30 udsatte børn på sommerlejr: - Man kan slappe af

30 børn er på sommerlejr med Blå Kors, der sørger for gode ferieminder til udsatte børn.

Emil og Rune mødte hinanden første gang på sommerlejren sidste sommer. 
Men i morgen venter en afsked med hinanden og sommerlejren.
Emil og Rune mødte hinanden første gang på sommerlejren sidste sommer. Men i morgen venter en afsked med hinanden og sommerlejren.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Sommerferie er for mange lig med familietid og ferieminder. Men det er ikke alle børn, der kan sende postkort hjem fra eksotiske rejsemål eller dejlige familiestunder. Derfor arrangerer hjælpeorganisationen Blå Kors sommeren over ferielejre for udsatte børn og unge.

I denne uge er de i Skjern, hvor Rune og Emil på 13 år er to af deltagerne.

- Man kan slappe af. Man kan være væk derhjemmefra. Man kan koncentrere sig om noget andet. Komme væk fra familien. Komme ud og opleve noget, forklarer de.

2:13
 

Der er i alt 30 syv-13-årige på sommerlejren, og de har alle det til fælles, at de kommer fra udsatte hjem, hvor glade ferieminder ikke nødvendigvis er en selvfølge.

- De har jo så meget brug for bare at være til uden at skulle forholde sig til noget. Alt det der derhjemme, det kan bare få lov at ligge. Vi skal bare lege - og vores opgave er bare at skabe frirummet, siger Mogens Fausholt, Lejrchef, Blå Kors Midtjyllandslejren, Skjern.

Foruden de 30 børn, er der også tyve frivillige voksne.

- Så hvis man nu bliver lidt ked af det, så kan man gå ind på værelset, og så kommer der en voksen indenfor fem minutter, siger Rune. 

Siden mandag har Finderup Efterskole og ture ud af huset dannet rammen om hyggestunder og spirende venskaber og givet en lang række ferieminder

- Jeg håber, jeg giver dem noget godt og noget, de kan bruge. Og giver dem noget glæde med på vejen, siger Ruben Steensgaard, Frivillig, Blå Kors, Videbæk.

Blå Kors' ferielejre er støttet af en lang række fonde. Blandt andet af Ole Kirk og Novo Nordisk Fonden.