Fiskere har fået nok af lang ventetid på kontrol: - Det er ikke fair

Fiskere i Thyborøn råber Fiskerikontrollen op, fordi det går for langsomt med at blive kontrolleret. Fiskerikontrollen beklager de mange timers ventetid.

Fisker Finn Christensen måtte vente 12 timer på et kontrolbesøg, inden han kunne komme videre.
Fisker Finn Christensen måtte vente 12 timer på et kontrolbesøg, inden han kunne komme videre.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

En gruppe fiskere i Thyborøn har fået nok af Fiskerikontrollen.

For lange ventetider på at blive kontrolleret har nemlig store økonomiske konsekvenser fiskerne. Fredag aften fik Finn Christensen, der var på vej ind i havnen, besked på, at han skulle vente i tolv timer, før han kunne losse og komme videre.

Årsagen var, at kontrollen ikke havde ressourcer til at komme med det samme. 

- Det er ikke fair. Vi fisker 24/7, men kontrollen arbejder ikke 24/7.

- Som fiskeriet er nu, laver vi 100.000 kroner i døgnet. Hvis vi skal ligge i et halvt døgn, bliver det til 50.000 kroner. Skal vi ligge i et døgn er det 100.000 kroner, og skal vi vente i halvandet døgn, er det 150.000 kroner. Det er mange penge, siger Finn Christensen. 

Episoden er ikke den eneste af sin slags, og det får nu fiskeriforeningen i Thyborøn til at råbe op.

- Der er nødt til at være ressourcer til rådighed, hvis man bestemmer sig for, man vil udføre en hvis procentdel kontroller af fiskeri. Kontrollørerne skal kunne komme til tiden, siger Alfred Fisker Hansen, der er næstformand i fiskeriforeningen.

Det er beklageligt

Hos Fiskeriinspektorat Vest erkender man, at der kan være tilfælde af for lang ventetid.

- Normalt kører det fint, men der er da fra tid til anden episoder, hvor vi er nødt til at ringe ud og sige, at de må vente. At det så kan blive til mange timer er beklageligt, siger Kim Polsen fra Fiskerikontrollen.

Fiskerikontrollen har et mål om at kontrollere tre ud af fire laster med Sperling, som er den fisk, Finn Christensen fanger lige nu.

2:10
En gruppe fiskere i Thyborøn har fået nok af Fiskerikontrollen, som tvinger dem til at vente op til 12 timer på et kontrolbesøg