Mild vinter giver ’usædvanligt’ få udrykninger med saltspredere
I Lemvig Kommune har de kun været ude tre gange denne vinter, mens tallet for Holstebro er otte. Begge er usædvanligt lave.
Tre gange.
Så få gange har Vej og Park i Lemvig Kommune været ude på vejene for at salte i denne vinter.
Det er et usædvanligt lavt antal set i forhold til tidligere år, fortæller driftsformanden for Vej og Park, Ivan Møller Sørensen.
- Der er mange gange i december og januar, hvor der normalt ville være frostvejr både morgen og aften og tøvejr om dagen. Der ville vi normalt have været ude to gange om dagen. Men lige i øjeblikket har vi kun været ude tre gange, og det har været om morgenen, siger han.
Det har været en mild vinter med højere temperaturer, end der plejer at være, siger Ivan Møller Sørensen, og det har altså været hovedårsagen til, at saltmaskinerne har stået mere stille.
Penge sparet og mere nået
Det er ikke kun i Lemvig Kommune, at saltforbruget er lavt.
Kaj Bech står for saltningsarbejdet i Holstebro Kommune, og også her har det været usædvanligt lavt med antal gange, de har været på vejene. Her er det kun otte gange siden november.
Driftsformanden fra Lemvig slår fast, at selvom de få udrykninger er godt for budgettet, så mangler nåde han og medarbejderne turene i hverdagen.
- Det er altid spændende at være ude og sprede. Så kommer man op fra morgenstunden, og nogle af medarbejderne kan også gå hjem noget før, siger Ivan Møller Sørensen.
Til gengæld har de ansatte i Vej og Park fået lavet en masse af den slags opgaver, som de ellers normalvis først ville have nået i løbet af foråret.