Jørn kunne pludselig ikke svømme i land: Har du set manden, der kom ham til undsætning?

86-årige Jørn Munksgaard kender Vesterhavet som sin egen bukselomme. Alligevel fik han tirsdag brug for hjælp.

IMG_8916
Foto: Privatfoto

Jørn Munksgaard på 86 fik sig en chokerende oplevelse tirsdag eftermiddag.

Han bor i Esbjerg, men er vokset op i Vandborg tæt ved havet. Tirsdag besøgte han og konen nogle venner på hans hjemstavn, og de ville et smut ud til høfde Q i Fjaltring for at bade. 

Jørn Munksgaard har været meget ved Vesterhavet gennem livet og er en habil svømmer.

- Jeg går ikke ret langt ud. Jeg ved godt, at man skal passe på ved havet, siger han.

Hans kone var gået på land og var faldet i snak med et ungt par fra Schweiz. Og da hun vinkede Jørn ind for at snakke med, kom han i problemer.

- Jeg tog et par svømmetag i lagunen, siger han.

- Pludselig kunne jeg ikke bunde, og der var en mægtig strøm. Jeg blev lidt nervøs og kunne ikke komme frem.

Han gav tegn til land, og den unge schweiziske mand kom ham til undsætning og svømmede ud til ham.

- Han tog fat i mig, og jeg kunne mærke, at han havde styr på det. Det virkede til, at han var uddannet livredder, siger Jørn Munksgaard.

Eftersøger sin hjælper

Fra de mange år ved Vesterhavet har han et par råd, han altid giver til andre badende.

- Man skal svømme til siden eller lade sig drive med, til strømmen er aftaget, siger han.

Men det var lettere sagt end gjort, fandt han ud af, da han pludselig stod i det. Derfor vil han gerne advare andre glade Vesterhavs-badere om at huske at være forsigtige, når de bevæger sig ud i det store hav.

Nu vil han meget gerne i kontakt med den unge mand, der hjalp ham sikkert i land, da strømmen overraskede ham.

- Jeg fik ikke rigtigt snakket med ham bagefter, for jeg var lidt for chokeret og skulle op i bilen og hvile mig lidt.

Derfor har han også søgt hjælp på facebook.

- Jeg vil selvfølgelig gerne sige ham tak, siger han.

- Jeg var ikke så nærværende, som jeg gerne ville have været.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da han havde fået hvilet sig lidt, opsøgte han selv det lokale vandrehjem, men der boede de ikke.

Jørn Munksgaard vil skyde på, at det schweiziske par er i 20’erne, og hans kone havde fået opsamlet, at de vist taler fransk. 

Det var mellem klokken 15 og 16 tirsdag eftermiddag, manden hjalp Jørn Munksgaard.