20 procent af danskerne undgår aktivt nyheder: - Det er et kæmpe demokratisk problem
En ny undersøgelse viser, at en femtedel af danskerne vælger nyhederne fra. Tallene vækker bekymring hos Viborg Stift Folkeblads chefredaktør.
Det er ikke alle, der følger med i nyhedsstrømmen.
En ny undersøgelse fra det internationale medie, Reuters, viser nemlig, at 20 procent af danskerne aktivt undgår nyhedsmedier.
Ifølge Viborg Stift Folkeblads chefredaktør, Lars Norup, kan det få konsekvenser, hvis man ikke følger samfundets udviklinger, for han mener, at man så får sværere ved at danne sine holdninger.
- Det er et kæmpe demokratisk problem. Det er sørgeligt, at der er en del af befolkningen, som ikke forstår, hvor debatten skabes, og hvor der bliver bygget den samtale, der gør, at vi ikke er et splittet samfund som eksempelvis USA, siger chefredaktøren.
Påvirker humøret negativt
Undersøgelsen viser også, at det især er nyheder om blandt andet krigen i Ukraine og corona-pandemien, som befolkningen undgår, fordi det er ubehageligt at følge med i nyhederne, når det handler om skræk og rædsel.
Sådan har Rebecca Hansen fra Tange det også.
- Det er ofte meget negativt, og det kan påvirke mit humør, så derfor tager jeg lidt afstand fra det på nogle punkter, fortæller hun og tilføjer:
- Det er dog også vigtigt at følge med i de dårlige nyheder, det gør jeg også, men man kan godt få for meget af dem.
Chefredaktøren forstår godt, at humøret kan blive påvirket af de historier, som handler om krig og pandemi, men det er også vigtige nyheder, slår han fast.
- Det er nødvendigt at dække de ting, så man også diskuterer det, for hvis vi lukker øjnene for de historier og kun fortæller de positive historier, så har man misforstået noget, siger han.
Alligevel giver den nye rapport stof til eftertanke hos chefredaktøren, Lars Norup.
- Vi må allerede fra børnehaven, folkeskolen og op gennem systemet opdrage folk til at være aktive demokratiske samfundsborgere, der følger med i nyhederne, siger han.
Unge optaget af klima
Det er en generel tendens, at flere melder sig ud af nyhedsstrømmen, og man ser det også i mange andre lande, oplyser Roger Buch, der er forsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
De fleste der melder sig ud af nyhedsstrømmen er, ifølge undersøgelsen, særligt de unge.
- Det har blandt andet noget at gøre med, at de er optaget af nogle andre ting, end det som nyhedsbilledet er fyldt med - som eksempelvis klima, som fylder utrolig lidt i øjeblikket i nyhedsbilledet, forklarer forskeren.
Ifølge Roger Buch spiller gentagne historier dog også en rolle for de faldende tal.
- Der er rigtig mange gentagelser i nyhederne, når man tænker tilbage til corona-tiden, så var der rigtig mange gentagelser såsom de daglige corona-tal, så der var også et element af, at mange borgere synes, det var for kedeligt, og det samme kan man faktisk sige om krigen, så der er noget i vores tid, som spiller ind, forklarer forskeren.
På trods af udviklingen står der også i undersøgelsen, at selv om tilliden til nyhedsmedierne falder flere steder i verden, så er tilliden stadig uændret i Danmark.