Flemming stod bag kultserie: - Det var en helt anden verden

Han styrede kameraet og var med til at tilrettelægge en af landets første reality-serier.

Smilet er stort, når Dahlgårds Tivoli bliver omtalt med Flemming Christensen i rummet.
Smilet er stort, når Dahlgårds Tivoli bliver omtalt med Flemming Christensen i rummet.
Foto: Jeppe Peschardt Assenholt, TV MIDTVEST

I dag har han sin daglige gang her på TV MIDTVEST, men for 25 år siden fulgte han Leif Dahlgård, familien og deres omrejsende tivoli.

Vi kigger tilbage på den hittende serie med tilrettelægger og fotograf Flemming Christensen, der så det hele fra første parket.

- Han var bare en stor karakter, indleder Flemming Christensen om hovedpersonen Leif Dahlgård, der fylder 80 år.

Chefen for det hele har været omtalt vidt og bredt, og det oplevede Flemming Christensen også dengang. 

- Den gængse opfattelse var jo, at han var en hård mand, men også en retfærdig mand. Når han gav de her skideballer, var der ingen, der var uenige, fortæller han og tilføjer:

- Han gav mange, der ikke havde noget at stå op til, en meningsfyldt hverdag. De kom under Leifs vinger.

For Flemming Christensen var det en ”helt anden verden” at komme ind i et tivoli. Og det var selvom han havde prøvet en del inden.

- Det her slog alt. Vi rejste rundt med det her tivoli i otte uger, og vi boede der. Man blev grebet af stemningen, for det var jo fest og ballade, men vi oplevede også, hvad det ville sige at pille telte ned i regn, og fastkørte traktorer, beretter han. 

Scener, man ikke lige glemmer

I dag er Dahlgårds Tivoli en ikonisk serie med fans over hele landet. Fans, der kan levere scener fra det mytiske program i søvne. Flemming Christensen med øjnene bag linsen har også sine favoritter.

Et planlagt fagligt møde blev grund til fyring for medarbejderen Bo, der ikke var tilfreds med hverken løn eller mangel på toiletpapir.

- Vi kunne mærke, at Bo begyndte at rasle med sablen, og at der skulle være oprør. Leif får nys om det, og så løber vi frem og tilbage, fortæller Flemming Christensen og fortsætter:

- Leif siger så til mig, at nu skal jeg følge med. Og jeg aner ikke, hvad der skal ske, men så får Bo sparket. Leif ville ikke tolerere det oprør der.

Efterfølgende præsenterede Leif Dahlgård i nattens mulm og mørke sine evner som menneskekender med de berømte ord:

- Jeg havde skudt ham til at være et røvhul, og det var han også, sagde tivolidirektøren i serien om medarbejderen Bo.

Nyt tøj

Scenen med oprøreren Bo er dog ikke den eneste, Flemming Christensen husker tydeligt tilbage på. En lang dag i svømmehallen er også på listen.

- Jeg havde en dag med drengene, der skulle ud at købe tøj, for de skulle i byen om aftenen for at score. Der var jeg med dem hele dagen, hvor de også var i svømmehallen i Viborg for at blive ordentligt rene. 

- Det var en lang dag, men en meget festlig dag, konstaterer Flemming Christensen efterfulgt af et grin.

Festligt blev det også for tivolimedarbejderne, der troppede op i Viborgs natteliv med ens Adidas-jakker og rene, klor-duftende hænder. Særligt unge Jan Lund var tilfreds. Morgenen efter kunne han stolt trone frem foran sin sovekabine, efter han fik pigen Diana med hjem.

Også scenen med nyansatte Raymond Pedersen, der forsøger at smalltalke med Keld, bestyreren af radiobanen, husker Flemming Christensen tilbage på med et smil.

Et hit trods alderen

Serien hitter særligt på sociale medie. En Facebook-gruppe med tusindvis af medlemmer og Instagram-sider er tydelige beviser på netop dette.

Og selvom Flemming Christensen efterfølgende var mæt af livet i et tivoli, så er også han begejstret i dag. 

- Det er sjovt at høre, hvad folk har lagt mærke til. I dag hører jeg, hvordan serien bliver analyseret på kryds og tværs med nye teorier. Det, synes jeg, er vildt sjovt, fortæller han stolt. 

Ikke overrasket over Leif

Dengang sagde Leif Dahlgård, at han skulle bæres fra sit tivoli. Siden er tivoliet blevet solgt i 2012, men Leif Dahlgård turnerer stadigvæk. Madvogne på blandt andet Ulfborg Marked styres af den garvede tivolidirektør.

Og det kommer ikke som noget chok.

- Han sagde det jo dengang. Så det overrasker mig slet ikke, at han stadig er på landevejen, og at han har tænkt sig at blive ved, til han ikke kan mere, slutter Flemming Christensen.