Nye vindmøller ejes af lokale: - Det er da helt fantastisk

De fire nye vindmøller ved Nissum Bredning ejes af de lokale. De potentielle protester er derfor afløst af smil og godt humør.

Vindmøller i Nissum Bredning
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Smilene var næsten ligeså store som vindmøllerne, da der lørdag formiddag blev indviet fire nye, store vindmøller i Nissum Bredning.

En af de nye møller står blot 800 meter fra kajen i Thyborøn, og det er ellers noget, som andre steder får befolkningen op af stolene. Det ses blandt andet i Ringkøbing-Skjern kommune, hvor en af møllerne opføres fire kilometer fra kysten, hvilket har medført protester fra lokale borgere.

0:35
Se en dronevideo af de nye møller.
Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

De fire nye møller her er dog anderledes. 55 procent ejes nemlig af de lokale vindmøllelaug, der har 1400 interessenter, som alle bor i Lemvig kommune.

- Det er da helt fantastisk, det synes jeg. Det er da os, som bor herude, hvor det blæser hele tiden – hvorfor skal vi ikke nyde godt af det og være andelshavere i sådan nogle møller? Det kan vi da ligeså godt, siger Alfreds Smith, der er en af de mange interessenter.

Det er da også noget, som lokalbefolkningen går op i. Når Jens Oluf Mortensen sidder i sin stue, kan han følge med i, at vingerne kører rundt. En placering i forreste række har dog også en bagside.

- Når de så ikke kører rundt, er det træls jo, griner Jens Oluf Mortensen, der dog ser en god forretning i det.

 - Vi tror da også, det er den rette plads, de står på. Vi får jo sommetider en del vind herovre, så det skal vi nok få til at køre. De generer ikke på nogen måde, og det er da rart at der kommer et lille beløb hver andet måned, siger han.

2:12