Efter dødsulykker: Fiskere skærper sikkerheden

​Mens politi og anklagemyndighed arbejder med et eventuelt skyldsspørgsmål i forbindelse med to dødsulykker til havs, skærpes den generelle sikkerhed i fiskeribranchen.

To fiskere fra Thyborøn-kuttere er omkommet indenfor det seneste halve år, og det får sikkerhedsdebatten til at køre i branchen.
To fiskere fra Thyborøn-kuttere er omkommet indenfor det seneste halve år, og det får sikkerhedsdebatten til at køre i branchen.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der er fuld fokus på sikkerheden i fiskerikredse i disse dage.

Et fokus, der kommer i kølvandet på to dødsulykker i branchen indenfor det seneste halve år.

For selvom antallet af dødsfald faktisk er faldet drastisk i fiskeriet i de seneste år, så bliver der skruet op for den generelle sikkerhed, når der sker så alvorlige ulykker i erhvervet.

- Vi arbejder og håber på, at vi kan minimere de fatale ulykker. Vi evaluerer på de ulykker, der er sket, og så tager vi en dialog med branchen for at se, om der er noget, vi kan gøre bedre, siger Søren Hyllen Nielsen, der er forstander på fiskeriskolen i Thyborøn.

- Generelt er det sådan, at erhvervet tager de kurser, myndighederne stiller krav om, at man skal tage. Det er bare lidt sværere at få dem (fiskerne, red.) til at tage andre kurser, fordi det er et travlt erhverv. Det handler om at være på havet i stedet for, forklarer forstanderen.

- Vi skal huske at bruge hovedet

I november sidste år omkom en 18-årig mand, da han slog hovedet i et fald mellem en fiskekutter og bolværket på havnen i Thyborøn, mens en 59-årig fisker mistede livet på en Thyborøn-kutter for en måned siden under fiskeri i Nordsøen.

Søfartsstyrelsen har afsluttet undersøgelserne af to de dødsulykker, og derfor er begge sager nu givet videre til Midt- og Vestjyllands Politi. Herfra er det så op til anklagemyndigheden, om der skal rejses sigtelser i sagerne.

- Vi må jo desværre sige, at det ofte er menneskelige fejl, der er skyld i ulykkerne, og derfor skal vi huske at bruge hovedet, når vi er til havs, siger Kurt Madsen fra Thyborøn Havns Fiskeriforening.

- Sådan nogle forfærdelige uheld skærper alles forhold til sikkerhed, og det skal vi holde fast i. Vi er forholdsvist langt fremme med sikkerheden i dansk fiskeri, men selvfølgelig kan man kun beklage to dødsfald indenfor et halvt år. Det er for meget. Vi må se hinanden i øjnene og se, om vi kan gøre det bedre, lyder det.

Sikkerhedsudvalget hos Fiskeriets Arbejdsmiljøråd behandler de to dødsulykker fra Thyborøn på et møde den 25. maj.

1:40
Selvom antallet af dødsfald i fiskeriet er faldet i det seneste år, får to dødsfald branchen til at øge sit fokus på sikkerheden.