtryk af, at besætningen var behjælpelig og handlede relevant, men du har et andet indtryk?, spørger forsvarsadvokaten for den 42-årige tiltalte.

- Ja, og jeg kan huske, at jeg studsede over det. For det er tit sådan, at folk så gerne vil hjælpe, at de kommer til at gå i vejen, siger vidnet. Han erkender dog, adspurgt af Mette Grith Stage, at omstændighederne for besætningen kan have været svære i forhold til at kunne hjælpe på dækket.

31. maj kl. 14:49

Forklarer om skader på Alf Villum Jensen

Lægen forklarer, at han næppe tror, at Alf Villum Jensen har slået sig på vej ind i helikopteren - noget, forsvarerne spurgte seneste vidne en del ind til. Lægen forklarer også nøje om den indsats, de satte i gang med Alf Villum Jensen, da han var kommet op i helikopteren.

De brugte blandt andet et apparat til hjertemassage, og at Alf Villum Jensen blev intuberet, altså fik slanger i næsen.

Lægen forklarer også, at den første melding, da afdøde ankom til Skejby, lød på hjertestop, fordi det var det, der var den umiddelbare mistanke. Men alligevel var der nogle opmærksomhedspunkter, fordi de havde fået noget forhistorie, og fordi Alf Villum Jensen blandt andet havde et blåt øje og blå mærker på armene og "bindemærker" fra tape på håndleddene.

- Og så mener jeg, at han havde et sår eller et blødt område i nakken. Det kunne være et kraniebrud eller andet, men det, vi kunne konstatere, var, at når vi trykkede på det, var det blødt, siger lægen i vidneskranken.

31. maj kl. 14:35

Besætning svarede undvigende på spørgsmål om førstehjælp

Lægen, der nu svarer på spørgsmål, fortæller ligesom redderen, at der var voldsomt vejr på kutteren, og de derfor skulle planlægge deres indsats nøje.

Han forklarer, at han var i kontakt med besætningen fra helikopteren, og at besætningen svarede lidt tøvende eller afvigende på spørgsmålet om, om de stadig gav Alf Villum Jensen livreddende førstehjælp, og at det undrede ham.

31. maj kl. 14:30

Femte vidne har taget plads - vil ikke have sit navn læst højt

Efter en kort pause er det blevet tid til dagens femte vidne. Anklageren indleder med at sige, at vidnet ikke ønsker sit navn nævnt i retssalen. Normalvis er det første, der sker, når et vidne tager plads, at de skal bekræfte deres identitet på den måde. Retten imødekommer vidnets ønske.

Manden er læge og var med i helikopteren, som fløj Alf Villum Jensen til Skejby.

31. maj kl. 14:14

Forsvarer vil vide, om Alf har fået skader ved løftet

Forsvarsadvokat spørger, om de på noget tidspunkt overvejede, om vejret var for voldsomt til, at de kunne lave redningsaktionen, og redderen siger, at det var på tale på et tidspunkt.

Forsvarer Jens Erik Pedersen spørger, hvordan den maskine, de bruger til hjerte-lungeredning i helikopteren, fungerer. Redderen forklarer, at den trykker på samme måde, som et menneske ville gøre. Advokaten spørger, om den kan give skader, og det siger redderen, at den godt kan.

Flere af forsvarerne spørger meget ind til den del af aktionen, hvor Alf Villum Jensen blev løftet op til det øverste dæk og derefter op i helikopteren. De spørger ind til, om han kan have slået sig på både en pullert og på trapperne blandt andet. Redderen siger, at han godt kan have slået sig lidt der, også på grund af den høje bølgegang. Men han holder også fast i, at de passede så godt på ham, de kunne.

Han siger også, at besætningen på skibet var behjælpelige.

31. maj kl. 13:58

Blå mærker over det hele og brud på baghovedet

Redderen forklarer, at han selv rammer ind i noget på et tidspunkt, da de bliver løftet fra skibet, men patienten - altså Alf Villum Jensen - ramte ikke noget, fordi han blev beskyttet af redderen.

Alf Villum Jensen blev fløjet til Skejby, hvor de fortsætter hjerte-lungeredning.

- Lægen vurderer, at i og med han er kold, så er der stadig mulighed. Han kan ikke blive erklæret død, så længe han er kold, siger redderen.

Anklageren spørger, om redderen kunne se nogen skader på ham.

- Jeg kunne se, at det ene øje var helt blåt, og nærmest lige meget hvor man fjernede tøjet på ham, var der blå mærker. Og vi undersøgte baghovedet, og det var helt blødt, som om der var brud på baghovedet, siger redderen.

Klokken lidt i otte den morgen - 30. januar 2023 - blev genoplivningsforsøget stoppet, og Alf Villum Jensen blev erklæret død.

31. maj kl. 13:51

Ramte ikke hovedet ind i noget

Redderen forklarer, at Alf Villum Jensen endnu ikke var kommet op på dækket, da han var kommet ned fra helikopteren. Manden hjalp med at få den afdøde fisker resten af vejen op.

- Hvad er dit indtryk, da du ser ham?, spørger anklageren.

- Da jeg løfter ham, er han helt slap og livløs. Og da vi er kommet op ad trapperne, får jeg lagt ham ned, og han er helt livløs på det tidspunkt, siger redderen.

Han siger også, at han selv forsøgte at give noget hjertemassage, som han også havde fået at vide, de havde gjort frem til hans ankomst.

Vidnet forklarer, at de forsøgte at finde et sted, hvorfra de kunne hejse de to mænd op i helikopteren. Anklageren vil gerne vide, om den afdøde mand ramte noget på vejen.

Manden forklarer, at der jo er høje bølger, og at de rykker sig lidt frem og tilbage, men de forsøger at beskytte ham så godt som muligt.

- Rammer han på noget tidspunkt noget med hovedet eller halsen?, spørger anklageren.

- Nej, det gjorde han ikke, siger redderen.

31. maj kl. 13:46

Blev sendt ned for at hente Alf op

- Der var seks-otte meter bølger og et skib, der krænger meget, så vi skal lige finde ud af, hvordan vi gør det her uden selv at komme til skade, siger redderen.

De havde talt om at sende en båre ned, men det droppede de, forklarer vidnet. De vurderede, at det bedste nok var bare at komme ned og tage ham med op i en sele-anordning.

Pia Koudahl forklarer, at man kan se på nogle optagelser, at der kommer en mand ned 06.45, og redderen i vidneskranken bekræfter, at det var ham, der blev sendt ned.

Redderen forklarer, at mandskabet i helikopteren prøver at 'aflæse bølgerne' for at finde ud af, hvordan han kan komme ned.