Flere unge kaster sig ud i aktiehandel: - Det er overraskende let at komme i gang

Efter finanskrisen holdt mange op med at gamble med den private formue på aktiemarkedet. Men nu tyder det på, at den tendens er ved at vende. Særligt blandt de unge blomstrer lysten til at investere.

Jonas Holm Jakobsen vil gerne udbrede sin viden om aktiemarkedet til andre investeringslystne unge.
Jonas Holm Jakobsen vil gerne udbrede sin viden om aktiemarkedet til andre investeringslystne unge.
Foto: Michael Aarup, TV MIDTVEST

19-årige Jonas Holm Jakobsen fra Lemvig har altid haft en interesse for penge. Siden han var lille, har han samlet på gamle mønter – men i dag er det dog ikke møntsamlingen, der optager ham. Det er derimod aktiespekulation.

- Der er mange, der ikke forstår, at det kan være så spændende. Jeg kan egentligt heller ikke svare på, hvorfor det er så spændende. Det er ligesom at skulle forklare, hvorfor man synes, fodbold er spændende, siger Jonas Holm Jakobsen.

Men selvom det kan være svært at forklare, hvorfor det der med aktierne er så interessant, så er Jonas Holm Jakobsen ikke alene om sin holdning.

Mange unge har fået mod på at prøve kræfter med aktiemarkedet. Det kan Jonas Holm Jakobsen mærke på Facebook-siden ’Unge Investorer – Aktier & investeringer’, som han driver sammen med en kammerat, hvor medlemmerne strømmer ind.

- På alene tre og en halv måned har vi fået over halvdelen af vores medlemmer. Og så har vi generelt under corona oplevet en stor interesse for at begynde at investere som ung, siger Jonas Holm Jakobsen.

Fra generation til generation

Tendensen begyndte i 2019, og tallene tyder på, at den fortsatte ind i 2020, viser en analyse fra Finans Danmark.

- Hvis vi følger de unge efter finanskrisen, er der en tendens til, at man investerer mindre. Man er blevet forsigtig efter krisen. Den varer ved til cirka 2016, og så flader det ud. I 2019 kommer der en tydelig stigning, hvor de unge har fået mod på at investere igen, forklarer Niels Arne Dam, der er underdirektør i Finans Danmark.

For Jonas Holm Jakobsen startede interessen allerede, da han var 12 år, hvor han begyndte at investere sammen med sin far – som selv fik investeringerne ind under huden fra barnsben.

- Jeg fik interessen fra min bedstemor, som jeg investerede med, da jeg var barn. Så det er sjovt at give det videre, siger René Jakobsen.

Nu vil hans søn også dele sin viden med andre gennem Facebook-siden. Missionen er at udbrede kendskabet til, hvor let det er at blive en del af den verden, som Jonas Holm Jakobsen efterhånden kender så godt.

- Det er overraskende let at komme i gang med aktier og investeringer. Jeg plejer at sige, at aktier er for alle - ligegyldigt køn, alder og politisk overbevisning, og det er jeg et godt eksempel på, siger Jonas Holm Jakobsen.

Når Jonas Holm Jakobsen er færdig på handelsgymnasiet til sommer, vil han forfølge sin drøm om at leve af at videreformidle sin viden om det danske aktiemarked.