Live fra Kuttersagen: Stribe af vidner forklarede sig i retten

Der var indkaldt besætningsmedlemmer fra en anden kutter som vidner i sagen. TV MIDTVEST fulgte sagen i retten.

0:37
Der var besætningsmedlemmer fra en anden kutter blandt dagens vidner. Hør mere i videoen her.

Mandag skulle de næste vidner i rækken afgive forklaring i Kuttersagen.

Fem mænd er tiltalt for i forening at have frihedsberøvet og dræbt 41-årige Alf Villum Jensen ombord på kutteren L1 Inger Katrine. Ifølge anklageskriftet har mændene udsat ham for omfattende stump vold og kvælning.

Mændene nægter sig skyldige og har i retten forklaret, at Alf Villum Jensen gik ‘bersærk’ ombord på kutteren på grund af alkoholabstinenser og truede med ild, og at de derfor var nødt til at ‘pacificere’ ham ved at binde ham og lægge ham i en køje. Lidt senere trak han ikke længere vejret, lyder forklaringen.

Mandag var sjette dag i retssagen, som strækker sig over 12 dage, og flere vidner afgav forklaring. Det gjaldt blandt andet pårørende til de tiltalte samt besætningen fra den kutter, Alf Villum Jensen har været afsted med tidligere, hvor han også fik det dårligt ombord.

Livebloggen opdateres ikke længere.

3. jun kl. 14:37

Dagens retsmøde er slut

Dagens sidste vidne er afhørt, og retsmødet er slut.

I morgen fortsætter sagen med flere vidner - blandt andet en retsmediciner samt to vidner, som forsvaret har indkaldt.

3. jun kl. 14:15

Forsvarer hiver fluegift frem i retten

Der er ikke flere spørgsmål til vidnet, og han forlader retssalen.

Forsvarsadvokat Jan Schneider vil gerne vide, om anklagemyndigheden bestrider, at man kan have brugt en staldchok - altså spray med fluegift - til at skabe en stikflamme, som de tiltalte påstår, Alf Villum Jensen har gjort ombord på kutteren. Det er ikke, fordi man skal forholde sig til, om det er det, der er sket - forsvareren vil gerne bare vide, om anklagemyndigheden anerkender, at det principielt kan være sket eller ej.

Det lyder dog til, at det ikke bliver et punkt, anklagemyndigheden har tænkt sig at bestride.

I den forbindelse hiver anklageren en såkaldt staldchok frem - en stor spraydåse på 40-50 centimeter.

- Jeg skal nok lade være med at demonstrere, siger forsvarsadvokaten og får de tilstedeværende i retssalen til at grine.

- Men nu vil jeg udlevere den til anklagemyndigheden, og så vil jeg appellere til, at man kan lave en rekonstruktion i løbet af ugen, hvis man mener, det er nødvendigt, siger Jan Schneider.

Retsmødet bliver herefter afsluttet, og mens dommere, nævninge og tilhørere forlader salen, går Jan Schneider over og afleverer den høje spraydåse med fluegift hos anklager Pia Koudahl, som ikke rigtig ænser leveringen.

3. jun kl. 13:59

Grin i retssalen

Mette Grith Stage spørger vidnet, om det er rigtigt forstået, at Alf Villum Jensen godt kunne finde på at fortælle nogle lidt vilde og lige lovligt fantasifulde historier.

Vidnet siger ja og forklarer, at Alf Villum Jensen på et tidspunkt fortalte om, at han på Færøerne havde været med til at fange en havtaske, der var så stor, at der kunne være en bil indeni. En bemærkning, der udløser grin i retssalen.

- Så stor en havtaske har jeg sgu aldrig hørt om, siger vidnet i retten.

3. jun kl. 13:54

Var tæt på at komme til skade ved tidligere hændelse

Vidnet forklarer, at det var ham og en af de andre i besætningen, der fandt en flaske Blå Gajol og et par øl i Alf Villum Jensens ting. Han så ham dog ikke drikke, forklarer manden.

Anklageren spørger til en tidligere episode, hvor manden kom i karambolage med Alf Villum Jensen på skibet.

Det var en hændelse, hvor de to begge var i lasten, og manden vurderede, at Alf Villum Jensen var i fare for at komme til skade på et tidspunkt, og derfor rykkede han hårdt fat i Alf Villum Jensen og gjorde muligvis, at han slog sig.

- Der sagde jeg: "det må du sgu undskylde, Alf", og der var slet ingenting, det var helt fint, forklarer vidnet i retten.

3. jun kl. 13:49

Var 'meget bekymret' for Alf

Anklageren spørger nu ind til den episode, hvor Alf Villum Jensen faldt om på kutteren. 

Han fortæller, ligesom forrige vidne, at Alf Villum Jensen var helt stiv. De fik ham løftet op og hjalp ham af med gummitøjet.

- Han var helt væk og ikke til stede, siger vidnet.

Vidnet forklarer, at Alf Villum Jensen havde fråde om munden, og fiskeren prøvede at stikke to fingre i halsen på ham for at sikre, han ikke blev kvalt.

Vidnet siger, at han var 'meget bekymret' for Alf Villum Jensen.

- Han havde det i hvert fald meget dårligt, siger vidnet.

Han siger, ligesom de sidste par vidner har forklaret, at de begyndte at sejle i land 20-30 minutter efter, Alf Villum Jensen faldt om. Og der var ikke tvivl om den beslutning, siger manden.

- Er der noget truende ved situationen med Alf?, spørger anklageren.

- Nej, han var jo bevidstløs. Han var lidt bange, da han vågnede op, men det tror jeg da, alle mennesker havde været i sådan en situation, svarer han.

3. jun kl. 13:42

Virkede slidt og ikke så stærk som de andre, siger næste vidne

Endnu en fisker fra Hanstholm-kutteren har taget plads i vidneskranken.

Han forklarer, at han syntes, Alf Villum Jensen virkede normal og lidt stille, og der var ikke noget opsigtsvækkende.

- Var der noget hidsigt, opfarende, truende ved ham?, spørger anklageren.

- Nej, det synes jeg ikke.

- Havde du indtryk af, om han var en stærk person?

- Han kunne da passe sit arbejde, men det var ikke, fordi han var nogen supermand. Han rystede på hænderne og sådan noget, forklarer vidnet.

- Han var ikke fysisk stærk, men det gik da.

Vidnet forklarer, at Alf Villum Jensen 'overhovedet ikke' var på niveau med de andre, hvad angår fysisk form.

Vidnet siger, at han virkede slidt og som om, han havde været hård ved sig selv.

3. jun kl. 13:39

Sejlede mod land med det samme, efter Alf Villum Jensen faldt om

Forsvarer Mette Lorentzen læser op fra en tidligere afhøring, hvor vidnet har sagt, at det var svært for besætningen at holde Alf Villum Jensen fast, fordi han sprællede, da han faldt om. Det kan godt passe, at han har forklaret sådan, men han kan ikke huske det så tydeligt i dag, forklarer vidnet.

Pia Koudahl slutter af med et supplerende spørgsmål til vidnet - hun vil gerne sikre sig, at det er rigtigt forstået, at besætningen allerede satte kurs mod land, inden de ringede til Radio Medical, efter Alf Villum Jensen faldt om. Vidnet er ret sikker på, at det hang sådan sammen, forklarer han i retten.

Der er ikke flere spørgsmål til skipperen, og han forlader retssalen.

3. jun kl. 13:35

Fandt Blå Gajol i køje

Forsvarer Mette Grith Stage spørger også til, om der blev fundet alkohol hos Alf Villum Jensen på kutteren.

Vidnet forklarer - ligesom hans far har forklaret - at der blev fundet en flaske Blå Gajol samt et par øl. Han siger også, at det var uacceptabelt at drikke ombord på skibet normalvis.

Manden siger, at han talte med sin egen læge om episoden, og der blev det bragt op, at det muligvis kunne have noget med abstinenser at gøre.

Nu er det forsvarsadvokat Jan Schneider, der stiller uddybende spørgsmål.

Han vil gerne vide, om vidnet så, hvad Alf Villum Jensen tog med sig fra bilen, inden han skulle med ambulancen, og om han så ham drikke alkohol på det tidspunkt. Vidnet svarer nej til begge dele.

Forsvarsadvokat Mette Lorentzen vil gerne vide lidt mere om den episode, hvor Alf Villum Jensen faldt om. Vidnet siger, at han fik fråde om munden. Forsvareren spørger, om Alf Villum Jensen havde det varmt forinden. Vidnet siger, at de alle sammen svedte og havde det varmt under olietøjet.

3. jun kl. 13:28

Vidne mener ikke, Alf virkede påvirket

Anklageren spørger ind til den del, hvor Alf Villum Jensen skulle med en ambulance, da de nåede i land.

Mændene stod på kajen og ventede på ambulancen. Vidnet forklarer, at Alf Villum Jensen, inden ambulancen kom, gik hen mod sin egen bil og kort blev nervøse for, at han ville køre. Men Alf Villum Jensen forklarede, at han bare lige skulle hente noget, siger vidnet i retten, og efterfølgende kom han med ambulancen. Vidnet ved ikke, hvad han skulle hente i bilen.

- Virkede han påvirket af alkohol på turen?, spørger forsvarsadvokat Mette Grith Stage, som har taget ordet.

- Nej, svarer vidnet.

Mette Grith Stage læser op fra en tidligere afhøringsrapport. Vidnet har tidligere forklaret til politiet, at han troede, at Alf Villum Jensen var påvirket af alkohol.

- Måske, siger vidnet, da han bliver spurgt til, om det var det, han tænkte.

Vidnet forklarer også, at en af de andre i besætningen havde sagt ombord på kutteren, at 'det lugtede af sprit'.

3. jun kl. 13:22

- Han var ikke så stor, og han var godt brugt

Vidnet forklarer, at han uden at tøve ringede til Radio Medical, altså vagtlægen til søs, for at få hjælp til situationen med Alf Villum Jensen. Han kan ikke huske, om han konfererede med sin far omkring den beslutning, siger vidnet.

Anklageren spørger, om Alf var stærk.

- Hmm.. Nej. Han var ikke så stor. Og så var han godt brugt. Han lignede en, der havde arbejdet hårdt og havde nogle skader. Han klagede noget over, at han havde ondt i knæet, siger vidnet.

Vi har tidligere hørt, at Alf Villum Jensen var 176 cm høj og vejede lidt mere end 70 kilo.