Landsskuet håber på over 50.000 gæster efter coronapause
Landsskuet er en tiltrængt mulighed for at bringe land og by sammen, mener skuets formand Kristian Gade.
Efter to års coronapause er der atter Landsskue i Herning.
Nordeuropas største dyrskue åbnede torsdag formiddag, og arrangørerne håber på et stort rykind, indtil det hele slutter lørdag eftermiddag.
- Vi har et mål om at komme over 50.000 gæster. Folk trænger til at komme ud og holde fast i de traditioner, vi havde før corona. I år har vi en lille konkurrent i Landsstævnet, men det plejer ikke at betyde alt for meget, så jeg tror på, at vi når målet, siger Landsskuets formand Kristian Gade.
Der er 2200 dyr og 250 maskin- eller produktudstillere tilmeldt Landsskuet. Kristian Gade ser skuet som en oplagt og tiltrængt mulighed til at bringe land og by sammen.
- Vi er et erhverv, som maksimalt tæller to procent af befolkningen, og vi har en udfordring i at fortælle folk, hvor maden kommer fra. Vi skal formidle landbruget til byerne, og det er Landsskuet formidabelt til, siger formanden.
Corona og mund- og klovsyge
Det første Landsskue blev afviklet i 1993 som afløser for Ungskuet. Siden dengang har skuet trukket tusindvis af landmænd, maskinhandlere og gæster fra hele landet - kun med tre afbrydelser. I 2001 var det frygten for mund- og klovsyge, der betød en aflysning, og i 2020 og 2021 var det coronakrisen.
- Det er superdejligt at komme i gang igen. Når man arrangerer landsskue er det fantastisk at opleve, hvordan det hele går op i en højere enhed. Det sociale bliver kombineret med muligheden for at lave en god handel blandt udstillerne, og så er der selvfølgelig konkurrencerne. Når landmændene melder deres dyr til, betyder det sociale selvfølgelig meget. Men de gør det også for at vinde - det skal man ikke tage fejl af, siger Kristian Gade.