Ida er Danmarks hurtigste: På landsholdet i både fodbold og atletik

Ida Karstoft var på landsholdet i fodbold, men under genoptræning efter en skade blev hun spottet af en atletiktræner. Nu har hun EM-bronze i 200 meter.

9:19
Ida Karstoft er Danmarks bedste sprinter. Hun er en af de få, der har optrådt i rødt og hvidt for Danmark - og så endda inden for både fodbold og atletik.
Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

Hun snører de gule pigsko og træder ind på det olympiske stadion i München. Krummer ryggen og finder fodfæste i startblokken.

22,72 sekunder senere har hun skrevet dansk atletik-historie med en bronzemedalje på 200 meter ved Europamesterskaberne. Den første medalje til en dansk sprinter på den distance nogensinde.

Vi møder Ida Karstoft på hendes familiære hjemmebane på Gjelleroddevej ved Lemvig, hvor hendes forældre og retrieveren Luna bor. 

Hun har stadig sit værelse, og under sengen fortæller en rummelig bedroller historien om en usædvanlig sportspige. Vimpler, medaljer og landskampsdragter fra både fodbold og løb.

Når Ida er hjemme på et af sine sjældne besøg, træner hun i det lokale fitness-center. Manglende tid med familien er den pris, det koster at være på toppen i international atletik.

- Jeg har måtte sende afbud til rigtig mange familie-sammenkomster helt fra dengang, jeg spillede fodbold. De sidste 10 år har jeg ikke været hjemme til påskefrokost, og jeg er også sjældent med om bordet til julefrokosten og fødselsdage, så i stedet bliver det til en snak på Facetime.

Dannebrog blev luftet med det største glade smil, da Ida Karstoft havde sikret sig bronzemedaljen på 200 meter ved EM.
Dannebrog blev luftet med det største glade smil, da Ida Karstoft havde sikret sig bronzemedaljen på 200 meter ved EM.
Foto: Dansk Atletik

- Det er nødvendige valg, jeg har skullet tage, for at kunne lykkes med min sportskarriere, forklarer Ida Karstoft og tilføjer, at hun er heldig med at have en meget forstående familie, som ved, at det er en del af gamet, at det koster meget tid at være den bedste sprinter i Danmark.

Forældrene bor lidt uden for Lemvig, og her sørger Ida for, at Luna bliver luftet godt, når hun er hjemme. Her er der udsigt til store vidder og højt til himlen.

- Jeg savner nogle gange noget natur i København, hvor jeg bor nu. Så det er dejligt med frisk luft og lidt mere ro på, når jeg besøger mine forældre. Jeg synes altid, det også er dejligt at komme ud til Vesterhavet. Her kan man gå uden at se et menneske, det kan man ikke i København, så jeg nyder virkelig at komme lidt hjem og få ”resettet” det hele.

Ida Karstoft i aktion ved DM i Skive i 2018, hvor hun var hurtigst i mål og vandt sin første DM-guldmedalje.

Talent med en bold

Idas sportskarriere startede, da hun var otte og begyndte til fodbold i Klinkby. Som teenager blev hun mere målrettet og ambitiøs med sin træning og fortsatte med at spille i Lemvig, hvor hendes træner Michael Røn hurtigt spottede hendes talent med en bold. 

Han kontaktede DBU og sagde, at han havde en landsholdsspiller. En spejder indfandt sig på lægterne, og han blev begejstret, selvom Ida ikke selv var helt tilfreds efter kampen.

- Jeg husker det så tydeligt. Efter 10 minutter lå jeg med kramper i begge ben. Jeg var simpelthen så nervøs, at jeg næsten ikke kunne spille. Men jeg blev inviteret med til nogle samlinger bagefter, og det endte med, at jeg blev fast mand på U17- og U19-landsholdet og også fik debut på A-landsholdet til sidst.

Efter gymnasiet skrev Ida kontrakt med Brøndby og flyttede til storbyen. Hun kom med skader og fik en hel del flere undervejs, så hun følte ikke, at hun fik et ordentligt fodfæste i klubben, selvom hun fik en del spilletid.

Sådan ser bronzemedaljen ud – det hidtil bedste resultat, siden Ida Karstoft skiftede fodboldstøvlerne ud med pigsko.
Sådan ser bronzemedaljen ud – det hidtil bedste resultat, siden Ida Karstoft skiftede fodboldstøvlerne ud med pigsko.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Spottet af atletiktræner

Under en af sine genoptræningsperioder møder Ida Sparta-atletiktræneren Michael Jørgensen. Han træner også nogle drenge i Brøndby og har bemærket en meget hurtig pige, der løber og træner for sig selv.

- Hun løb fra baglinje til baglinje, og der var nogle ting ved hendes løb, hvor jeg tænkte, at det var ekstraordinært godt det her. Der var noget rygrad, og ikke bare et fesent løb frem og tilbage for at få det overstået. Hun løb igennem, og når hun var færdig, var hun nede på alle fire for at puste ud, fortæller Michael Jørgensen.

Han kontaktede Ida Karstoft og foreslog, at hvis hun var skadet og ikke kunne spille fodbold, så kunne hun nå langt som løber. Han havde spottet, at hendes fart er hendes force både med og uden bold.

I 2017 som 20-årig tog Ida en endelig beslutning om at stille fodboldstøvlerne på hylden, og siden er det gået virkelig stærkt i pigskoene. 

Danmarks hurtigste på flere distancer

I dag er hun Danmarks hurtigste på 60 meter, 100 meter og 200 meter og har deltaget ved både VM og OL med stafetholdet på 4 x 100 meter, hvor hun også har været med til at sætte dansk rekord.

Det foreløbige højdepunkt kom sidste år i august, da hun løb sig ind i verdenseliten med en tredjeplads og vandt bronze ved Europamesterskaberne i München.

- Det var fantastisk, en kæmpe oplevelse og også helt uforståeligt. Det var ikke derfor, jeg begyndte at gå til atletik. Det er ikke medaljerne umiddelbart, der har drevet mig, men ønsket om at blive så hurtig som muligt.

Ida er bachelor i digital konceptudvikling og sportsmanagement , men lige nu træner hun på fuld tid, og hendes næste mål er VM i Budapest til august.

Journalist Margit Vendelbjerg fra TV MIDTVEST har lavet programmet med Danmarks sprinter nummer et, Ida Karstoft.
Journalist Margit Vendelbjerg fra TV MIDTVEST har lavet programmet med Danmarks sprinter nummer et, Ida Karstoft.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

- Jeg er meget målrettet, og jeg håber, der er flere finaler og medaljer inden for rækkevidde. Mit helt store mål er at blive en af de 40 kvinder i verden, der har været under 22 sekunder på 200 meter. Det vil være det ypperste at komme med i det selskab.

Ida troede, at hendes identitet var bundet op på at være fodboldspiller. Men det har vist sig, at skiftet fra holdsport til individuel træning har været det bedste match.

- Lige pludselig kunne jeg måle og se meget specifikt, hvor meget bedre jeg blev. I fodbold er det mere en holdning, om man er god eller ej. Her viser stoppeuret tydeligt, om jeg har forbedret mig. Jeg kan godt lide den målbarhed, forklarer Ida og tilføjer, at hun er blevet utrolig overrasket over, hvor stort et socialt fællesskab der er i atletikverdenen.

- Jeg føler bestemt ikke, jeg står alene. Jeg konkurrerer alene, men jeg er ikke alene. Jeg har et hold omkring mig, vi træner sammen og støtter hinanden, og det gør, at vi kommer langt alle sammen.

På TV MIDTVEST Play kan du se et længere program med Ida Karstoft fra Lemvig.