Kirsten er Danmarks næstældste: Fik pacemaker som 104-årig
Lægerne var noget i tvivl om, hvorvidt det kunne betale sig at give Kirsten Schwalbe fra Struer en pacemaker. Nu er hun på vej mod 110 år.
Når man kommer op i alderen, kan der godt følge flere skavanker med. Men ikke for Kirsten Schwalbe fra Struer, selv om hun er 109 år gammel.
- Det er fantastisk at have det så godt. Jeg fejler jo ikke noget. Der har ikke rigtigt været noget, siden jeg fik den pacemaker som 104-årig, fortæller hun.
Så altså som 104-årig fik hun problemer med hjertet, og det gav lægerne nogle udfordringer.
- De vidste ikke, hvad de skulle gøre ved mig. Der sad fire læger oppe den halve nat for at beslutte om det kunne betale sig. Så kom der en sygeplejerske ind om morgenen og sagde, at nu havde de besluttet sig for at jeg skulle have en pacemaker. Så grinte jeg godt nok.
Klar til 110 år
Kirsten Schwalbe er Danmarks næstældste og medvirker i TV MIDTVEST-serien Længe leve de 100-årige sammen med fem andre over 100.
Hun synes, det er lidt sent at blive filmstjerne, men tager det hele med et grin.
- Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at blive gammel.
Du er faktisk Danmarks næstældste.
- Jamen så skal jeg da til at prale, siger hun og griner.
Vi tror, du bliver Danmarks ældste. Hvad tror du?
- Jamen det siger vi så.
Og hun er da også klar til sin næste runde fødselsdag.
- Jeg skal nok invitere til fest, hvis jeg fylder 110. Det gør jeg jo nok. Men 120, det bliver jeg i hvert fald ikke, siger hun med et stort grin.
Hun synes selv, at hun blev meget begavet, da hun fyldte 109, og hun er imponeret over, at venner og familie kan blive ved med at finde på gaver.
Et privilegium at blive gammel
Den 109-årige struerbo bor selv og klarer også stadig sig selv. Hun går til banko hver onsdag og tager gerne en taxa sammen med en veninde, der bor tæt på.
- Hun bliver snart 90, så jeg kunne være mor til hende, siger Kirsten og griner.
Og det er aldrig for sent til noget. Kirsten Schwalbe drak sin første øl som 70-årig og har siden fået en øl en gang imellem.
- Det er et privilegium at blive gammel og kan huske en hel del af det, man har oplevet. Det er da det, det drejer som om. For kan man ikke det, så er der ikke meget ved det.
Mød Kirsten og fem andre 100-årige i serien her under.