Kultfigur fylder rundt: Leif Dahlgårds fødselsdag må vente

Han regner selv med, at han bliver 105 år. Derfor mener den gamle tivolidirektør også, at han har mange tivolisæsoner i sig endnu.

0:10
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Grebet er kroget rundt om cigaretten. Dobbelthvæs.

- Dem kan jeg ikke undvære, siger Leif Dahlgård.

Der er få ting, der har ændret sig hos den gamle tivoli-ræv. Han er blevet en smule mere krum i kroppen. Lidt flere rynker. Men han er også netop fyldt 80 år.

- Det er jo kun et tal. Men det er da utroligt, hvad jeg har prøvet, siger han.

Leif Dahlgård er gøgler. Gammel tivolidirektør. Og så er han blevet kult. Mens han står på Ulfborg Marked sniger en ung mand kameraet frem og tager et billede:

Emil Christiansen fik foreviget mødet med Leif Dahlgård. TV MIDTVEST har fået lov at bringe billedet.
Emil Christiansen fik foreviget mødet med Leif Dahlgård. TV MIDTVEST har fået lov at bringe billedet.
Foto: Privatfoto

Manden på billedet er en blandt tusindvis af fans af midtjyden - ham vender vi tilbage til.

I dag laver Leif Dahlgård de spanske vafler, churros, fra en af de gamle madvogne, han stadig har tilbage. Leif Dahlgårds eget tivoli lukkede tilbage i 2012, da børnene ikke havde lyst til at drive det videre.

Men selvom det lukkede, lagde Leif Dahlgård aldrig tivolilivet fra sig:

- Jeg kan ikke bare sidde derhjemme. Hvad skulle jeg det for. Jeg kan slet ikke undvære det.

Hver sommer tager han med Mies Tivoli rundt til landets byfester. Og selvom det er et mindre tivoli, end det han selv drev, så har det stadigvæk, hvad det skal, mener han. Du kan få en rundtur her:

0:39

Han har levet et liv, som kun få i dag kan gøre efter. Da han var tre år gammel blev Dalgårds Tivoli født af hans forældre. Et tivoli han voksede op i, og som han selv overtog, da faderen, Ejner, døde.

Dahlgårds Tivoli blev et af landets største tivoli. I en branche hvor cirka 30 tivolivirksomheder kæmpede om landsbyernes gunst, når der skulle holdes fest. 

- Da vi var størst havde vi jo 40 ansat, fortæller Leif Dahlgård.

0:17
Leif Dahlgård har altid været boss. Men der er én - og kun én - der har kunne styre den gamle tivolidirektør.

Her var det hele. Radiobiler, skydebane, boksebold og snurrende forlystelser. Datidens helt store musiknavne som Cartoons og Infernal spillede på hjemmelavede pallescener. Det var en succes.

En succes som først TV MIDTVEST og TV 2 fulgte helt tæt i 1998 i programmet "Dahlgårds Tivoli - Kom så venner" og siden DR i serien "Dahlgårds Tivoli". 

I år er det også 25 år siden, at DR udkom med deres serie. En serie, der lige siden er gået over i dansk mediehistorie.

Men også en serie som den gamle tivolidirektør aldrig nogensinde selv har set:

- Jamen, mine tæer krummer sig helt sammen. Så jeg har aldrig fået det set, fortæller Leif Dahlgård.

Serien kommer også helt tæt på livet i det omrejsende tivoli. Man lærte både tivoliets tre Dahlgårds-generationer at kende, men også alle de ansatte i tivoliet. En af hovedpersonerne dengang var Johnny. Han er siden flyttet til Holstebro, og for ham var tiden i tivoliet helt speciel.

Det var ægte mennesker med rå optagelser. Derfor bliver den også kaldt for en af Danmarks første og bedste reality-shows. Og det er ikke for sjov.

På Facebook har der i mere end et årti været en fangruppe dedikeret til tivoliet og serien og i skrivende stund er der mere end 17.500 fans.

- Det er eksploderet. Engang, da jeg kørte over broen til Sjælland, bad jeg om en returbillet med det samme. Så svarede de "ved du hvad, hr. Dahlgård, vi skal nok sørge for, at du kommer hjem", husker han.

Og berømmelsen fortsætter altså selvom selve tivoliet lukkede i 2012.

Der er stadig unge mennesker, der synes, du er en kæmpe kanon. Hvordan føles det?

- Jamen, det er dejligt. Jeg må have gjort noget, som de har bidt fast i. Men 17.000 følgere er fandme også mange, siger Leif Dahlgård og fortsætter:

- Der er mange, der bliver valgt i Folketinget med 17000 stemmer. Det kunne da lige så godt være mig så.

0:22
Foto: Morten Beckert Thomsen, TV MIDTVEST

Lidt fra churros-vognen nyder Emil Christiansen de spanske vafler fra Leif Dahlgård. Han er en af de mange fans. Han kigger på de billeder, der er blevet taget. Han skal vise dem til sine venner:

- Jeg synes, han er en legende. Det er blevet kult. Jeg tror, jeg har set serien 10 gange. Jeg har spillet Dahlgårds Tivoli. Jeg har en t-shirt. Jeg har meget (merchandise, red.), fortæller Emil Christiansen fra Hee ved Ringkøbing.

Emil Christiansen har set Dahlgårds Tivoli mindst 10 gange. Og så ejer han både spil, plakat og t-shirt.
Emil Christiansen har set Dahlgårds Tivoli mindst 10 gange. Og så ejer han både spil, plakat og t-shirt.
Foto: Privatfoto

Leif Dahlgård er på vej videre rundt i sommerlandet. Han lover, at der nok skal komme fest for venner og familie. Men det må altså vente til slutningen af september:

- Jamen, jeg kan da ikke holde fest nu? Der må de sgu vente. Sæsonen er i gang! Jeg ved godt, det lyder lidt barskt, men sådan er det. Tænk engang, hvis jeg skulle sidde derhjemme til fest nu, mens tivoliet har åbent. Jeg ville slet ikke sidde stille. Jeg ville være skidt tilpas.

Den gamle tivolidirektør bliver dog fejret en smule. Skæbnen vil, at Leif Dahlgårds fødselsdag i år er på en onsdag. Det giver et lille hul i kalenderen til at spise med familien i aften, inden han igen er at finde i churros-vognen til præriefest i Nørre Snede i morgen torsdag.

Og skulle man have lyst til at få taget et billede med Leif Dahlgård, så er det bare at spørge:

- Jeg siger altid ja. Måske er der kunder, så går der lige fem minutter. Men jeg kan ikke lide, at de tager billedet, uden jeg ved det. Der var engang en, der tog et billede af mig og min kone, mens vi var ude at spise. Så så jeg det på Facebook, da vi kom hjem. Det kan man ikke. Jeg kunne jo lige så godt have været ude med en fremmed dame!