Thyborøns fiskeriformand overrasket over narkosmugling: - Det er skræmmende
Hollandske bomtrawlere smugler kokain ind i Europa blandt andet via Thyborøn Havn. Det kommer bag på en af dem, som kender havnen allerbedst.
Det kan måske virke en smule usandsynligt, at en forholdsvis lille havn som den i Thyborøn kan blive brugt af internationale narkokarteller til at fragte kokain ind i Europa.
Ikke desto mindre tyder meget nu på, at det er tilfældet, for ifølge en ny afdækning, som TV 2 har lavet, bliver store mængder kokain jævnligt dumpet i dansk farvand for derefter at blive hevet op og bragt i land af hollandske bomtrawlere.
- Det er skræmmende. Det overrasker mig helt vildt, lyder det fra Alfred Fisker Hansen, der er formand for fiskeriforeningen i Thyborøn.
Har ikke normalt kontakt med hollandske fiskere
Kilder fortæller til TV 2, at det typisk er containerskibe med frugt fra Sydamerika, som dumper kokain med bøjer og små gps-sendere i Nordsøen. Hollandske bomtrawlere finder så frem til kokainens position via en lille modtager, og efterfølgende ender den i blandt andet Thyborøn- og Hanstholm havne.
Kilderne fortæller også, hvordan narkokarteller lokker fiskere til at tage del i operationen ved at tilbyde flere hundrede tusinde kroner, men at fiskerne samtidig løber en stor risiko. Blandt andet fortæller en hollandsk fisker til TV 2, at man bliver skudt, hvis ikke man retter ind.
Det er nogle af dine hollandske kollegaer, som tilsyneladende fragter det her rundt. Du møder dem jo af og til. Hvad tænker du om det?
- Møder og møder. Vi ser, at de lander, men det er jo ikke nogen, vi normalt har kontakt med. Jeg har talt med deres fiskeriforening om andre ting som for eksempel fælles fiskeripolitik, men det er jo noget ganske andet. Jeg har ikke noget kendskab til sådan noget her, fortæller Alfred Fisker Hansen.
Aldrig hørt om det
TV 2 har talt med flere kilder i Thyborøn, som har hørt historier om, at lokale er blevet truet på livet af internationale narkosmuglere. Ingen af dem tør dog stå frem med navn af frygt for repressalier.
Alfred Fisker Hansen er udover at være formand for Thyborøn Havns fiskeriforening også næstformand i Danmarks Fiskeriforening. Han er selv mangeårig fiskeskipper med daglig gang på havnen i Thyborøn.
Har du slet ikke hørt rygter om det her?
- Aldrig. Man kan da godt forstå, det er fristende med så mange penge, men det kommer helt bag på mig. Jeg kan ikke sige andet end stakkels mennesker til dem, der er kommet i kløerne på sådan nogen. Det tager vi dyb afstand fra, fortæller Alfred Fisker Hansen.
Håber, det bliver stoppet
Det kan jo virke sært at fragte narko hele vejen til den nordlige del af Europa for derefter at fragte det tilbage mod syd via landjorden, men det er der ifølge den hollandske fisker, som TV 2 har talt med, en ganske god forklaring på.
Fiskeren fortæller nemlig, at der modsat i Holland nærmest ikke er nogen kontrol, og det gør det forholdsvist nemt for narkosmuglerne.
Hvor meget kontrol er der i dag?
- Der er masser af fiskerikontrol. Vi skal melde vores ankomst, når vi kommer i havn, og vi skal melde, hvilke besætningsmedlemmer vi har med. EUs grænsekontrol gør sig også gældende her, men det er jo selvfølgelig noget andet. Man må da håbe, der er nogen, der får det her stoppet, fortæller Alfred Fisker Hansen.
Hvad skal der til, tror du?
- Det har jeg ikke forstand på. Det må du spørge politiet om, for det er uden for mine kompetencer.
Tænker du, at I som fiskeriforening kan gøre noget i den sammenhæng?
- Nej, det kan jeg simpelthen ikke se, hvad det skulle være, for jeg går stadig ud fra, at alle mine medlemmer er lovlydige borgere. Vi kan ikke gøre andet end at tage afstand fra den slags ting.