Derfor fanger Jesper mange rotter lige nu
I syv år har Jesper Christiansen fanget rotter. Han oplever, at der er særligt brug for ham lige i øjeblikket.
- Der var også banko, siger Jesper Christiansen, da han åbner en kasse.
Han er rottefænger. Tirsdag besøger han en lang række af adresser, hvor folk i længere tid har døjet med rotterne. Såkaldte sikringsopgaver.
Med hans ord er det lige nu "liv og glade dage" for bæsterne, som de færreste vil have besøg af. Og efter syv år som rottefænger, så har han luret sammenhængen.
- Mere vand, mere varme, flere rotter. Det hænger bare sammen.
Der er dog særligt ét råd, der ifølge Jesper Christiansen opsummerer, hvad man forebyggende kan gøre.
- Gør, så der ikke er noget, der er attraktivt.
Vi kan ikke lide rotter
Svend Kirkegaard Hansen er én af dem, der døjer med bakteriesprederne. Han er landmand og bor i Bækmarksbro.
- Rotter vil jeg helst ikke have. De kommer somme tider, og så er det med at få dem fanget så hurtigt som muligt, for de laver masser af skade rundt omkring, siger han.
Og han er ikke alene om sit forhold til skadedyrene. En undersøgelse fra YouGov viser, at rotten er det dyr, som flest frygter at møde i hjemmet.
For tiden har Svend Kirkegaard Hansen en gang om ugen besøg af Jesper Christiansen, som forsøger at hjælpe ham af med rotterne. Han er ansat ved virksomheden Kiltin.
Her er Carsten Høegh distriktschef i området, der dækker fra Horsens til nord for Esbjerg og op til Skagen. Han har kommunale opgaver i Ringkøbing-Skjern Kommune og Thisted Kommune.
- Over hele området er tallene højere i år end sidste år. Især lige nu og de næste to måneder frem forventer vi, at der bliver travlt, siger Carsten Høegh.
Han skyder på, at antallet af anmeldelser i gennemsnit er 30 procent højere.
Også flere andre kommuner fortæller, at der har været en stigning i antallet af rotteanmeldelser.
I Herning Kommune har der i september været 255 anmeldelser. Til sammenligning var der 125 samme måned sidste år.
I Lemvig Kommune har man i år haft 61 anmeldelser i september. Sidste år var tallet 37.
Jesper Christiansen, der tirsdag er på jagt efter rotterne, forventer ligesom sin chef også, at det bliver en lang kamp mod rotterne i Midt- og Vestjylland.
- Jeg frygter lidt, at hvis der kommer mere vand, så bliver det værre igen.