Mister en fjerdedel af kvoter: Fiskere vil kompenseres efter Brexit-aftale

Det er altafgørende, at politikerne kigger på en kompensation til fiskerne efter en dårlig Brexit-aftale, lyder det fra fisker Hans Jørgen Jensen fra Thyborøn.

Hans Jørgen Jensen har investeret 120 millioner kroner i fiskekvoter og ny kutter, der skal kunne sejle i britisk farvand. Efter Brexit-aftalen er investeringerne mindre værd, og han håber derfor på kompensation.
Hans Jørgen Jensen har investeret 120 millioner kroner i fiskekvoter og ny kutter, der skal kunne sejle i britisk farvand. Efter Brexit-aftalen er investeringerne mindre værd, og han håber derfor på kompensation.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Fiskerne her i landsdelen kan se frem til et stort økonomisk tab som følge af brexit-aftalen. Og det vil de gerne kompenseres for.

Sådan lyder det fra fisker Hans Jørgen Jensen på havnen i Thyborøn, der ligesom andre danske og europæiske fiskere må afgive en fjerdedel af deres kvoter i britisk farvand over de næste fem år.

- Det betyder, at jeg her henover natten har mistet omkring 25 procent af mine værdier omkring kvoter, men også af mine fiskerimuligheder i Nordsøen, siger Hans Jørgen Jensen.

Han har igennem de sidste to år købt rettigheder op og investeret i en ny fiskekutter for samlet set 120 millioner kroner. Kutteren blev færdigbygget i maj måned i år og er bygget til at sejle mod britisk farvand.

- Så det er selvfølgelig et hårdt slag for sådan en ny virksomhed at miste så store rettigheder på én gang - og så for bestandig jo, siger Hans Jørgen Jensen.

Aftalen gør, at der forsvinder værdier i hans kvoter for 20-25 millioner i løbet af de næste fem år. Samtidig forventer han at miste mellem 20 og 30 procent af sin omsætning.

Håber på kompensation

Hans Jørgen Jensen havde kalkuleret med en vis risiko ved at investere så mange penge i sin forretning, men at det skulle ende med en Brexit-aftale, der fratog ham så stor en andel af hans fiskekvoter, havde han ikke turdet forestille sig. 

Han håber derfor nu på kompensation for tabet af fiskekvoterne, så han kan forklare bankmanden, hvad hans planer for fremtiden er. 

- Det, der er vigtigt for os fremover, er jo, at vi har nogle politikere og embedsmænd, der vil arbejde på den kompensation, der skal til for, at vi kan være her stadigvæk, og vi kan præsentere noget over for vores pengeinstitutter, der gør, at de skal tro på os fremadrettet, siger Hans Jørgen Jensen.

Han er ikke ene om at efterspørge kompensation. Fiskeriformanden i Thyborøn kalder aftalen for 'rigtig dårlig' for fiskerne - især fordi den skal genforhandles allerede i 2025. 

- Så må man jo ind og betale os fra det tab, vi har haft. Det er jo dyrt, men det er jo ikke det, vi vil. Vi vil gerne ud at fange nogle fisk og så klare os selv, siger Alfred Fisker Hansen, der selv er fiskerskipper og formand for Thyborøn Havne og Fiskeriforening.

Politikere kigger på kompensation

Både rød og blå blok er da også klar på, hvordan man kan kompensere fiskerne. 

Torsten Schack, der er fiskeriordfører i Venstre mener, at der skal strikkes en pakke sammen til fiskerne ved at indlede en dialog med fiskeriets organisationer og de berørte kommuner. For ifølge ham står fiskeriet med sorteper i Brexit-aftalen.

- Så må vi også i fællesskab være klar til at kompensere fiskeriet, når de er dem, der betaler den største pris med Brexit, siger Torsten Schack.

Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) fortæller, at han er i gang med at kigge ned i detaljerne ved Brexit-aftalen. Målet er at hjælpe fiskerne bedst muligt.

- Vi kigger på, hvem der bliver ramt og hvor hårdt, og hvordan kan vi så skrue en kompensationsmodel sammen, som er fair og rimelig, siger ministeren.

Han fortæller, at EU har sat fem milliarder euro af, som blandt andet skal gå til de fiskere, der bliver berørt af Brexit-aftalen. Planen er derfor, at pengene fra EU skal være med til at finansiere af en kompensation til de danske fiskere.

2:32
Fiskerne blev de helt store tabere i skilsmissen mellem EU og Storbritannien. Nu håber fiskerne på kompensation for tabte fiskekvoter